Politik fra rødderne

Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist på kommunen.dk og dknyt
img

Måske får oppositionen med tiden en leder

En leder bringer sig ikke i en situation, hvor han er tvunget til at kommentere på andres dagsorden. Han sætter sin egen.

For folk, der forsøger at køre en organisation, findes der ikke noget værre end forhenværender, der ikke vil indse at de er forhenværende og derfor ikke respekterer, at de enten må finde døren eller holde sig under radaren. Dette gælder generelt.

I Venstre har man en variant, hvor det er næstformænd, der ikke vil kende deres plads men uden at blinke kaster sig ud i opgaver, der er forbeholdt formanden.

Man husker den daværende næstformand Kristian Jensen, som sidste sommer, efter at Mette Frederiksen havde dannet regering uden så meget som at ænse den daværende V-formand Lars Løkke Rasmussens bog-understøttede samarbejdsforslag, følte sig kaldet til at kommentere det på sit partis vegne uden at lade formanden/bogens ophavsmand komme til først.

Man husker også den nuværende næstformand Inger Støjberg, som i forrige uge uden at blinke bakkede den amerikanske dronelikvidering af den iranske generalmajor op uden skelen til, at partiets linje faktisk var en anden, hvis man ellers skal regne med, hvad en fagordfører eller for den sags skyld en partiformand siger.

Til denne parti-variant føjer sig nu en kombination med den generelle, idet nemlig den forhenværende næstformand hverken vil indse, at han er forhenværende eller har taget ved lære af de prygl, han ved afslutningen af sin næstformandstid fik for ikke at kende sin plads. Nu har han så fået nogle flere prygl, og hvis det virkelig er rigtigt, som han siger, at pryglene har overrasket ham, så er hans politiske boldøje af usædvanligt ringe synsstyrke.

Til gengæld kan man være helt sikker på, at den nuværende partiformand Jakob Ellemann-Jensen ganske klart ser problemet i begge de nævnte nutidige eksempler. Man kan tilføje et tredje eksempel, nemlig den efterlysning fra de øvrige borgerlige partier af en tydeligere profil, som lige efter jul fik ham til at foreslå, at hvert parti i stedet skulle passe sin egen kiosk.

Hvorfor det lige skulle være kiosk, henstår i det uvisse, måske en reference til ‘ut af min kiosk’ fra Tuborg-reklamen, men alene det at Jakob Ellemann-Jensen fandt det nødvendigt at reagere på de andres stiklerier, understreger hvor langt han er fra den position som oppositionsleder, som Venstre ellers gennem et par årtier har betragtet sig selv som den naturgivne indehaver af.

Men en leder bringer sig ikke i en situation, hvor han er tvunget til at kommentere på andres dagsorden. Han sætter sin egen, og da Jakob Ellemann-Jensen netop ikke gjorde det, havde tilrettevisningen af nabopartierne den modsatte effekt: de følte sig opmuntret til at fortsætte.

At løjerne også bedrives inden for eget parti, gør kun det hele værre. Selv ikke eget hus holdes der orden i.

I den situation er selv en hårdhændet afklapsning ikke en demonstration af styrke, men af svaghed. Dels fordi det overhovedet kom dertil, at det var nødvendigt, dels fordi styrken, hvis man skal regne med den, skal være en selvfølgelighed som ingen, og da slet ikke en selv, behøver gøre opmærksom på.

‘Being powerful is like being a lady. If you have to tell people you are, you aren't’, som Margaret Thatcher sagde. Oversat til Venstres politiske virkelighed: oppositionen har for tiden ikke nogen leder.

Måske får den en med tiden. Det skal blive spændende at se, hvem det bliver.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57