Politik fra rødderne

Af Knud Abildtrup
 | 
Redaktør, dknyt
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Når rationalitet fører til ansvarsforflygtigelse

”Mon ikke folk også fremover vil tænke tilbage på den lærer, der gjorde en forskel, og ikke på et team?”

Mange strukturændringer i det offentlige har gået i så centralistisk retning, at de forudsigelige reaktioner nødvendigvis blev decentrale, mere nære. Men ikke overalt.

Risikoen for at blive glemt på plejehjemmet, hvor der igen er helt nye vikarer på vagt, eller overset på Agurkestuen med alt for stort personalegennemtræk er vel lige så oplagt som at føle sig systematisk forbigået af travle tjenere på den rationelt drevne restaurant med faste borde, men uden overskud til at opfange de misforståelser og forglemmelser, intet nok så gennemtænkt system kan forhindre.

Og for at blive i billedet så er et nok så indstuderet ’er alt, som det skal være?’ absolut at foretrække fremfor passiv tavshed fra dem, der leverer ydelsen. Og en rutineopringning fra en hjemmesygeplejerske med både for- og efternavn kun lige så betryggende. I hvert fald, når en patient på 92 er udskrevet fra sygehuset efter en hurtig indlæggelse: Jeg er ikke alene, de der i systemet kender til min situation, jeg skal bare ringe, og nummeret er kodet ind på mobilen. Om det så hedder koordinerende visitator eller hvad – bare det fungerer.

Bag en lukket dør

Derimod kan det at være tilknyttet et større lægehus være en prøvelse: Uden fast tilknytning til en læge, der kender én til bunds og som man ikke behøver at fortælle de mest personlige oplysninger forfra hver gang. Vel, det delte ansvar er en udmærket sikkerhed for, at ferie og sygdom ikke forhindrer én i at komme til lægen nu og her, men rationel fordeling af arbejde og rutiner ud på flere hænder bør rumme mulighed for undtagelser.

Indrømmet, familielægen kan være tilbøjelig til at lukke øjnene for skavanker, når kørekortet skal forlænges, eller udskrive piller, en kollega havde været mere forsigtig med at ordinere. Og der er ræson i at samle kompetencerne på sundhedsområdet – i lige så høj grad som i skolen, hvor lærerteam for længst har ført til, at en lærer, der kører lidt vel meget på rutinen i sin undervisning, ikke længere kan gemme sig bag en lukket dør til klasseværelset, men må møde team-kollegernes inspiration og indirekte kontrol. Også i de tilfælde, hvor det gælder hensyn til den enkelte elev. Men mon ikke folk også fremover vil tænke tilbage på den lærer, der gjorde en forskel, og ikke på et team?

I nogle – mere sårbare – systemer bliver delt ansvar decideret ansvarsforflygtigende, når tilsynet med et opholdssted eller familiepleje hele tiden skifter mellem kolleger, så tilsynet måske nok er gennemført og besøget kan krydses af i skemaet, men hvor der ikke var noget afkrydsningsfelt til kontinuitet og personligt kendskab mellem dem, der fører tilsynet, og dem, der udsættes for det.

Mange kokke …

Også socialforvaltninger med snesevis af sagsbehandlere i team kan levere eksempler på særlige variationer af rationalitet med risiko for at glemme den enkelte. Selvsamme team tager sig i dag af for eksempel kontanthjælpsmodtagere mellem 25 og 30 år, og det kræver næppe førstehåndserfaringer at sætte sig ind i, om det giver overblik og tryghed eller derimod forvirring og frustration at møde en ny sagsbehandler til hver lovpligtig rutinesamtale.

Samme fornemmelse kender vel hver en familie med et handicappet barn, men det gør ikke sagen bedre. Og et dugfrisk eksempel fra den front er nærmest forstemmende: Ankestyrelsen har netop tjekket, hvordan en række udvalgte unge under 30, der søger kontanthjælp, behandles, og har blandt andet konstateret, at alt, alt for få får tilbudt den koordinerende sagsbehandler, de har krav på at få tilbudt. Og mens den unge som bekendt får trukket i sin støtte, hvis hun udebliver fra et møde, er der ingen sanktion overfor de socialforvaltninger, der ikke lever op til deres del af ansvaret, men sender endnu en ny.

Mange kokke fordærver maden, og uden kokke brænder maden på. I de aktuelle sager med mere eller mindre hjerneskadede psykiatere, der ikke bærer præg af at være blevet belemret med alt for meget og alt for ansvarsbevidst tilsyn, tyder det på det sidste. Måske psykiaterne ligesom sagsbehandlere, lærere og hjemmehjælpere kunne arbejde henimod et ideal, hvor den enkelte offentligt ansatte hverken lades i stikken med risiko for, at det hele brænder sammen, eller fratages muligheden for at dyrke den personlige relation med et overskueligt antal levende mennesker, der kan være aldeles afhængige af netop den.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57