Af Dorte Toft
 | 

Teknologijournalist, blandt andet med fokus på kunstig intelligens og robotter. Dorte Toft skriver også om køn, uddannelse og magt

Nilfisk-reklame fra 1920, hvor de gode gamle kønsroller endnu herskede og ingen mænd behøvede føle sig truet af stærke kvinder.
Nilfisk-reklame fra 1920, hvor 'de gode gamle kønsroller' endnu herskede og ingen mænd behøvede føle sig truet af stærke kvinder.
Foto: Åndahl Torben/Ritzau Scanpix

Mænd, der erklærer krig mod kvinder, kan kun tabe

Jo mere udviklingen eroderer den gamle manderolle, des mere kommer kvinder i skudlinjen. Det kan gå galt, for mandeforkæmperne glemmer at tage hensyn til Danmarks fremtid, skriver Dorte Toft.

Det dutter ikke med en kvindelig borgmester, når der skal ske en udvikling af havnen i Thisted. Hævdet af et konservativt medlem af Thisted kommunalbestyrelse for et halvt år siden, belønnet med latter. 

Jovist. Om høj eller lav findes der stadig en del mænd, der mener, at deres køn er uovertruffent. Det nye er, at et stigende antal mænd nu ser deres køn i en offerrolle og kvindekønnet som det favoriserede. Nogle er så besatte, at de ikke helmer, før de får myndigheder til at sætte ind imod den påståede favorisering.

Overfølsomhed
Der var for eksempel manden, der klagede til Ligebehandlingsnævnet og fik tilkendt erstatning, fordi han ikke kunne gøre brug af det samme tilbud som kvindelige natklubgæster om at veksle en BH til gratis entré og en drink.

I den tungere afdeling blev skytset rettet mod et spillested, der ville mindske den såre skæve kønsbalance ved i ét år kun at have kvinder i front på scenen. Bandet i baggrunden måtte gerne bestå af mænd. De skulle bare give plads til én kvinde. Fjern det offentlige tilskud til spillestedet, lød det fra mandemissionærerne, og samme hyl lyder, når der tales om at prioritere indkøb af kunst fra kvindelige kunstnere, som ellers er slemt underprioriterede på danske museer.

Kendt er nok også den nærmest pavlovske modreaktion, når der bevilges en pose penge til at få flere kvindelige forskere på banen i et såre mandsdomineret universitetsmiljø. Når det lykkes at få sådan et tiltag stoppet, triumferer mandemissionærerne.

  Det nye er, at et stigende antal mænd nu ser deres køn i en offerrolle og kvindekønnet som det favoriserede. 

Bevist i hoved og r...
Logikken er henrivende banal. Kønnet må ikke gå forud for kvaliteten. Problemet er bare, at ét køn, hankønnet, i sig selv ses som en kvalitet. Det er bevist i hoved og r.. i diverse forskningsprojekter.

Mandekønnets korsriddere finder små redningskranse, der ifølge dem beviser det modsatte. Eller lægger armene over kors med en 'hvis det er fakta, så benægter a fakta'-attitude. Jeg glemmer således aldrig den højtstående universitetsansatte, der affærdigede anerkendt forskning i kønsfordomme med, 'det kan da godt være, det gælder i udlandet, men ikke i Danmark'. Den slags påstande nyder godt af den generelle underprioritering af kønsforskning her i landet. Hvis der ikke kan dokumenteres bevidst eller ubevidst kønsdiskrimination, findes det nok ikke. Ingen kønsbetinget chikane heller, vel?

Vi kvinder skal bare stramme nosserne og erkende behovet for flere mænd i toppen. For der er jo flere geniale mænd end kvinder. Hedder det. At der så også er flere lavtbegavede mænd, og at mange middelmådige mænd indtager topposter, er der skrevet lange artikler om.

Ligestilling betaler sig
Når mandemissionærerne taler kvindekønnet ned, tænker jeg på, hvad der blev sagt om Hollywoodstjernen og danseren Ginger Rogers. 'Hun kan det samme som Fred Astaire, bare baglæns og på høje hæle'. Ginger Rogers fik ingen børn, og det var klogt, for børn og hovedansvar for det nære koster på kvinders karriere, såvel på universitet som i filmbranchen. Også det er dokumenteret i hoved og r…

Og ignoreret af missionærerne.

Senest har de dog fået et slag i solar plexus, leveret fra mændenes og mandedydernes egen højborg, Dansk Industri. DI ønsker mere øremærket barsel til farmand, så man kan plukke og forfremme talenter fra hele poolen, og ikke som i dag fra mænd og de kvinder, der ikke er hjemme og tage 90 pct. af barselstiden plus det heraf følgende ansvar. DI kan vist ikke beskyldes for at ligge under for feminister. Kun én ting tæller, og det er bundlinjen.

At diversitet betaler sig på bundlinjen, er også dokumenteret i hoved og r...

Eller som DI’s direktør, Lars Sandahl Sørensen, forklarede i Berlingske:

'Vi går simpelthen glip af alt for mange talenter.'

  Jeg selv er dybt taknemmelig over, at der er kvinder, der har valgt 'deres egen vej' og kæmpet for kvinders ligeret til at stemme og uddanne sig.

Forurettet fællessang
Mere skulle der ikke til at udløse vantro gispen ved lejrbålene, hvor visse mænd sammen luner sig ved mistroen mod stærke kvinder. Skal mænd nu tvinges til at gå hjemme?, blev der himlet. Kvinder vil jo slet ikke afgive barsel, vel? Hvordan kan DI gå imod biologien? 

En forurettet fællessang, der slående mindede mig om landeplagen 'Hvad skal vi med kvinder' fra 1964. Bare uden selvironi:

Fanden skabte kvinden for at byde Herren trods.
Fanden ta' den Fanden - det gik kun ud over os.
Hvad skal vi med kvinder, de vil altid bare slås.
Hvad skal vi med kvinder, de vil kun bedrage os.
Hvad skal vi med kvinder, de er altid til besvær.
Hvad skal vi med kvinder, de vil altid kun ha' mer'.
Hvad skal vi med kvinder, de er fulde af begær.
Hvad skal vi med kvinder, der er ingen hjemme der.

Den lille ting, de mangler, men som gør den store forskel,
den har manden,
det er forstanden...

MGTOWs på hovedløs mission
Jobims smægtende One-note-samba og entertainerne Preben Kaas og Jørgen Rygs humoristiske talent gjorde budskabet  om, at rigtige mænd slet ikke behøver kvinder, til en antagonistisk ørehænger. Men i dag, et halvt århundrede senere, findes der faktisk en lille gruppe mandemissionærer, som stolt og seriøst kalder sig MGTOWs, 'Men Going Their Own Way'. Mænd, der melder sig ud af samfundet og afstår fra forhold til kvinder i forventning om, at verden bryder sammen, så kvinderne opdager, at den eneste vej til overlevelse er at få genetableret de gamle kønsroller.

En hovedløs mission heldigvis. Kaas og Ryg holder heller ikke mange verselinjer, før de begynder at længes. Efter kvinder. 

Jeg selv er dybt taknemmelig over, at der er kvinder, der har valgt 'deres egen vej' og kæmpet for kvinders ligeret til at stemme og uddanne sig.

Ligesom DI ville verden gå glip af en enorm talentmasse, hvis det skulle lykkes at holde kvinderne hjemme og nede.

Så ville vi have manglet den nyligt afdøde afro-amerikanske matematiker Katharine Johnson, hvis gerninger heldigvis blev gjort bredt kendte via filmen 'Hidden Figures'. Katharine Johnsons udregninger blev afgørende for Apollo 11s månetogt og Neil Armstrongs 'That’s one small step for man, one giant leap for mankind'.

Ingen kan vinde en kønskrig
Vi var gået glip af kvindelige pionerer som den afro-amerikanske øjenlæge Patricia Bath, der var nøgleperson bag udviklingen af laseroperationer mod grå stær. Og af genetikeren Mary-Claire King, der opdagede, at genet BRCA1 indikerer høj risiko for tidlig død af brystkræft og æggestokkræft. For ikke at tale om franske Marie Curie, hvis forskning blandt andet førte til røntgenapparater, og der er mange flere knap så kendte såsom den brillante tyske fysiker Lise Meitner, hvis køn og jødiske oprindelse spændte ben, nøjagtig som for Curie.

Husk også at fortælle dine døtre godnathistorier om de gæve danske kvinder, der gik og går egne veje for hele menneskeheden. Blandt dem sygeplejersken Elise Sørensen, seismologen Inge Lehmann og fysikeren Lene Hau, professor ved Harvard Universitet.

Mandemissionærerne forsvinder jo ikke. Tværtimod øges deres antal, efterhånden som udviklingen får den faste grund under en favoriseret manderolle til at skride. De er i krigshumør, men de kan aldrig vinde. Det ville da være verdenshistoriens største selvmål.

Demokrati

Kultur

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57