Politik fra rødderne
Af Redaktionen
 | 

Nu må kommunerne vælge

”Spørgsmålet er ikke længere, hvordan den enkelte landsby kan udvikles og blive mere overlevelsesdygtig; spørgsmålet er, hvordan flest mulige landsbyer undgår at skulle hive byskiltet op af jorden og nedlægge sig selv.”

Udviklingen i de mindste danske landsbyer går stort set kun én vej: De afvikles. De nationale flyttemønstre er udtryk for en global trend, som ingen kan ændre med et snuptag, men måske har kommunerne særlig siden kommunalreformen, tænkt for kortsigtet på deres yderområders vegne, når de har effektiviseret, slået sammen og strømlinet deres administration. Mange steder forklares udviklingen i de små landsbyer i hvert fald med en kausal kædereaktion, hvor kommunerne har taget det første skridt.

Når skoler, daginstitutioner og andre offentlige arbejdspladser forsvinder i et forsøg på at samle funktionerne i større og mere effektive driftsenheder, sætter det hurtigt et aftryk på de områder, jobbene forsvinder fra. Nogle flytter med jobbet, andre bliver tilbage uden job, de private virksomheder som købmænd og tøjbutikker får sværere ved at opretholde den samme omsætning og lukker, fritidstilbuddene presses, fordi skolebørnenes forældre måske er rykket nærmere folkeskolen - og stille, men sikkert bliver landsbyerne mindre attraktive at flytte til for dem, der drømmer om et liv på landet, hvor adgangen til naturen ikke sker på bekostning af fritids- og kulturtilbud.

  ”Spørgsmålet er ikke længere, hvordan den enkelte landsby
kan udvikles og blive mere overlevelsesdygtig; spørgsmålet
er, hvordan flest mulige landsbyer undgår at skulle hive
byskiltet op af jorden og nedlægge sig selv.”

Som Kommunen i denne uge skriver, har knap to ud af tre landsbyer oplevet nettofraflytning de sidste fem år. Spørgsmålet er ikke længere, hvordan den enkelte landsby kan udvikles og blive mere overlevelsesdygtig; spørgsmålet er, hvordan flest mulige landsbyer undgår at skulle hive byskiltet op af jorden og nedlægge sig selv.

Der er flere forskellige bud på, hvordan man bedst sikrer det. Nogle steder samler man fritidsaktiviteter og tilbud i den stærkeste landsby i et lokalområde, mens andre landsbyer vælger at gå sammen i klynger og dele de kulturelle tilbud, som lokalområdets befolkning kan opretholde, mellem sig. Nogle steder fokuserer man på foreningslivets brede, folkelige fundament og samler sig i forsamlingshuse og landsbycentre som det, Kommunen har besøgt i Horbelev. Andre steder er det specifikke interesser som surfing eller sejlsport eller særlige indsatser som bæredygtighed og borgerbudgettering, som landsbyerne satser på som nøglen til at skille sig ud.

En ting har de fleste landsbyer, som har vendt den negative udvikling og opnået vækst, nye arbejdspladser og øget befolkningstal, dog tilsyneladende tilfælles: De har investeret penge, tid og engagement i okal udvikling. Og så har de haft et godt samarbejde med deres kommune.

Uanset hvilken tilgang landsbyerne beslutter sig for, har kommunerne en stadig større opgave med udviklingen i landdistrikterne og yderområdernes landsbysamfund. Den opgave er en svær balancegang mellem to faldgruber: at tage for lidt eller for meget ansvar.

Det er afgørende for det lokale engagement, at kommunens repræsentanter ikke kommer farende ud med smarte konsulenter, der med tidens mest populære buzzwords forsøger at finde det sande brand og det autentiske narrativ. Skal udviklingen lykkes, må man tage udgangspunkt i de lokale ideer og ildsjæle, og så må kommunen koncentrere sig om at understøtte og udvikle de initiativer, som der allerede er opbakning til og lokalt ejerskab omkring. Borgerinddragelsen er altafgørende, men lykkes kun, hvis kommunen gør sig umage for at skabe den på borgernes betingelser og for lokalområdets skyld snarere end for at sikre den gode samvittighed på rådhuset.

Samtidig er der brug for, at kommunerne bliver langt bedre til at melde helt klart ud, hvilke områder man er villig til at poste penge i, og hvilke man er villig til at afvikle. Hvis de lokale virksomheder og ildsjæle skal investere tid og penge, og hvis realkreditinstitutterne skal låne penge ud til huskøb og renoveringsprojekter, kræver det som minimum, at kommunerne laver klare planer og giver klare løfter om landdistrikternes fremtid.

Der er grund til forsigtig optimisme. Der er masser af lokalt engagement, og både landsbyer og kommuner bliver bedre til at lære af hinanden og hjælpe hinanden med at løfte yderområderne. Samtidig ser flytningen mod de største byer ud til at bremse op, mens flere rent faktisk udtrykker et ønske om at bo med bedre adgang til naturen.

Det er med andre ord netop nu, at man skal satse på udviklingen og nytænkningen af de danske landsbyer, hvis man vil have forudsætninger for at nyde godt af den modreaktion mod flytningen til byerne, som i hvert fald i en vis grad må forventes at komme de næste år. Og det er kommunernes ansvar at hjælpe landsbyerne med at blive klar til fremtiden.

 

Land & by


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57