Politik fra rødderne

Af Jon Kiellberg
 | 
Debatredaktør og politisk blogger, Dansk Kommunikationsforening og Kommunen
Jon er cand.scient.adm. og redaktør i Dansk Kommunikationsforening og skriver desuden jævnligt politiske analyser for en række medier. Jon har tidligere været presseansvarlig og arbejdet som journalist, og er samtidig en anvendt foredragsholder om politisk kommunikation og presse- og krisehåndtering. Jon er ved at skrive en bog om de 10 største politiske spinskandaler de sidste 20 år. 

Man har et parti, til man tager et nyt

Det er ikke kun vælgerne, der skifter parti efter forgodtbefindende. Det samme gør lokalpolitikerne. I to ud af tre byråd sidder der partihoppere eller politiske vendekåber. Det svarer til 140 lokalpolitikere, der siden 2009 har skiftet partibogen ud med en anden eller er blevet løsgængere, viser en undersøgelse fra Kommunen.

Og der er langtfra tale om et døgnflue-fænomen – det er en klar politisk tendens. Det samme mønster så vi i sidste kommunale valgperiode, hvor over 250 lokalpolitikere enten skiftede parti eller forlod posten i utide. Faktisk stemte over 200.000 vælgere til kommunalvalget i 2005 på en politisk vendekåbe eller afhopper. Det svarer til, at hver tiende politiker skiftede parti fra 2005 frem til sidste kommunalvalg.

Politiske vindbøjtler

Politikerne er på mange måder blevet ligesom deres vælgere: troløse. De er i højere grad end tidligere drevet af strømninger og stemninger, som afgør deres politiske ståsted. Hvis et parti har medvind, tiltrækkes de af politiske lykkeriddere. Er partiet derimod i strid modvind og ude af trit med sit bagland, så er der en klar tendens til, at byrådsmedlemmer søger grønnere partigræsgange eller karriereveje uden for rådhusene. Fra 2005 til 2009 kom de fleste politiske afhoppere fra DF, Kristendemokraterne og lokallisterne. Siden 2009 er de fleste politiske overløbere kommet fra SF og S.

Inflation i løse partibånd

En af årsagerne til de mange partiskift er, at troløsheden er blevet større og tålmodigheden mindre blandt kommunalpolitikere. De tider er forbi, hvor man var medlem af et parti, et bestemt fællesskab eller én bevægelse hele livet. Før i tiden var der en tilbøjelighed til, at menige partisoldater, både lokalt og nationalt, affandt sig med at vente et halvt liv på deres store politiske chance – hvis den nogensinde kom. Den klassiske fortælling om, at man er medlem af Socialdemokraterne fra vugge til grav, og at kommunalpolitikerne forbliver grundlæggende loyale mod den ideologi og bevægelse, som de er rundet af, er ved at blive afløst af mere løse partibånd. I dag er der nærmest gået inflation i at skifte parti.

Svingdørspolitikere

Vælgerne og partierne må i fremtiden indstille sig på, at der bliver flere svingdørspolitikere. Den klassiske politikertype, der betragtede politik som en livsgerning i en bestemt sags tjeneste, vil vige til fordel for den, der ønsker personlig indflydelse her og nu.

Hvor mange vælgere der kommer til at stemme på en politisk afhopper til kommunalvalget i november, er ikke til at forudsige, men der vil efter al sandsynlighed blive langt flere partiskift og partihoppere.

Her følger fire arketyper af svingdørspolitikere og partihoppere:

De politiske superegoer

Personer med så stor gennemslagskraft, at de enten bryder ud, stifter et nyt parti eller får en toppost i et andet parti, hvis de ikke føler, de kommer til deres ret i det nuværende parti. Der er tale om typer af politikere, der har store politiske armbevægelser samtidig med, at de har en bred appeal, en stærk politisk profil og et stort vælgertække.

Eksempler:  Naser Khader (fra R til stifter af NA til K), CD's stifter Erhard Jakobsen (fra S til stifter af CD), Pia Kjærsgaard (fra Fremskridtspartiet til DF), Karen Jespersen (fra VS over SF og S til V), Mogens Camre (fra S til DF), Aksel Larsen (fra S til DKP og til sidst stifter af SF).

De skuffede partihoppere

Personer, som har følt sig trynet i partiet eller på kollisionskurs med partiet gennem længere tid og derfor bryder ud i frustration. Eller politikere, som ikke får opfyldt deres politiske ambitioner i det pågældende parti – og derfor søger nye politiske græsgange. Skifter eventuelt parti, men ikke med det formål at blive ny frontfigur.

Eksempler: Mattias Tesfaye (fra DKP over EL og SF til S), Christine Antorini (fra SF til S), Louise Frevert (fra K over DF til CD) Leif Mikkelsen (fra V til Ny Alliance), Pia Christmas-Møller (fra K til løsgænger og tilbage igen), Gitte Seeberg (fra K over NA til løsgænger), Anders Samuelsen (fra R over NA til stifter af LA), Malou Aamund (fra NA til V), Ole Sohn (fra DKP til SF), Mogens Fog (fra DKP til SF), Harald Bergstedt (fra S til DNSAP) og Simon Emil Ammitzbøl (fra R over Borgerligt Centrum til LA).

Politiske lykkeriddere

Politikere, som jagter en hurtig politisk karriere. Det er ofte personer uden for den politiske verden, som forsøger at skyde genvej til politisk indflydelse gennem nystiftede partier. Denne form for identitetspolitikere, eller X Factor-politikere, om man vil, får ofte en kort politisk løbebane, hvis personen eller det pågældende parti kommer i modvind. Det er samtidig personer, der er drevet af et personligt projekt eller branding mere end af partiet som helhed.

Eksempler: Lars Kolind (fra NA til LA), Jørgen Poulsen (fra NA til R), Malou Aamund (fra NA til V).

De utålmodige afhoppere Fremadstormende, ofte yngre politikere, der ikke nødvendigvis har lidt store politiske nederlag i partiet, men er fristet af mere attraktive muligheder andre steder. Disse politikere kan også betegnes som svingdørspolitikere, da de sagtens kan vende tilbage til deres partier igen.

Eksempler: Pernille Rosenkrantz-Theil (fra EL til S), Lotte Bundsgaard (S), Morten Homann (SF), Louise Gade (V), Rikke Hvilshøj (V), Pernille Blach Hansen (S).


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57