Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier
Fotoside, Det Nye Bybillede<br />Bevæbnet politi i gaderne er ikke noget betryggende syn – soldater endnu mindre.Foto: Janus Engel / Polfoto
<br />
Fotoside, Det Nye Bybillede
Bevæbnet politi i gaderne er ikke noget betryggende syn – soldater endnu mindre.Foto: Janus Engel / Polfoto

Mens vi venter på et nyt Danevirke

”Nationalromantiske bevægelser er altid blevet næret af frygt – det får nationen til at stå sammen mod fjenderne og slutte op om sabelraslende politikere. Og dem har vi jo en del af i disse tider.”

Da jeg i sin tid arbejdede på Christiansborg, delte jeg af og til arbejdsplads med Den Kongelige Livgarde, der som bekendt passer på de kongelige. Dronningen er jævnlig på Christiansborg for at gennemføre forskellige ritualer, nytårskur, uddeling af ordener, modtagelse af statsoverhoveder, og så er de farverige gardere med.

Så når jeg var ude og få en smøg, så var det i selskab med gardere, der tålmodigt skridtede frem og tilbage ved visse indgange og passager. Når dronningen er færdig med sine pligter, kører hun afsted mod Amalienborg i en af sine imposante biler. Lidt senere marcherer gruppen af gardere ud af Prins Jørgens Gård og ud i trafikken med kurs mod deres kaserne.

En vinter, hvor der var både sne og is og brostenene derfor rigtig glatte, gik det galt for en af garderne. Da kolonnen svingede ud på gaden langs kanalen, forsvandt benene simpelthen under ham. Det så ikke elegant ud. Bjørneskindshuen røg af, og diverse tasker og sablen kom til at sidde de særeste steder på den kæntrede mand.

 ”Nationalromantiske bevægelser er altid blevet næret af frygt – det får nationen til at stå sammen mod fjenderne og slutte op om sabelraslende politikere. Og dem har vi jo en del af i disse tider.”

Men nok så alvorligt: Garderen mistede også grebet om sin M/95-automatriffel, der kurede afsted på det sneglatte underlag. En af de kasketbærende seniorbetjente, der eskorterer kolonnen, fik fat i våbnet og leveret det tilbage til garderen, da han var kommet på højkant og havde fået rekonstrueret sin udrustning. Jeg oplevede det egentlig ganske dramatisk. Der er jo ikke tale om en ærtebøsse, men et skarpladt skydevåben. Og de senere år har garderne haft pligt til at have taget ladegreb, så der er en patron i kammeret. Kun sikringen hindrer, at våbnet kan affyres.

I det hele taget er jeg sådan en, der synes, skarpladte skydevåben ikke hører hjemme midt blandt os civilister. Jeg har aldrig vænnet mig til, at almindelige politibetjente, som vi møder i gadebilledet og måske spørger om noget helt dagligdags, har en skarpladt pistol siddende i bæltet. Det virker ubehageligt og meget lidt dagligdags.

Dansk Nationalistparti

Og nu skal vi så til at have soldater i dagligdagen – i hvert fald, hvis det står til Dansk Folkeparti. Uden nogen form for refleksion endsige betænkeligheder kræver partiet, der retteligen burde hedde Dansk Nationalistparti, at det nedslidte politi skal afløses af soldater ved visse opgaver.

Og ikke overraskende er en af de opgaver, partiet finder velegnet til militær involvering, bevogtningen af vore grænser. Det må da også være enhver nationalists våde drøm, at den midlertidige grænsekontrol bliver akkompagneret af våbenraslen. Så kan vi rigtig stå vagt om vor fane bag trygge grænser, som var det i de gode gamle dage.

Vi venter med tilbageholdt åndedrag på folkepartisternes forslag om at genopføre Danevirke ved grænsen. Det er jo rigtig oppe i tiden at vise handlekraft ved at bygge mure og hegn.

Det er en nærliggende tanke, at partiet med dette støvletrampende krav får en ny blomst i buketten af fjendtlige signaler til mennesker på flugt fra krig og håbløshed. Hvis de ikke kan forstå de signaler, Danmark har vakt opsigt med, så må bevæbnede soldater ved grænsen da være til at forstå. På særlig de irakiske flygtninge vil soldater og krudt og kugler gøre indtryk.

Det må passe Dansk Folkeparti rigtig godt, at flygtningesituationen mere og mere får præg af en national undtagelsestilstand. Nationalromantiske bevægelser er altid blevet næret af frygt – det får nationen til at stå sammen mod fjenderne og slutte op om sabelraslende politikere. Og dem har vi jo en del af i disse tider.

Jeg spørger med jævne mellemrum mig selv, om politikerne helt har glemt, hvad krig egentlig er. Når et forslag om at indsætte militæret til at løse indenlandske opgaver vækker så beskeden en debat, så synes jeg, det vidner om, at rigtig mange danskere har ladet helte-epos og skønmaleri overskygge bevidstheden om krigens rædsler og ydmygende ende på menneskelig civilisation.

For tiden kører på TV en serie med de sidste veteraner fra Anden Verdenskrigs D-Dag og landkrigen i Europa fra 1944. Her opsummerer en af veteranerne sin oplevelse af krig: ’Britiske lig, canadiske lig, tyske lig. Lugten. Stanken. Det er krig. DET er krig’. Ikke meget heltekvad over det.

70 år uden nationale krige

Efter blodbadet 1939-45 stod det mange politikere klart, at alt måtte sættes ind på at undgå en gentagelse. Og med få undtagelser – som for eksempel det nationalistiske vanvid i borgerkrigen i Eks-Jugoslavien – har nationalismen ikke haft megen vind i sejlene, og vi har i stedet fået tæt internationalt samarbejde og åbne grænser i Europa.

De sidste veteraner fra D-Dag er snart døde, og det er måske derfor, krig er blevet noget, vi uden særlige betænkeligheder kaster os ud i. Som USA’s præsident Obama for nylig sagde under sit besøg i Tyskland: ’Måske skal der en udefra som mig til at minde jer om, hvor langt I er nået i Europa. Hvor meget I har opnået.’

Efter Første Verdenskrig gik der kun 20 år, før vanviddet brød ud igen i en af verdens mest krigshærgede verdensdele. I dag kan vi se tilbage på 70 år, hvor der ikke har været krig mellem nogen europæiske lande. Hvordan det er lykkedes, er vel nok værd at reflektere over.

Nu kan man med stor ret hævde, at danske soldater til civile opgaver ikke har det fjerneste at gøre med krig. Når den fattige debat om emnet alligevel har udløst de her tanker, så skyldes det flere forskellige ting.

For eksempel at vi mig bekendt ikke har oplevet dansk militær indsats overfor danske borgere siden Slaget på Fælleden i 1872, hvor magthaverne satte en større styrke af betjente, soldater af fodfolket og en rytteriafdeling fra Gardehusarregimentet ind mod en stor arbejderdemonstration. Fremmed støvletramp og våbengny har vi ikke oplevet på dansk grund siden Besættelsen.

Politi betyder ordenshåndhævelse. Militær signalerer krig. Og selvom jeg ikke har oplevet besættelsestiden, så KAN jeg ikke lide tanken om, at soldater skal kunne koste rundt med mig. Og selvom jeg hverken er uddannet politimand eller soldat, så kan jeg godt se de store forskelle på civile og militære opgaver. Nu ser det dog ud til, at vi foreløbig slipper med weekendkrigerne fra Hjemmeværnet. Det går nok – dem kender vi jo fra cykelløb, byfester og andre opløb af civilister.

Kommunikation

Økonomi


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57