Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier
John Cleese i rollen som Mister Fawlty er tilsyneladende et politisk forbillede både i amerikansk og dansk politik.<br />John Cleese i rollen som Mister Fawlty er tilsyneladende et politisk forbillede både i amerikansk og dansk politik.Foto: arkiv / Polfoto <br />
John Cleese i rollen som Mister Fawlty er tilsyneladende et politisk forbillede både i amerikansk og dansk politik.
John Cleese i rollen som Mister Fawlty er tilsyneladende et politisk forbillede både i amerikansk og dansk politik.Foto: arkiv / Polfoto

Mister Fawlty – et politisk forbillede

”Hjemlig politik byder på masser af kaos og knap så megen komik. Men det kræver jævnt hen en robust humoristisk sans at bevidne.”

USA's særegne præsident, Donald Trump, er med stor driftssikkerhed ved at forvandle Det Hvide Hus til en amerikansk udgave af Fawlty Towers. Når Basil Fawlty har fremsat endnu en uoverlagt udtalelse og i resten af afsnittet i den klassiske, engelske comedyserie desperat og tiltagende pinligt kæmper for at undgå indrømmelser og med vanvittige forklaringer komme ud af situationen, alt imens resten af badehotellet ligger i kaos, hvad er det så, det minder om?

Præsidentens daglige barnagtigheder er både pinagtige og komiske, og ofte ved man ikke, om man skal grine eller græde. Imens udspyr han præsidentielle dekreter i et tempo og omfang som ingen tidligere amerikanske præsidenter for at virkeliggøre sine politiske febersyner. Og sådan bliver det nok ved, indtil det politiske system kommer ud af komaen og får lært den forfængelige mand, at det ikke er præsidenten alene, der bestemmer.

Det bliver nok ikke nogen nem pædagogisk øvelse, og imens må omverdenen holde vejret og håbe på, at han ikke for alvor får skabt katastrofer i de eksplosive problemfelter, han tumler rundt i. Hvem i hans omfattende stab og ministerhold han egentlig taler med og måske lytter til, aner vi ikke noget om.

Og selv siger han ikke meget andet end den sædvanlige bragesnak om den kritiske presse som ’folkets fjende’ og sine egne enestående evner, der skal gøre USA til en storslået, stærk ø afskåret fra den omgivende verdens ondskab - fra islam til konkurrencebåren frihandel. Hvis det ikke var så foruroligende, ville det være ubetaleligt komisk.

I et læserbrev i en dansk avis så jeg en dansk Trump-tilbeder beskrive Trump som et ’forretningsmandfolk’ og en handlekraftig præsident. En statsmand i svøb må man forstå.

  ”Hjemlig politik byder på masser af kaos og knap så megen komik. Men det kræver jævnt hen en robust humoristisk sans at bevidne.”

Kaos uden komik

Hjemlig politik byder på masser af kaos og knap så megen komik. Men det kræver jævnt hen en robust humoristisk sans at bevidne. Vi er i den særegne situation, at vi nærmest er uden regering og har været det i månedsvis. Den erklæret ambitiøse liberale regering er ude af stand til at skabe et flertal for noget som helst af sin politik. Den sidder handlingslammet tilbage og ser betuttet på, at et af støttepartierne sammen med oppositionspartier laver forlig på forlig.

Den superliberale trafikminister for eksempel sidder forslået på sin vaklende taburet, mens den ene trafikpolitiske beslutning efter den anden – der mildest talt ikke er hentet i hans partis program – suser henover hans hoved. Det begynder at ligne en pinagtig politisk tragedie. Støttepartiet Dansk Folkeparti betegner ligefrem ministeren som ukvalificeret og uvidende og truer ham på jobbet.

Trods denne mærkelige politiske situation så fortsætter meget, som om intet var hændt. Politikerne klamrer sig fortsat til de jubelliberale økonomiske dogmer. Skær ned på det offentlige med hårde besparelser, privatiser fællesskabets arvesølv – eller sælg det ligefrem – helst til underpris og til udenlandske skatteunddragere, viser erfaringerne. Og sænk så skatterne – helst de rigestes – så skal I bare se! Så kommer den så heftigt attråede vækst.

Flere og flere økonomer – heriblandt også Den Internationale Valutafonds forskningsenhed – er begyndt at betvivle dogmet. Ikke mindst fordi mange års politiske eksperimenter – helt tilbage til Ronald Reagan og Margaret Thatcher og nu senest EU's dogmatiske politik overfor sydeuropæiske landes økonomiske morads – grundigt har demonstreret, at det ikke virker - tværtimod. Der er tale om et liberal-økonomisk dogme uden substans eller bund i virkeligheden. Et rent postulat.

Liberalistisk hekseri

Men rundtom i kommuner, statsforvaltninger og ministerier holder embedsmænd stædigt fast i dogmet og det samme gør de fleste politikere. Ikke siden de gamle, grundigt skolede kommunister i DKP kan jeg mindes at have set et sådant ideologisk tunnelsyn. De er totalt blinde overfor den manglende effekt og de alvorlige bivirkninger ved dette liberalistiske hekseri. Fuldkommen som de gamle DKP’ere var komplet blinde overfor de kommunistiske diktaturers forbrydelser og klamrede sig til nogle simple dogmer.

Stort set alt, hvad politikerne kan få øje på af statslige virksomheder – vort fællesgods, grundlæggende elementer i landets infrastruktur – skal sættes til salg. Politikerne har satset massivt på verdens mest omfattende digitalisering, og nu har vort engang så stolte danske postvæsen – til politikernes store overraskelse – så mistet sit eksistensgrundlag og er på randen af fallit. Så der bliver nok ikke – undtagelsesvis – tale om salg. Men lysten er der sikkert. Ekstra Bladet har grundigt afsløret, hvordan staten under skandaløse omstændigheder har solgt noget så essentielt som statens vaccineproduktion – til en arabisk oliesheik. Detaljerne i sagen er hårrejsende.

Men dogmer lader sig ikke aflive af erfaringer. Summen af dårlige erfaringer er efterhånden overvældende, men blandt andre kommunerne fortsætter privatiseringsvanviddet.

En massiv fiasko

Selv pleje af og omsorg for vore skrøbelige ældre er gjort til en privat forretning. Og gang på gang går det galt. Senest har jeg hørt et eksempel fra Lolland. Et privat plejefirma overtog efter udbud plejen af 456 ældre. På otte måneder modtog kommunen 266 klager – mange af dem ganske alvorlige. For eksempel om en plejer, der udeblev fra de plejekrævende ældre en hel weekend. Eller hjælpeløse borgere, der blev glemt på toilettet.

Nu er plejefirmaet så gået fallit, og kommunen har under stor tumult og med ekstra udgifter måttet overtage opgaven. Det har danske kommuner oplevet 38 gange siden 2013! Firmaerne går ned efter at have vundet udliciteringringsrunder ved at bilde kommunerne ind, at de – som nu i det konkrete eksempel – kan løse opgaven fem millioner billigere end kommunen.

Samtidig med dette uansvarlige spil med de svageste borgere er der udbrudt en forventelig krig på ’plejemarkedet’ – sikke et ord! Store firmaer underbyder systematisk de mindre for at få dem ned med nakken – og det ser jo ud til at lykkes fint. Når så få store plejefirmaer har kvalt konkurrenterne og overtaget markedet, så burde det ikke komme bag på nogen, at priserne begynder at stige betragteligt.

Den slags er forudsigeligt. Og burde være det for selv jubelliberalister. Endnu en erfaring med lalle-liberalismens lyksaligheder.

Man skal nærmest være en Donald Trump for stædigt at hævde, at dette regnvejr er strålende solskin.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57