Politik fra rødderne

Af Rasmus Jønsson
 | 

Marmorkirkesegmentet

Repræsentanterne for forligspartierne stod i vinduet på anden sal og så måbende til. Det var meningen, at Lars Barfoed og Mike Legarth stille og roligt skulle liste ind ad bagdøren, så de slap for flokken af journalister, der havde taget opstilling udenfor Transportministeriet. Men da Barfoed var kommet ind ad bagdøren, fik han øje på journalisterne, der stod ved fordøren, og stormede ud til dem. 

Transportminister Magnus Heunicke og nogle af de andre fra forligskredsen forsøgte forgæves at signalere til de to konservative politikere, at de skulle komme op - og undlade at tale med journalisterne. Men skaden var sket. Lars Barfoed stillede sig op foran pressen og meldte kontant ud: De Konservative ville ikke lave en ny politisk aftale omkring Metroen, før man grundigt havde inddraget naboerne.  

I forligskredsen var man ikke overraskende stiktosset over De Konservatives opførsel – ikke mindst fordi der jo var en høringsfase. Faktisk var DF’s transportordfører så sur, at han smækkede med døren, så det rungede i ministeriet. Transportministeren havde trommet dem sammen, fordi der skulle handles ved det politiske forhandlingsbord - ikke spilles smart i medierne. Metroselskabet havde sendt et officielt brev til ministeren om, at tidsplan og budget nu skred så meget, at de havde pligt til at informere om det. Med andre ord: Situationen var alarmerende. 

Med 110 km ind i Metro-balladen

Forsinkelserne ville månedlig koste omkring 100 millioner kroner, så der var brug for et akut politisk indgreb. Som en af sine første handlinger som transportminister gik Magnus Heunicke i gang med at finde en politisk løsning. De fleste vil nok betragte det som en modig handling at kaste sig med 110 km i timen ind i Metro-balladen, som ellers havde fået de fleste andre politikere til at løbe væk fra balladen med stort set samme hastighed. Heunickes løsning blev en nabopakke på 300 millioner kroner, som både kunne bruges til erstatning og genhusning af de støjramte naboer. 

Alle forligspartierne var med kort varsel mødt frem for at få præsenteret og forhandle om transportministerens forslag. Kun Mike Legarth var sent på den, fordi han havde indkaldt til samråd om solcellesagen. Et samråd, som forligsparterne i fællesskab kunne følge afslutningen på i tv, fordi de hurtigt var blevet enige om, at nabopakken var den helt rigtige løsning, og nu bare sad og ventede på, at De Konservative skulle dukke op. 

Så fra alle sider var der vrede i rummet over, at Barfoed ikke valgte at gå op og høre, hvad der var på forhandlingsbordet, før han gik ud i medierne. Var det et forsøg på at lave samme manøvre som med folkeskolereformen, hvor Barfoed fik en masse medieomtale igennem et langstrakt forhandlingsforløb? Eller skulle der høstes nogen hurtig sympati hos vælgersegmentet omkring Marmorkirken, der nok må formodes at rumme en del af den ellers truede race af konservative kernevælgere?  Folk tæt på forhandlingerne er i tvivl om Barfoeds motiver, men måske blev han bare grebet af begejstringen over at møde nogle journalister, der gad interviewe en konservativ.

Konservativ radiotavshed

Da De Konservative endelig kom op til forhandlingerne, havde de ikke andet at indvende mod nabopakken, end at de blev nødt til at tale med naboerne, før de sagde ja. De havde ingen konkrete spørgsmål eller kritik af pakken. Heller ikke de yderligere 10 sider, de om aftenen fik sendt fra Transportministeriet, havde de kommentarer til. 

Det første, forligskredsen hørte fra De Konservative i den 24 timer lange tænkepause, som de havde fået, var, da de 10 minutter før det aftalte møde sendte en sms om, at de ikke kom til mødet, fordi de havde brug for yderligere betænkningstid.  Da forligspartierne samtidig hørte, at Lars Barfoed ville lave et door-step-pressemøde senere samme dag ved Marmorkirken, blev man enig om at gennemføre nabopakken uden om De Konservative. De forskellige partiledere blev ringet op og nikkede alle til, at forliget blev lavet uden De Konservative. 

Barfoed & Co. måtte sejle deres egen sø, og selv hos de borgerlige kolleger rystede man på hovedet over det farceagtige forløb. Et forløb, som ikke blev mindre skørt af, at det faktisk var Barfoed selv, der som transportminister lavede Metro-aftalen i 2009 – også om Marmorkirken – altså den aftale, som forligspartierne nu måtte reparere på, fordi den ikke var god nok. 

En god løsning 

Trods det hektiske og højspændte forhandlingsforløb ser det ud til, at Magnus Heunicke har strikket en løsning sammen, som kan få skabt ro om Metro-byggeriet. Nabopakken skal stadigvæk igennem en høringsfase og de forskellige lovgivningsprocesser, men det lader til, at kritikken fra naboerne er aftagende. På Rådhuset er der også bred enighed om, at det virker som en god løsning, også selvom transportministeren har taget over på væsentlige stræk. Det må da også være rart for dem, at den abe- og gemmeleg, de har haft på det seneste i forhold til Metro-sagen, nu ser ud til at stoppe.

Selv De Konservative på Frederiksberg – som også ejer en del af Metroen - virker tilfredse med løsningsmodellen. Så måske går Metrobyggeriet en mere stille tid i møde, hvilket nok også vil være fint. For på nuværende tidspunkt ser det ud til, at den megen ballade vil koste et års forsinkelse!



Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57