Politik fra rødderne

Af Orla Østerby
 | 
Kommunalordfører, landdistrikts- og ø-ordfører, Det Konservative Folkeparti
Den nye ordfører stammer selv fra Vestjylland og har siddet i byrådet i Lemvig Kommune.
Den nye ordfører stammer selv fra Vestjylland og har siddet i byrådet i Lemvig Kommune.
Foto: Alf Aagaard, Ritzau Scanpix

Masser af håb for landkommunerne

'Ting som bedre lægedækning og bredbåndsdækning går hånd i hånd med flere arbejdspladser og tilflyttere. Vi er nødt til at være helhedsorienterede, hvis vi skal opnå et Danmark i balance.'

Jeg er optimistisk på vegne af Danmarks landdistrikter. De klarer sig bedre og bedre, og med den række tiltag, regeringen har lanceret de seneste år, er jeg sikker på, det såkaldte Udkantsdanmark går en lys fremtid i møde.

Det, der engang var Danmarks hjerte – de små landsbysamfund med de store vidder og det stærke sammenhold – er med de seneste årtiers vandring fra land til by blevet udfordret. Truet af butikslukninger, faldefærdige huse og nedlægning af arbejdspladser. Landdistrikterne kæmper i dag med at stimulere beskæftigelse og bosætning. Men jeg er optimist, og det går den rigtige vej.

Der skal være noget, at flytte hjem til

For det KAN nemlig lade sig gøre for landdistrikterne. Man behøver ikke bo i en storby på for at klare sig godt. Jeg er selv født og opvokset i Lemvig Kommune, hvor jeg også har været kommunalpolitiker. Jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg siger, at livet er skønt på landet. Det har mange, især unge, da også fået øjnene op for – flere og flere vender nemlig hjem til barndomsbyen for at slå sig ned og stifte familie. Det er en positiv udvikling, som vi politikere fortsat skal hjælpe på vej.

Men det kræver altså, at der er noget at flytte hjem til. Og det er der da. Men vi skal ikke stoppe her, for arbejdet er langt fra færdigt. De to absolut vigtigste forudsætninger for bosætning er arbejds- og uddannelsespladser. Det skal vi fra politisk hånd fortsat facilitere – vi gjorde det senest med udflytningen af statslige arbejdspladser. Men tingene hænger sammen, og ting som bedre lægedækning og bredbåndsdækning går hånd i hånd med flere arbejdspladser og tilflyttere. Vi er nødt til at være helhedsorienterede, hvis vi skal opnå et Danmark i balance. 

 

Flere læger og bedre bredbånd

I 2017 indgik regeringen en bred politisk aftale med alle Folketingets partier om bedre lægedækning i hele Danmark. Uanset hvor i landet man bor, og uanset hvad man fejler, skal alle danskere have adgang til den samme lægehjælp. Det kræver tilstrækkelig lægedækning i hele landet, og det er fortsat noget, som har høj prioritet for regeringen.

Et Danmark i balance indebærer også, at vi kan komme på nettet og have signal på telefonen uanset hvor i landet vi befinder os. Internettet er blevet en integreret del af langt de fleste danskeres hverdag, og man skal selvfølgelig ikke straffes på den front, fordi man har valgt at bosætte sig på landet. Sidste teleforlig er fra 1999 og dermed for længst forældet – i 2018 bragte regeringen derfor teleområdet ind i det 21. århundrede med et udspil, der blandt andet afsatte 60 millioner yderligere til bredbåndspuljen og stiller ambitiøse dækningskrav til mobilselskaberne i en række områder, hvor dækningen er ringest. 

 

Bedre erhvervsvilkår

Den sidste faktor, jeg vil fremhæve, er bedre vilkår for det lokale erhverv. Der er kæmpe forskel på, hvor erhvervsvenlige de enkelte kommuner er, hvis man kigger på Dansk Industris årlige opgørelse over det lokale erhvervsklima. Kommuner som Thisted, Lolland og Faxe ligger i den tunge ende, mens nabokommuner som henholdsvis Lemvig, Langeland og Køge klarer sig betydeligt bedre. Det tyder altså på, at der for nogle landkommuner ligger et potentiale, som vil lokke flere virksomheder og dermed arbejdspladser til.

Arbejdsmarked

Kommunikation

Land & by


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57