Af Omar Ahmad Marzouk
 | 
Dansk standupkomiker med rødder i Egypten – født i Cairo i 1973. Han har markeret sig med one-man shows og flere tv-programmer.
omar 2WEB|5411b66f19b3d-wpcf_150x150<br />Illustration: IB Kjeldsmark|<br />
omar 2WEB|5411b66f19b3d-wpcf_150x150
Illustration: IB Kjeldsmark|

Min ekstreme tro skal mine børn arve

”Jeg forstår godt, hvorfor IS kan virke tiltrækkende på nogle unge mennesker. Faktisk har jeg sværere ved at forstå vores modsvar til denne ekstreme ideologi.”

Jeg er opvokset i et hjem, hvor religion var et meget centralt omdrejningspunkt: Min far er et stærkt troende menneske. Op gennem min barndom var religion noget, som blev diskuteret daglig, og vi missede aldrig en fredagsbøn, hvis ikke jeg var i skole. Ramadanen var en fest, og jeg insisterede på at faste, fra solen stod op og til den gik ned, allerede fra jeg var 9 år gammel.

Jeg havde dog altid en lille knude i maven, når vi skulle i moskeen – ikke på grund af imamens prædiken, som jeg ofte ikke forstod noget af, men fordi min far næsten altid endte i en ophedet diskussion med de andre bedende.

Noget af det, min far foragter allermest, er muslimer, som er ekstreme i deres tro. Og han sagde fra. Som barn syntes jeg, min far var noget af det mest pinlige i verden, når han efter fredagsbønnen, ofte højlydt, diskuterede religion, hykleri og muslimers evne til at snakke mere end at handle.

Min far er ekstrem i sin tro. For ham handlede Islam om ens indre kamp mod ens eget hovmod, bedrevidenhed, grådighed og lyst. Islam handler meget om ens intentioner: Gør du en god gerning ud fra egoistiske intentioner, så gælder det ikke. For min far handlede det om at gøre noget for andre og specielt for de mindrebemidlede mennesker i samfundet og om altid at ønske det bedste for ens medmennesker, uanset hvad de så troede på.

Når min far snakkede om et kalifat, så var det et sted, hvor ingen mennesker gik sultne i seng og hvor mennesker var frie til at være det, de gerne ville være. På mange måder mindede hans drøm om kalifatet om vores danske velfærdssamfund bortset fra, at selv IS’ kalifat har en dagpenge-genoptjeningsperiode på hele 4 år – det kan vi da kun misunde.

Jeg er selv ikke særlig religiøs. Jeg begyndte at miste troen, da jeg begyndte at lave stand-up. Min fars modvilje imod, at jeg skulle optræde i lokaler fyldt med alkohol og kvinder skabte en følelse af hykleri i bedste Yahya Hassan-stil: “Hvor blev den tolerance af, som du hele tiden prædiker om?” I takt med, at jeg er blevet ældre og selv fået børn, er det gået op for mig, at det nok var mere frygt end hykleri, der drev bruddet imellem min far og jeg.

 ”Jeg forstår godt, hvorfor IS kan virke tiltrækkende på nogle unge mennesker. Faktisk har jeg sværere ved at forstå vores modsvar til denne ekstreme ideologi.”

Som ung mand i starten af 20'erne følte jeg, at ”danskerne” var mere tolerante – de gav mig plads til at være mig, eller rettere sagt: Jeg troede, at danskerne så mig som den jeg er, indtil jeg også begyndte at møde den danske intolerance. Det skabte samme følelse af hykleri og forrædderi mod de værdier, som danskerne selv prædiker. Jeg var en meget vred ung mand, som syntes, at hele verden var værdiløs og hyklerisk, og havde jeg ikke opdaget standup, kunne jeg selv have været IS-kandidat.

Måske tænker du, at det er ekstremt; jeg vil påstå, at det er ganske menneskeligt. For så simpelt er vi mennesker indrettet. Får vi ikke en følelse af at måtte være med i fællesskabet, bliver vi destruktive. Se bare på børn, som ikke må være med, når de andre leger. De gør alt for at ødelægge den leg, de ikke må være med til.

Jeg forstår godt, hvorfor IS kan virke tiltrækkende på nogle unge mennesker. Faktisk har jeg sværere ved at forstå vores modsvar til denne ekstreme ideologi.

Indtil videre så er det politiske modsvar til IS: ”Så tager vi sgu statsborgerskabet fra de mennesker, som tager til Irak for at kæmpe” – ikke en særlig stærk trussel, når de er villige til at give deres liv for sagen.

Måske er det politikernes måde at fraskrive sig et ansvar: ”De er jo muslimer – det har ikke noget med Danmark at gøre, selvom det er i vores land, disse unge mennesker er blevet radikaliseret.”

Ingen Kählervaser, intet asyl

I den offentlige debat diskuterer vi muslimer som om alle er ekstremister: Vi bevæbner kurderne, men sætter ROJ TV på terrorlisten, vi deltager i krige på tvivlsomme grundlag, som på en eller anden måde har været med til at skabe fundamentet for, at IS har kunnet gro frem.

Nu sætter vi kløgtigt militæret ind mod IS, men det skaber også et dilemma: At vi nu er med i en væbnet konflikt, hvor danske soldater kan komme til at skyde danske statsborgere i et fremmed land.

Al den krig skaber store flygtningestrømme, men i Danmark diskuterer vi, hvordan vi kan lukke grænserne for disse mennesker. Der er slet ikke Kählervaser nok i butikkerne til, at vi kan tage imod flere flygtninge. Og ja, flygtninge er ikke og bliver aldrig en økonomisk gevinst – men det er jo heller ikke i økonomisk øjemed, vi skal tage imod dem. Det er helt fair at diskutere, hvor mange vi har råd til at tage imod, men den værdipolitiske overbygning om, at vores kultur bliver rendt over ende, er bare med til yderligere at radikalisere vores samfund på begge sider.

Vi skal diskutere IS, ja, men det er på høje tid, vi diskuterer radikalisering i vores eget samfund. Jeg er ikke et specielt religiøst menneske, synes jeg selv. Jeg har et meget afslappet forhold til mange af de dogmer, der er i min religion. Alligevel oplever jeg i stigende grad at blive sat i bås med islamister, fordi jeg har et andet syn på vores offentlige debat om dette emne. Jeg oplever eksempelvis i stigende grad, at min Facebook-profil bliver besat af danske højrenationalister, der synes, jeg skal smides ud af landet, hvis jeg på nogen måde omtaler islam i positive vendinger.

Jeg oplever, at vi bliver et mere og mere frygtfuldt samfund.

Frygten er IS’ stærkeste våben – min rygmarvsreaktion er at latterliggøre det frygtindgydende. Da jeg så den amerikanske journalist blive halshugget af en mand med tyk engelsk accent, tænkte jeg: ”… med så tyk engelsk accent, tager det ikke lang tid for efterretningstjenesterne at finde ud af, hvem bødlen er” – der gik da heller ikke mere end et par dage, før de havde sat navn på bødlen. Så han er muligvis den sidste terrorist, vi ser tale på disse halshugnings-videoer; i fremtiden vil vi se dem mime deres foragt for Vesten ... og det kan kun blive underholdende.

Det er ikke for at gøre grin med den halshuggede, men det er vigtigt, at vi latterligør dem, der ønsker at sprede frygt.

Uheldigvis er frygten også visse danske politiske partiers stærkeste aktiv: frygten for det fremmede. Og jeg har tænkt mig at tale imod den frygt, så længe nogen gider at høre på mig.

Sikkert også efter, at folk er holdt op med at lytte.

Måske er jeg også selv blevet radikaliseret. Jeg hader at indrømme det, men jeg har nok arvet min fars ekstreme tro på mine medmennesker, og det værste er, at jeg har tænkt mig at give den arv videre til mine børn.

Integration

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57