Politik fra rødderne

Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Nazisterne i kommunerne

Kan bureaukrater i kommunerne ud fra almindelig anstændighed tillade sig at indkalkulere besparelser på budgettet ud fra et skøn over, hvor hurtigt udgiftskrævende medborgere dør?

Det spørgsmål har været til debat i de seneste uger, og konfronteret med et konkret eksempel sammenlignede en politiker helt opgivende sig selv med nazistiske bureaukrater. Og netop nazi-sammenligninger er et klart signal om, at en debat er kørt af sporet.

Bevares. Det er ikke elegant at skrive i et internt notat, at kommunens budget på området er sprængt, fordi plejekrævende medborgere ikke dør hurtigt nok.

Men hvad var mon baggrunden for at skrive notatet? Det var vel at give beslutningstagerne et så retvisende billede af kommunens økonomi som muligt. Kunne man omvendt forestille sig, at bureaukraterne i stedet helt havde forbigået en tung post på budgettet, hvor tallene eller prognoserne viste, at udgifterne var eksploderet? Det ville dermed betyde det ret utænkelige, at embedsværket forholdt politikerne oplysninger, som de havde krav på at få at vide. Så kunne man som politiker slå ud med armene og sige, at handicappedes og andre svage gruppes behov skulle imødekommes uanset omfanget, men det ville stadigvæk påvirke budgettet så meget, at man hvert år var tvunget til at finde besparelser andre steder. Besparelser der så ville gå ud over andre menneskers trivsel.

Findes der i øvrigt en ligeså stor forargelse over, at man på plejehjem eller i kommunerne med skæv aldersstruktur på samme måde laver prognoser over alderssammensætningen – og dermed hvordan udgifterne – bliver i årene frem? Tænk nu hvis gamle plejehjemskrævende medborgere ikke dør i samme takt, som man nedlægger plejehjem? Det har fx været udfordringen i enkelte kommuner. Er den slags rettidigt omhu, hvis prognoser medvirker til, at man når at omstille kommunens serviceapparat til andre opgaver fx at bygge nye børnehaver, så også udtryk for et koldt menneskesyn, hvor Adolf Eichmann sikkert vil have nikket anerkendende? Er økonomistyring og varetagelse af samfundets knappe ressourcer grundlæggende uetisk? Vrøvl! Det er derimod uetisk og ansvarsforflygtende bare at lukke øjnene for udfordringerne og lade stå til.

Den pågældende kommunes fejl var vel blot den, at man havde begået et notat, som alene var til internt brug, men som ved skæbnens ugunst endte i kløerne på en journalist, der så ”den gode historie” i at en eller anden DJØFer tilsyneladende kun tænkte i talkolonner frem for menneskeliv. Sandheden er vel, at de to ting ikke kan stå alene. Man kan ikke drive en offentlig plejesektor uden omsorg, hjertevarme og medmenneskelighed, men det går galt, hvis ikke der undervejs er styr på økonomien.

Den virkelige skurk er ikke bureaukraten, men den politiker, som ikke overfor den kritiske presse kan mande sig op og forsvare de embedsmænd, som passede deres arbejde, da de med notatet forsøgte at give ham et så retvisende billede af kommunens økonomi som overhovedet muligt. I stedet fik man en gang klynk om, hvor hårdt han selv har det som politiker, når han skal prioritere ressourcerne. Man fristes til at sige: Find dig dog et andet job!

Og så kan resten af kommunerne formentlig lære det af sagen, at hvis dokumenter skal være offentlige, så skal de kunne holde til at kunne stå sin prøve i en ofte polemisk og undertiden følelsesladet debat i offentligheden. Hvis ikke kommunens embedsmænd forstår at formulere sig politisk korrekt, så er det nok bedst bare at holde papirerne internt.

 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57