Politik fra rødderne

Af Rune Engelbreth Larsen
 | 
Idéhistoriker, forfatter og foredragshol

Idéhistoriker, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter. 

 

RITZAU_6981791<br />Naturpark Thy er et af de steder i Danmark, hvor biodiversiteten trives. Men der skal meget mere fokus på at give plads til naturen, mener Rune Engelbreth Larsen.
Foto: Carsten Ingemann / Polfoto<br />
RITZAU_6981791
Naturpark Thy er et af de steder i Danmark, hvor biodiversiteten trives. Men der skal meget mere fokus på at give plads til naturen, mener Rune Engelbreth Larsen. Foto: Carsten Ingemann / Polfoto

Naturen skal i fokus fremfor økopolitik

Ganske vist er økologi prisværdigt af flere grunde, men at det skulle redde dansk natur, er ikke én af dem. Men den fremstilling har i en årrække fjernet fokus fra biodiversitetskrisen og pladsmanglen.

Regeringer af begge farver bærer et tungt ansvar for, at arter uddør med historisk hast i Danmark, og for, at vi på ingen måde har prioriteret vore selvvalgte (og velvalgte) internationale forpligtelser til at standse den omsiggribende artsuddøen – med andre ord: Biodiversitetskrisen har næsten frit løb.

Men svigtet kunne måske have været mindre, hvis andre havde været fremme på den bane.

I Danmarks Naturfredningsforening (DN) bærer vi vel også en del af medansvaret, fordi vi ikke har prioriteret problemet højt nok de seneste par årtier, men har ladet det overskygge af miljø- og økologi-dagsordener.

DN er selvfølgelig bundet af vedtægternes målsætning om »en rig og mangfoldig natur og et rent og sundt miljø«. Men målsætningen fortæller ikke noget om prioriteringen i naturkampen, og i en årrække med medlemstilbagegang har man valgt det, der appellerede bredt, snarere end at fokusere på den vanskeligere, men for naturen vigtigere biodiversitetskrise.

Det største problem er underprioriteret

At de store sigtelinjer i landets største naturorganisation også er åbne diskussionspunkter, afspejler mediedebatten selvfølgelig – for eksempel i den seneste tid, hvor en af foreningens tidligere præsidentkandidater og nuværende naturvejleder i Naturstyrelsen, Michael Stoltze, blandt andet har kritiseret foreningens top for at give Bæredygtigt Landbrug vind i sejlene, og hvor foreningens tidligere direktør David Rehling blandt andet har påpeget vigtigheden af, at DN kæmper for at få planloven tilbage under Miljøministeriet.

For en ordens skyld: Jeg er både enig og uenig i flere punkter hos begge. Jeg taler naturligvis udelukkende på egne vegne, selvom jeg også sidder i foreningens hovedbestyrelse – for skønt foreningens medlemmer har mest tilfælles, er der som i alle større organisationer og partier selvfølgelig forskellige syn på bærende prioriteringer og problemstillinger på kryds og tværs.

Mens foreningens lokalafdelinger har koncentreret sig om de lokale forhold, de er sat i verden for at løse, har toppen i pyramiden imidlertid satset meget på økologi og underprioriteret det største og mest akutte nationale naturproblem: Den galopperende naturforarmelse og den voldsomme tilbagegang for truede arter.

Når det brænder på, gælder det jo ellers om at slukke ilden dér, hvor den raser allermest, og intet har brændt på så foruroligende som tabet af truede arter og fragmenteringen af levesteder. Samtidig er der trods alt utallige supermarkeder såvel som politiske partier og økologiske interesseorganisationer, der gør et stort arbejde for økologien, hvorimod landets truede arter og fortrængte levesteder kun undtagelsesvis opnår mere end en notits i avisen. Det burde i sig selv tale for at løfte sidstnævnte dagsorden.

 Ganske vist er økologi prisværdigt af flere grunde, men at det skulle redde dansk natur, er ikke én af dem. Men den fremstilling har i en årrække fjernet fokus fra biodiversitetskrisen og pladsmanglen.

Naturen mangler kort sagt plads

Skal det siges kort, er hovedproblemet i dansk natur pladsmangel. Forskere har påpeget det igen og igen – for eksempel professor Carsten Rahbek, Københavns Universitet: »Det altoverskyggende problem er tabet af areal og plads. Det handler om plads, plads og atter plads.« (Teknologirådet, 2007). Og seniorforsker Rasmus Ejrnæs, Aarhus Universitet: »Det er det helt store problem – vi har simpelthen ikke givet plads til naturen.« (Ingeniøren, 2015).

Nu skulle man tro, at så klar en besked var til at forstå. Selv for regeringspolitikere. Man skulle tro, at VK-regeringen (2001-11), SR(-SF)-regeringen (2011-15) og den nuværende regering satte målrettet ind for at sikre naturen plads. Særlig fordi staten er landets ubetinget største lodsejer og en stor del af indsatsen kunne opnås på de 2.000 kvadratkilometer natur, som staten ejer i forvejen, hvor vi også er fri for klassiske lodsejerkonflikter. På de største arealer kunne man tilstræbe vildere og mere selvforvaltende natur på naturligere præmisser. Vi kunne lade staten gå foran så omkostningseffektivt og fagligt forsvarligt som muligt.

Hver gang en statsskov eksempelvis ophører som produktionsskov og bliver skov på skovens præmisser, har vi også givet naturen mere plads. Og hver gang staten undlader at opdyrke statsarealer for at fodre de vildtlevende hjorte, men i stedet lader arealet overgå til naturen og lader hjortene leve udelukkende af naturens fødegrundlag, har vi også givet naturen mere plads.

De grønne organisationer kunne koncentrere flere kræfter om at presse politikerne i den retning – det ville batte i forhold til biodiversitetskrisen.

År efter år har forskere efterlyst fokus på naturens pladsmangel, men i DN har vi nok for ofte fulgt andres populære dagsordener i stedet for selv at skabe en vigtig naturdagsorden om biodiversitetskrisen.

Økologi er ikke løsningen

Økologi er blevet gjort til et universalmiddel, der »løser mange af naturens problemer nærmest automatisk« og »skal redde dansk natur«, ja, ligefrem hjælpe os mod arternes »masseuddøen«, som det har heddet. Og ganske vist er økologi prisværdigt af flere grunde, men at det skulle redde dansk natur, er ikke én af dem. Men den fremstilling har i en årrække fjernet fokus fra biodiversitetskrisen og pladsmanglen.

En bred horisont med flere sigtepunkter er godt og nødvendigt for en stor aktør, men for mange spredehagl i skivens periferi er ikke heldigt.

På det seneste er DN da også så småt begyndt at flytte fokus. Et artsregistreringsprojekt hedder Biodiversitet.nu, et naturkapitalindeks afslører kommunernes naturværdier, og vildere natur er for første gang italesat i en vigtig kampagne. Men viljen til at rykke biodiversitetsdagsordenen op i den politiske superliga er stadig fraværende i toppen her – og i andre grønne kredse.

Og derfor er det også fortsat en alt for lavt prioriteret problemstilling blandt vore politikere.

Grønne organisationer og naturvenner i det hele taget må i højere grad tage konsekvensen af, at vi står overfor den allerstørste naturkrise i danmarkshistorien og derfor i betydeligt højere grad må målrette større dele af oplysning, kritik og indsats dér, hvor det brænder på.

Gør vi det, kunne det også være, at en regering eller to kunne overbevises – eller presses – til det samme.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tak fordi du slår hovedet på sømmet. Hvor har du ret! Lad os fokusere på det der skaber størst mulig biodiversitet i naturområderne i markerne. I det felt hvor jeg arbejder(jordens frugtbarhed og pløjefri dyrkning) elsker jeg at se hvordan biodiversiteten kan forøges under og over jorden ved at undlade pløjning.

bente Andersen, 1. maj 2017


Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57