Politik fra rødderne

Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist
img

Taberen til vinderen: Du gjorde jo alting forkert

Det er ikke ved stemmeoptællingen, kampen bliver fløjtet af, og derfor heller ikke der, man ved, om man har vundet.

Der findes tabere, og så findes der dårlige tabere, og hvis man skulle have glemt det, så er der ikke noget som et rask lille valg til at minde en om det. De dårlige tabere tiltrækker sig mest opmærksomhed, og derfor kunne man fejlagtigt få den opfattelse, at de også er de fleste. Det er de ikke. De fleste af taberne nøjes med - uden glæde, bevares - at konstatere, at denne gang gik den så ikke, men de holder eventuel bitterhed indenbords og fremstår derved alt andet lige i et mere forsonende skær.

De dårlige tabere derimod risikerer at blive husket for netop nederlaget, og bare for at understrege det tager vi lige et hurtigt vue ud over de værste af de dårlige: dem, der ikke bare har tabt, men også mener, at vinderen gjorde alting forkert. Bitterhed hånd i hånd med manglende selverkendelse, eftersom det jo var vinderen, der vandt, og det var det, det hele gik ud på. Så noget rigtigt må han/hun jo have gjort.

Eksempelvis i Viborg, hvor Ulrik Wilbek kørte borgmesterposten hjem til Venstre på en måde ikke ulig dengang, Anja Andersen brændte et straffekast i OL-finalen 1996. Nemlig i den forlængede spilletid. Venstre gik ellers to mandater tilbage, men revancherede sig i en konstituering sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, og den siddende konservative borgmester Torsten Nielsen kunne se posten glide sig af hænde og hans partis to vundne mandater gjort værdiløse. Diktatur, kaldte han det. Ikke det klogeste han har sagt i år.

I Region Syddanmark var ydmygelsen af SF’s stemmesluger Villy Søvndal total, da han for rullende kameraer rendte ind i regionsrådsformand Stephanie Lose fra Venstre, hvis parti havde mistet et mandat, men til gengæld fik alle andre partier over på sin side i konstitueringen. Undtagen SF, hvilket først gik op for Søvndal, da han spurgte, hvornår der skulle forhandles og fik at vide, at det var de sådan set færdige med. Dumt, primitivt, plat, børnehavemanér og magtfuldkommenhed, var bare nogle af de betegnelser, han hæftede på, og mindst et par stykker af dem kunne han have brugt om det, han selv sagde.

Også i Ringkøbing-Skjern måtte et normalt lille parti se forhåbningen om storhed smuldre væk. Kristendemokraterne blev fordoblet og troede borgmesterposten inden for rækkevidde, men så ville Socialdemokratiet alligevel hellere holde fast i ham, de havde, selv om borgmesterpartiet Venstre var gået tilbage. ‘Jeg føler mig kuppet’, lød KD-spids Kristian Andersens reaktion, selvom ‘kup’ nok er et rigeligt stort ord om et konstateret flertal, selv hvis det går en imod.

Mere ukristeligt udtrykte Venstre-spids Gert Fischer i Rebild sig, da Dansk Folkeparti på valgnatten vaklede lidt mellem blokkene og til sidst valgte side til fordel for den siddende radikale borgmester. ‘Vi er blevet røvrendt’, sagde han ligeud. Mere spidsfindige spydigheder lå ellers lige for i en situation med politisk vaklen og en radikal løsning, men bramfriheden overtrumfede elegancen.

På Læsø gik den siddende borgmesters seneste parti Venstre frem, men borgmesteren blev hurtigt anbragt på et sidespor af alle de andre, der i stedet pegede på Dansk Folkeparti. ‘Jeg er skuffet på vælgernes vegne’, sagde en vred Tobias Birch Johansen, men lignede til forveksling en, der var skuffet på egne vegne. Han hæftede sig også mere ved Venstres fremgang end ved den detalje, at han var valgt af en borgerliste, da han blev borgmester og først skiftede til V efter valget.

Den vildeste af alle valgnætter var den i Vejle. Venstre havde skiftet borgmester trekvart år forinden for at få et forspring inden KV17, men partiet tabte alligevel to mandater, samme antal som Socialdemokratiet vandt. Derfor blev det definitivt for meget for S-spids Søren Peschardt, da det gik op for ham, at den borgmester, han troede havde tabt, tværtimod var den, der havde samlet et flertal for at fortsætte. ‘Simpelthen ikke politisk anstændigt overfor et parti, som vandt valget’, lød det indædt. Men fejlagtigt, idet hans parti jo netop ikke vandt.

Det er ikke ved stemmeoptællingen, kampen bliver fløjtet af, og derfor heller ikke der, man ved, om man har vundet. Meget betegnende er fællesnævneren for alle de omtalte episoder da også, at taberne ikke lige var obs på, hvor længe kampen varede. Vindere ved den slags, det er blandt andet derfor, de er det. Vindere.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57