Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Når troen hærger

”Flere andre ministre stødte til. Nu talte kendsgerninger ikke rigtig – for troens vinger bærer. Men jeg må tilstå, at jeg havde svært ved at tro mine egne ører, da den sidste i rækken slog til. Selveste Claus Hjort Frederiksen, Venstres iskolde chefideolog og taktiker, excelark-akrobat og finansminister, meldte sig under troens faner.”

Troen går tilsyneladende sin sejrsgang i verden – jeg fristes til at skrive: som aldrig før. Men det har jeg ikke belæg for. Det er i hvert fald ikke noget, jeg ved, snarere noget jeg – ja, tror.

Tidens mange blodsudgydelser og overgreb finder oftest næring i menneskers tro. Den fulde og faste overbevisning om, at lige deres religion har det eneste og uomtvistelige svar på, hvordan verden bør indrettes og menneskene gebærde sig. Den slags fører i bedste fald til undertrykkelse og tyranni. I værste fald til krig og terror.

 ”Flere andre ministre stødte til. Nu talte kendsgerninger ikke rigtig – for troens vinger bærer. Men jeg må tilstå, at jeg havde svært ved at tro mine egne ører, da den sidste i rækken slog til. Selveste Claus Hjort Frederiksen, Venstres iskolde chefideolog og taktiker, excelark-akrobat og finansminister, meldte sig under troens faner.”

Når jeg har valgt at kaste mig over det ømtålelige emne, er det, fordi jeg synes, dansk politik mere og mere beror på tro. Mange politikere synes at have mistet interessen for facts, kendsgerninger. Den slags, man kan måle og veje eller på anden måde finde frem til med videnskabelige metoder.

Særlig regeringen udmærker sig på dette område. Den ene minister efter den anden erklærer højlydt sin urokkelige tro på dette og hint. Og her vil nogle måske komme til at tænke på vores uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen, der erklærede sig som kreationist – altså at han troede på Bibelens skabelsesberetning (Gud skabte verden på seks dage og holdt så en fridag) og derfor - må jeg slutte - ikke godtager Darwins udviklingslære.

Det er selvfølgelig ganske besynderligt, når vi taler om ministeren for videnskaberne. Han leverede også et muntert indslag, da han – på linje med komiske Carl (Holst) erklærede sin usigelige glæde ved udsigten til at blive gransket nærmere af en offentlig instans. Han kunne dog ikke – til forskel fra fætter Carl - også triumfere over en politianmeldelse.

En minister bekender sin tro

Men egentlig synes jeg ikke, Lunde har glimret med sin tro siden det med verdens skabelse. Det er faktisk en perlerække af hans kolleger i andre ministerier, der har fået mig til tasterne. Mest iøjnefaldende Inger Støjberg – ikke på grund af sit røde hår og sine triumferende øjne, når hun fortæller om sit nyeste flygtningepåfund. Derimod var hun vist den første, der frejdigt – om end noget presset – bekendte sin tro.

Et par gange har hun optrådt på TV, hvor intervieweren har været godt klædt på med research. Konfronteret med undersøgelser og facts kæmpede hun tappert for efter et godt stykke tid at erklære, at hun var FULDSTÆNDIG OVERBEVIST om, at regeringens nye tiltag ville virke. Det gentog hun så i flere variationer, indtil interviewet sluttede. Joe, troen er stærk – den siges at kunne flytte bjerge.

Også Troels Lund Poulsen, der som bekendt vil slippe driftige folk med næse for at tjene penge løs på vore sårbare kyster, er båret af troens mirakel. Efter adskillige gange at have forsøgt sig med udenomssnak og papegøjesvar greb også han til troen. Også han var fuldkommen overbevist om, at tiltaget vil bringe vækst, rigdom og stor lykke til de udvalgte områder i Udkantsdanmark. Det tror han fuldt og fast på, forklarede han den målløse interviewer.

Flere andre ministre stødte til. Nu talte kendsgerninger ikke rigtig – for troens vinger bærer. Men jeg må tilstå, at jeg havde svært ved at tro mine egne ører, da den sidste i rækken slog til. Selveste Claus Hjort Frederiksen, Venstres iskolde chefideolog og taktiker, excel-ark-akrobat og finansminister, meldte sig under troens faner.

Det skete under et længere interview i Deadline på DR2. Efter længe at have svedt under bygen af facts og spørgsmål fra intervieweren trak Claus Hjort til sidst tros- og overbevisningskortet. DET havde jeg godt nok ikke ventet af dette kølige økonomi- og tal-menneske.

I betragtning af, hvor alvorlige og indgribende tiltag, regeringen sprøjter ud – ja, nogle af dem læner sig opad brud på kutymer, love og internationale konventioner – så ville det være på sin plads, at de baserede sig på kendsgerninger og et oplyst, sagligt grundlag og ikke blot på mavefornemmelser og tro.

Lagt i graven efter 30 år

Et strålende eksempel på denne trosdrevne politik er SKAT's herostratisk berømte system til inddrivelse af restancer. Daværende skatteminister Kristian Jensen og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen stod bag centraliseringen og digitaliseringen af inddrivelsen, og den blev til under en storm af advarsler fra fagfolk og – ikke mindst – kommunerne, der blev frataget denne opgave. Men de to gæve venstrefolk havde deres tro og lod sig ikke distrahere af kendsgerninger. Og så gik de i gang med at fyre sagkyndige medarbejdere i skatte-væsenet. Det digitale mirakel var fuldbyrdet.

Resultatet kender vi. Allerede efter et år kunne man se, at restancerne voksede markant, og snart havde kommunerne rigtig mange millioner ude at svømme. Og som årene gik, nærmede kravene sig forældelse, mens der ingen udsigt var til en effektiv inddrivelse. I dag ligger inddrivelsen så godt som stille, og SKAT's tab alene på dette område må opgøres i milliarder.

Den tankegang, der ligger bag dette eksempel på digitalt vanvid, er et barn af et grimt fænomen, der har forpestet arbejdsglæden og al faglig stolthed i det offentlige de seneste 20-30 år. ’New Public Management’ hedder det. Tankerne går blandt andet på, at alt kan gøres op i kroner og øre og sættes på formel. Hvert et børnehavebarns toiletbesøg, hver en lærers samtale med en ulykkelig elev eller hver plejehjemsbeboers aftensmåltid kan og skal måles og vejes og sættes i skemaer. Ud kommer så en formel, der viser, at det hele kan gøres bedre for langt færre penge og mindre personale.

Hærskarer af højtlønnede DJØF’ere blev ansat for at kontrollere og evaluere og skrive rapporter til politikerne, så de kan begrunde deres mange fyringer. Og det betragtes som dybt usagligt og bagstræberisk at ville inddrage den faglighed, der ligger til grund for arbejdet i de mange rum i det offentliges hus.

Dette fatamorgana, som chefer på alle niveauer har dyrket som en religion, blev for nylig lagt i graven af to højt estimerede forskere, der som de første har gennemført en omfattende, empirisk undersøgelse af resultaterne i Storbritannien, der mest hidsigt har drevet på med New Public Management. Resultatet er ganske opsigtsvækkende. Men det må jeg vende tilbage til en anden gang.

Integration

Kommunikation


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57