Politik fra rødderne

Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Magten slider hårdest på SF

Socialistisk ideologi udpeger voldsomme økonomiske kriser som særligt velegnede til store samfundsomvæltninger. Det er netop i tider som nu, at venstrefløjen har muligheder for at fremstå som særligt attraktive både som såkaldt 'solidarisk alternativ' og eksponent for banebrydende 'nytænkning', der en gang for alle bryder med skiftende regeringers 'nedskæringspolitik'.

I Danmark er venstrefløjen delt op i den 'yderste venstrefløj' i form af Enhedslisten, der i disse år vælgermobiliserer som aldrig før, og så den nå ja 'inderste venstrefløj' i kraft af SF, som i hvert fald indtil for ganske nylig styrtblødte vælgere. Begge reaktioner sker som konsekvens af, at SF som nyt regeringsparti har måttet gå baglæns på sin hidtidige politik på områder som skat, velfærd og arbejdsmarkedspolitik. Derved har SF skabt akutte troværdighedsproblemer i forhold til deres naturlige vælgerbase, som er flygtet til Enhedslisten.

Slidt ned på et år

SF fik sit næstbedste valg nogensinde i 2007. Det var netop, da krisen begyndte at kradse, og dengang fremstod Villy Søvndal som den mest markante kritiker af VKO-blokken. Siden kom SF i regering, accepterede en 'videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik', som det hedder i regeringsgrundlaget og alle de reformer, som de radikale indlagde som en klar forudsætning for, at Vestager og co. indgik i en sådan levedygtig centrum-venstre-regering. Efter kun ét år er hele det øverste lag af den SF-top, der førte partiet i regering, udraderet.

Ole Sohn blev – uanset hvad han bilder offentligheden ind – fyret som minister og genopstiller ikke ved næste valg. Det er ikke normalt, at man er færdig i politik efter kun ét år som minister, og før man er fyldt 60 år.

Søvndal er fortsat udenrigsminister, men som formand var han slidt ned. Det sidste år undlod han helt at lede partiet, men overlod det i stedet til sin protegé Thor Möger Pedersen og de øvrige i SF's 'børnebande'. Deres regime blev for nylig vraget af SF's medlemmer, der med overvældende majoritet fravalgte sundhedsminister Astrid Krag som ny formand. Formandsvalget afslørede også, at Søvndals personlige troværdighed og anseelse både hos vælgere og partifæller i dag ligger totalt i ruiner. Spørgsmålet er, om den afgåede SF-formand, som blandt andet Weekendavisen har berettet, står til en fyring allerede ved den næste regeringsrokade, som nogle spår, venter engang tidligt i det nye år. Udrensningen af hele Søvndal-fløjen vil ske langsomt, men sikkert, forlyder det via SF-kilder til pressen. Med andre ord: The Winner Takes it All!

Kunne ikke overbevise

Formandsvalget udviklede sig til noget, der minder om en folkeafstemning om Thor Möger, der som forventet måtte forlade skatteministerposten. Han er uomtvisteligt en usædvanligt velbegavet herre med et ofte godt blik for at kunne tænke både politik og kommunikation i en helhed. Hans begrænsninger er dog også til at få øje på. Man kan være nok så dygtig til alt muligt i politik, men hvis ikke man kan overbevise sine egne om sin politiks endsige strategis fortræffeligheder, så hjælper det intet. Politik handler, når alt kommer til alt, om at overbevise vælgere til at stemme på én. Det evnede Thor Möger hverken, da han sad i regering eller i opposition. Spørgsmålet er, om han nogensinde får en chance igen i toppen af SF?  Det sker ikke under Annette Vilhelmsens nye formandskab, og måske sker det aldrig. Så hvorfor dog satse en fremtid på det?

Arvesølvets vogter

Magten i SF ligger nu hos Annette Vilhelmsen samt hele den gamle garde fra 90’erne, der indtil 'børnebanden' fik overtaget, styrede partiet. Det sker med den tidligere partiformand Holger K. Nielsen i spidsen, der er kommet til ny ære og værdighed som skatteminister og oveni har overtaget Mögers post som SF's repræsentant i regeringens inderste maskinrum. Her får han rollen som vogter af det folkesocialistiske arvesølv, som der helst ikke må sælges (for) meget mere ud af. En måling efter ministerrokaden viser i øvrigt, at SF-vælgerne måske er begyndt at sive tilbage fra asylet i Enhedslisten i tillid til, at SF nu er slået ind på partiets traditionelle kurs.

Vilhelmsens første test

Den første test for det nye SF's formandskab bliver finanslovsforhandlingerne. Regeringen har valget mellem at lave en dyr finanslov uden reformer med Enhedslisten. Det vil være populært i baglandet, men ikke løse regeringens problemer med en gabende tom statskasse, så langt øjet rækker.

Eller så kan man indgå et forlig med Venstre, som tilsyneladende har budt sig til mod at få indflydelse på, hvad de sparede midler fra en reform af SU og kontanthjælp skal gå til.

Står det til Venstre, skal provenuet bruges til at nedsætte erhvervslivets skatter. En sådan udgang på forhandlingerne vil næppe sælge mange billetter i Vilhelmsens bagland. Özlem Cekic er netop kommet tilbage som sundhedsordfører efter at have været sat i skammekrogen, fordi hun stemte imod skattereformen. Men vil Cekic – og andre i SF – bare uden videre acceptere en kontanthjælpsreform, der skal kradse penge ind og siden gives ud til erhvervslivet? Og samtidig skal dagpengereformen stå uantastet, som de radikale forlanger? Vil Vilhelmsen og Holger K. Nielsen selv acceptere det?

Et oprør herefter er utænkeligt, da SF naturligt nok ikke kan vælge ny formand hver eller hver anden dag. Men hvordan vil SF's vælgere mon reagere på, at den nye SF-top ender med at indgå forlig om reformer for eksempel om kontanthjælp, der ligner dem, som Möger forhandlede på plads, før Vilhelmsen blev formand?

Det tog Søvndal under et år at blive slidt ned. Vilhelmsen har vundet sig tid at løbe på, men sporene skræmmer. Hvis ikke SF's formand tydeligt får markeret i regeringens konkrete politik, at der også politisk er sket et brud med tiden, hvor Möger og co. kørte SF, så kan det næsten kun ende med, at partiet forlader regeringen.

Tom trussel

Lige nu er der sympati hos dele af pressen for Vilhelmsen og co., som har lovet at efterleve regeringsgrundlaget. Men sympatien varer kun indtil, at den nye SF-formand begynder at lave fejl. Og så er det jo godt at have en erfaren herre som Holger K. ved sin side, der både kender faldgruberne og kan spille det taktiske spil i forhold til regeringspartnerne. Et spil, hvor SF stort set sidder uden trumfer på hånden, og intet har at true med. Forlader partiet regeringen, vil der kun blive grædt tørre tårer fra både Socialdemokraterne og   De Radikale.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57