Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Moster, Goldwater og sære amerikanere

Tillad mig endnu en gang at trække min skrækkelige moster fra Chicago op af graven. Hun var på mange måder så skrækkelig, at når mine tanker falder på amerikanske forhold, så dukker hun jævnligt op.

Hun var, som man ofte ser med danske udvandrere, mere amerikansk end de fleste amerikanere. Det skal retfærdigvis nævnes, at hendes ældste og bedste ven var sort. Hun havde været i USA siden 1948 – havde giftet sig med en tyskfødt jøde, der blev dirigent for Chicago Symfoniorkester. Derovre er den slags hovedsaglig privat finansieret, og hun var hans agent og en slags forretningsfører og vel at betragte som selvstændig erhvervsdrivende og tilhørende den bedre middelklasse.

Hun var altså amerikaner, da Nixon i 1972 – selv om han var ved at få trukket bukserne ned i afsløringerne af den grimme Watergate-skandale – blev genvalgt, men to år efter måtte forlade Det Hvide Hus i skam. Det rystede mig, men moster fandt – som mange andre amerikanere – at afsløringerne da tværtimod viste, at det amerikanske system virkede og var sundt.

Måske var hun ved at være for gammel til at følge med, da Bush junior i 2000 blev valgt. For mig var det lidt af en gåde. En mand med en åbenlyst ret beskeden intellektuel kapacitet, og som havde som personlig ambition at blive 'a war-president'. Mens han selv virkede meget lidt optaget af politisk ideologi, så omgav han sig med folk fra det yderste højre – de såkaldt neokonservative. Og med terroranslaget 11. september 2001 fik han sin personlige ambition opfyldt.

Statsfinanserne var trods gode konjunkturer yderst anstrengte, USA var – baseret på massive løgne om ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben og terrorforbindelser – involveret i krige i Afghanistan og Irak. Alligevel blev han genvalgt i 2004 og forlod embedet i 2008 som en sjældent upopulær præsident, der efterlod en sønderbombet økonomi og en modløs og splittet nation.

Jeg er næppe den eneste dansker, som af og til synes, det er svært at forstå amerikanerne.

Alle husker den femårige amerikanske pige, der på samtlige TVstationer med tårerne trillende jamrede til sin mor, at hun er SÅ træt af at høre om Obama og Romney.

Selv har jeg nærmest følt, at nu har jeg snart været i hver en flække og hørt hver en menig amerikaner udtrykke sine håb og sin frygt og lufte sine massive fordomme og bizarre konspirationsteorier. Som den ældre konservative kvinde, der roligt forklarede, at hvis Obama vandt, så ville USA aldrig slippe af med ham, for han ville bruge alle midler til at blive ved magten til han døde. Og den midalderende mand, der forudsagde en voldelig opstand, hvis Obama genvælges.

Tilbage sidder jeg nu med billedet af det splittede USA, af de racespændinger valget af den sorte præsident har blotlagt, den ubegribeligt uforsonlige og forbitrede holdning hos dele af højrefløjen. Og historierne om de fuldstændig åbenlyse og ublufærdige bestræbelser, lokale republikanske kræfter har udfoldet, for at gøre det på kanten af umuligt for den fattige (demokratiske) del af befolkningen at blive registreret som vælgere.

Og Romney, der i et af republikanernes politiske freakshows selv efter en lang, sveddryppende pause ikke kunne huske, hvad det var for et tredje ministerium, han ville nedlægge.

Nå tilbage til moster. Hun var der, da Ronald Reagan – Amerikas svar på Margaret Thatcher – som præsident lemlæstede store dele af det offentlige med kritik og besparelser – samtidig med at det offentliges budgetter inklusive forsvaret steg og steg gennem hans otte år i Det Hvide Hus fra 1981 til 89.

Min første sammenhængende erindring om amerikansk politik er mordet på præsident John F. Kennedy i 1963. Det gjorde et dybt indtryk på knap 13-årige mig. Vicepræsident Lyndon B. Johnson trådte til og var i 1964 demokraternes kandidat. Hans republikanske udfordrer var den ultrakonservative Berry Goldwater.

Han var en slagfærdig mand, der for eksempel sagde om demokraten Hubert Humphrey, at han talte så hurtigt, at det at lytte til ham var som at forsøge at læse Playboy, mens konen vendte siderne. Men han var også ganske krigerisk. På det tidspunkt havde USA viklet sig uhjælpeligt ind i Vietnamkrigen. Goldwater mente kort og godt, at man skulle få det overstået i en ruf med et par raske atombomber.

’I could have ended the war in a month. I could have made North Vietnam look like a mud puddle.’ Jeg kunne have forvandlet Nordvietnam til en mudderpøl. 

Denne efter dansk målestok ganske skræmmende politiker og præsidentkandidat, var min moster ganske fortryllet af, røbede hun under et sommerbesøg i sit gamle land, og hun ville nok stemme på ham. Jeg var rystet, men fik da forklaringen på, hvorfor hun aldrig havde svaret på et brev, hvor jeg begejstret havde skrevet om tidens nye protestsangere.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57