Politik fra rødderne

Af Thomas Korsgaard
 | 

Luk presselogen på Christiansborg

Jeg går og drømmer om at blive rigtig journalist en dag. Med et eksamensbevis, fuldtidsjob og hele svineriet. Nuvel, det er der jo så mange unge snothvalpe på 19 år, der gør – den er jeg helt med på. Der er også mange, der gerne vil være med i Paradise Hotel eller sidde på Christiansborg og bestemme over andre menneskers liv, mens de spiser småkager til.

Det er populært som aldrig før at være på. Nu pudser jeg bare lige glorien, men grunden til, at jeg vil være journalist, er ikke, at jeg har et overvældende stort ønske om at være på. For mig at se er journalisternes opgave ikke at være de interessante, men snarere at være de interesserede. Og det er netop problemet: Når vi alle vil være på og kasketterne roterer så hurtigt fra hoved til hoved, at det kan være svært at følge med, står vi tilbage med en befolkning uden tillid til et politisk system, som er blevet lige lovlig svært at gennemskue. Man bør tage det alvorligt, når journalister scorer lavt i tillidsmålingerne, og måske er det hele blevet for indspist inde på Slotsholmen?

Dem vi ikke hører om

Forleden var jeg ude for at tage mig de første spadestik til et radioprogram, jeg skal tilrettelægge og lave senere på året. Det er ude i et boligkompleks, hvor jeg vil skyde på de færreste journalister nogensinde har sat deres ben. Et boligkompleks, der på mange måder afspejler hele Danmark; med enlige, kernefamilier, store familier, nydanskere, alkoholikere, folk med nattearbejde, privatansatte, familier med kolonihave, familier med undulat og familier, der ikke har en krone. Den dag stod jeg ude i virkeligheden, efter jeg dagen forinden havde lavet et interview med et radikalt folketingsmedlem til en artikel.

Folketingsmedlemmets telefonnummer lå kodet ind i min telefonbog i forvejen fra et tidligere interview, vi har engang drukket en øl, så det gik altsammen stærkt, nemt og velvilligt for sig. To timer gik der, fra interviewet blev aftalt, til artiklen lå færdig. Men ude i boligkomplekset var det pludselig sværere end som så at nå gennem til mine interviewpersoner. Situationen var ganske anderledes, da jeg stod på dørtærsklen med mit indsmigrende smil og skulle til at fortælle om projektet til den mand, som skulle være med i programmet.

- Hvad vil du? spurgte han mig og tog en tår øl. 

Han havde ikke et behov for at være på, men hans sind var åbent, og jeg fik fortalt ham, hvad jeg ville. Det hele kommer til at rulle inden længe, men det var alligevel vildt at opleve den mistro. En mistro, jeg tror man ikke skal tage fejl af. Jeg tror, at mange, der ikke har deres daglige gang på Christiansborg, i høj grad er begyndt at se journalister og politikere som to alen af èt stykke. Og hvis det er rigtigt set, så har vi og vores folkestyre et meget stort problem. Tilliden er fundamentet for vores demokrati.

Langt mellem snapsene

Der er langt mellem de idealistiske journalister i Danmark - dem, der bliver ved med at spørge. Der er langt mellem de journalister, der ikke har blind tillid til, at politiets research er gjort godt nok. Dem, der stiller sig kritiske overfor, om embedsværket egentligt fungerer, og om politikerne taler sandt. Men de er der. Se bare på de nominerede til Cavlingprisen sidste gang. De journalister afslørede svindel i psykiatrien, de afslørede PET’s forsøg på at lukke munden med millioner på den tidligere agent Morten Storm, og de afslørede skattelyene. De er mine forbilleder, men hvorfor skal der være så pokkers langt mellem snapsene?

Gå på Twitter og søg på en tilfældig journalist med sin daglige gang på Christiansborg. Der er politiske opdateringer i massevis og hyggestunder med vennerne fra partier, som det aldrig er set før. Misforstå mig ikke: En journalist må gerne have holdninger. En journalist må gerne mænge sig med magthaverne. Jeg har selv en fortid som SFU’er. Det er ikke noget, man skal holde hemmeligt eller skamme sig over. Problemet med kasketterne er, at indspistheden efterhånden er så stor, at det går ud over branchens renommé:

De journalister, som dækker politik, har jo ofte kontor på Christiansborg. Med DR i kælderen og TV2 på tredje har politikerne aldrig langt til en journalist. 

Vi taler så ofte om, at vi i Danmark har en presse, der er fri og uafhængig af økonomiske og partipolitiske interesser. Men vi skal være på vagt i disse dage. Hvis pressen virkelig er uafhængig og fri, burde den så ikke også kunne holde til at blive sparket ud af Christiansborg? Det er på mange måder smart, at pressen kan reagere hurtigt, når der sker noget i det politiske landskab, men så længe det er med til at opdyrke en kultur, der får befolkningen til at se skævt til både politikere og journalister, må man tage konsekvensen. Vores folkestyre kan ganske enkelt ikke holde til flere sager, hvor det er jagten på skandaler fra journalisternes side, der kolliderer med politikernes jagt på at spinne sandhederne. Mistilliden til det politiske system må tages alvorligt.

Mogens Lykketoft, formanden for Folketinget, burde ikke tøve et sekund med at smide alle journalister ud af Borgen. Ikke fordi de er onde, men fordi det ville være sundt for den politiske proces i Danmark – og for journalistikken! Journalistik bør laves med udgangspunkt i virkeligheden, og virkeligheden er ofte lidt større end Christiansborg.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57