Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier
POLFOTO_26788473<br />Dagpengereformen - inkarnationen af Claus Hjort Frederiksens forestillinger om livet på arbejdsmarkedet.	Foto: Polfoto<br />
POLFOTO_26788473
”Dagpengereformen - inkarnationen af Claus Hjort Frederiksens forestillinger om livet på arbejdsmarkedet.” Foto: Polfoto

Med spanskrør skal land bygges

”De, der advarede og ret præcist forudsagde effekterne af reformen, blev arrogant fejet af og beskyldt for at være mørkemænd med ondsindede politiske motiver.”

Forestil dig et samfund, hvor den er gal med befolkningstallet. Det rasler ned, og snart kan det ende med, at sidste mand lukker og slukker. Det kan jo nok få politikere og andre skrivebordsgeneraler til at gribes af panik og et ubetvingeligt behov for at vise mod og handlekraft. For her er samfundsøkonomien alvorligt udfordret, som de vældig originalt udtaler til offentligheden.

Helt galt står det til dér, hvor der er langt mellem mennesker og udviklingen er gået i stå, fordi samfundet ikke har fundet det umagen værd at investere. Her fødes næsten ingen børn og de færreste er gift eller danner par. Så kan det jo godt stå sløjt til med formeringen.

Nu kunne man jo mene, at det blandt andet skyldes, at der næsten ingen kvinder er. De er flygtet fra de udsigtsløse egne for at søge lykken andre steder. Lige dét forhold er det vanskeligt at gøre noget ved. Så det ser vi skyndsomst bort fra.

Lovgiverne mener, det er viljen og motivationen, det kniber med. De her dorske mennesker i de tyndtbefolkede egne er simpelthen for dovne til at gøre noget ved sagen. Så de udtænker en snedig model, der både skal give incitament til at tage en ledig mage og få gang i avlen og samtidig skaffe penge til den altid slunkne statskasse.

De indfører en særlig skat målrettet disse samfundsnassere. Ti procent ekstra i skat for barnløse. Og er man oven i købet enlig – langtidsbarnløs kunne man kalde dem – ja, så ryger der yderligere ti procent på.

Mens de venter på resultater

Nu kommer der besynderligt nok ikke mange børn ud af den stort tænkte lov om ekstraskat på samfundsnedbrydende barnløshed. Politikerne er advaret om, at loven kan få ubehagelige bivirkninger. Men det bliver højest i småtingsafdelingen, for de fleste vil begynde at få børn, beroliger de sig selv og borgerne. Og mens politikerne venter på resultater, går flere og flere enlige og barnløse økonomisk ned.

Først ryger den gamle bil, og så kan man ikke komme på arbejde, for der er næsten ingen kollektiv trafik. Så ryger boligen. Og så … køen til kommunal hjælp vokser og vokser.

Men politikerne vakler ikke. Børnene skal nok komme. Når de barnløse samfundsnassere for alvor får ryggen mod muren, så skal de nok komme efter det - om nødvendigt søge til den anden ende af landet, hvor kvinderne sikkert vil give de penge- og hjemløse udkantsborgere en varm modtagelse – øh, tror vi.

Politikerne i dette fiktive land ville nok kalde deres asociale makværk for en reform. Gu’ ve’, om ikke det skandaleramte system for ejendomsskat er et resultat af en eller anden reform.

I skrivende stund er der endnu ikke rigtig gang i finanslovforhandlingerne, så jeg skal veje mine ord. Der kan jo ske et og andet, før tryksværten er tør. Men en urokkelig kendsgerning er det i mine øjne, at den såkaldte dagpengereform er et enestående makværk med meget alvorlige konsekvenser for tusinder af danskere.

Hverken når det gælder forudsætningerne for indgrebet, den erklærede målsætning eller de faktiske effekter af halveringen af dagpengeperioden, er der noget at være stolt af. Men politikerne fastholder stædigt indgrebet, der nu åbenbart truer med at koste regeringen livet.

Ledigheden falder – og stiger

Da dagpengeindgrebet i sin tid blev introduceret, hævdede den daværende blå regeringstop stædigt overfor Folketinget og befolkningen, at ledigheden ville falde, og at det derfor kun var få tusinde, der ville ryge ud af systemet.

Få dage efter oplyste den samme regerings beskæftigelsesminister, at ledigheden ville stige. Og ganske rigtigt. Titusinder blev ramt – dog sørger en række midlertidige ordninger for, at ikke alle står helt uden indkomst. De, der advarede og ret præcist forudsagde effekterne af reformen, blev arrogant fejet af og beskyldt for at være mørkemænd med ondsindede politiske motiver.

Tanken bag halveringen af dagpengeperioden er ivrigst og stædigst fremført af en Venstre-politiker, der ligesom en rottweiler ikke har nogen hals. Hans holdning er, at uvorne og uproduktive borgere skal afrettes med spanskrøret. Som i det fiktive, børnefattige samfund, er den forrykte tankegang, at problemet er, at folk ikke gider få børn. Og bliver de truet på eksistensgrundlaget, så skal der nok ske noget.

Således også med de syge, der blev udsat for et ulovligt eksperiment, hvor rottweileren fratog dem sygedagpengene i sikker overbevisning om, at så skulle de nok blive raske i en ruf og komme tilbage på arbejde.

Trygt på afstand af det virkelige liv og det almindelige arbejdsmarked bilder han og hans trosfæller sig ind, at hvis man er arbejdsløs, så kan man bare tage sig sammen og få et nyt arbejde – om nødvendigt i et helt andet fag end det, man har uddannet sig til, og gerne i den anden ende af landet. En enestående arrogance i betragtning af, hvor meget arbejdslivet fylder i moderne, veluddannede danskeres liv – måske ikke helt så meget som det at danne par og sætte børn i verden, men tæt på.

Nu ser vi så de sørgelige resultater. Senest har en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd dokumenteret, at den beskæftigelsesmæssige effekt af dagpengemassakren er så beskeden, at den i bedste fald er ubetydelig, i værste ikke-eksisterende. Tja, engang troede man også, at læring kunne fremmes med et par på kassen. Kneb det lille Mogens at finde ud af regnestykkerne eller skønskriften, så skulle det nok hjælpe, hvis tumpen fik spanskrøret at smage.

Forskeren bag rapporten er diplomatisk. Knastørt og akademisk siger han, at hvis det grundlæggende problem ikke er incitamenter til beskæftigelse, men manglende efterspørgsel efter arbejdskraft, ja, så er der jo nok grænser for, hvad man kan opnå med en halveret dagpengeperiode.

For ikke så frygtelig mange år siden var der ikke et flertal, der tænkte som de nuværende politikere om de syge, de arbejdsløse, de skæve og anderledes. Og det var en selvfølgelighed, at når dønninger i den internationale økonomi endte i krise og arbejdsløshed, så skulle den enkelte, der helt vilkårligt og uforskyldt blev ramt, selvfølgelig hjælpes af fællesskabet – uden smålig skelen til prisen. Men det føles, som om det er hundreder af år siden.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57