Af Dorte Toft
 | 

Teknologijournalist, blandt andet med fokus på kunstig intelligens og robotter. Dorte Toft skriver også om køn, uddannelse og magt

Robotfestival<br />Selvom Danmark skulle være førende indenfor velfærdsteknologi, importerer vi fortsat det meste - inklusive den japanske robotsæl Paro til 20.000-30.000 kroner stykket. Til gengæld eksporterer vi vores bedste teknologieksperter, skriver Dorte Toft.
Foto: Mikkel Khan Tariq / Polfoto<br />
Robotfestival
Selvom Danmark skulle være førende indenfor velfærdsteknologi, importerer vi fortsat det meste - inklusive den japanske robotsæl Paro til 20.000-30.000 kroner stykket. Til gengæld eksporterer vi vores bedste teknologieksperter, skriver Dorte Toft. Foto: Mikkel Khan Tariq / Polfoto

Ligheden mellem regneark og regndans

”Det nærmeste, Danmark er kommet til en eksportsucces, er måske ikke noget at være særlig glad for: Nogle af vores alt for få, men allerbedste teknologieksperter drog over Atlanten og blev der. Nogle af vores alt for få, men allerbedste tech-iværksættere er også draget over Atlanten og skaber hundredvis af nye job – udenfor Danmark.”

Teknologi kan være uimodståelig. På regnearket høstes store besparelser, om det så gælder it hos Skat, robotstøvsugere hos pensionister eller regionernes telemedicin. Problemet er, at regnearkene ofte har en del til fælles med regndans. Det handler om besværgelser grundet uvidenhed i relation til teknologi og virkelighedens verden. Men besparelsen – om reel eller regndans – forpligter i budgettet.

Gevinster som følge af teknologibrug høstes, men ofte er det kun af konsulenter, institutter og sælgere. Dog ses også universitetsforskere, der får bingo ved at søge bevillinger til projekter med tidens tech-hype i titlen.

 ”Det nærmeste, Danmark er kommet til en eksportsucces, er måske ikke noget at være særlig glad for: Nogle af vores alt for få, men allerbedste teknologieksperter drog over Atlanten og blev der. Nogle af vores alt for få, men allerbedste tech-iværksættere er også draget over Atlanten og skaber hundredvis af nye job – udenfor Danmark.”

Kræfterne udenfor nyder godt af for lidt ekspertviden i forvaltningerne af grunde, alle vel kender til. Mangel på eksperter, lønniveau, hierarkier, nulfejls-kultur med videre – ikke ligefrem optimalt for den, der ønsker at gøre en forskel ved hjælp af teknologi. Måske stoler embedsværk og politikere tilmed allermest på de allerdyreste udefra – dem, der excellerer i forførelsens kunst med visioner og regneark. Eller stoler de mest på egen mavefornemmelse?

”En robotstøvsuger er da smart, så vupti. Væk med hjemmehjælpen til den opgave hos pensionisterne, og ih… hvor vi sparer”.

Problemet var, at da kommuner for godt otte år siden gjorde det til et krav, at pensionister selv skulle købe robotstøvsugere, forelå der allerede udenlandsk forskning, der dokumenterede, at det var en elendig idé.

Der kan siges masser af godt om robotstøvsugere; altså til moderne hjem med få møbler, store tæppefri gulvarealer og dagtimer uden mennesker, så støvsugeren kan suse rundt i uforudsigelige baner, men i det typiske pensionisthjem? Måske, hvis der havde været en slags kæmpemagnet i loftet, der lige kunne suge møbler, tæpper og lillemor op under loftet, mens robotten arbejder. Men selv i det perfekte robot-tilpassede hjem skal der ekstra rengøring til i hjørner og andre kroge, hvis ikke man er nullermands-fetichist.

Der er garanteret pensionister, som hygger sig med robotten, og der er sikkert kommuner, som har sparet – isoleret set. Men hvad kostede det at få sikret, at robotter ikke blev fanget under kommoden? Hvem flytter møbler og tæpper, hver gang robotten skal i gang? Blev det til flere hjem, der drukner i skidt? Og hvis ja, hvordan påvirker det den gamle og hjemmehjælperen, der hjælper med sårbehandlingen? Og hvordan gik det med KOL-patienterne?

Påtvunget køb af robotstøvsugere lignede en regnearksøvelse, men kunne man samtidig have peget på nye typer støvsugere, som er lettere for ældre at bruge selv?

Heldigvis findes der anden teknologi, der længe har været hensigtsmæssig for både udvalgte klienter og medhjælpere, og mere kommer til. Men det tager nok fem år mere, inden teknologier, der for alvor gør folk mere selvhjulpne, er modnet nok, og før prisen er lav nok.

Det nye eksporteventyr

Ser man på konferenceprogrammer, og lytter man til politiske skåltaler, ligger det dog lige om hjørnet, men indimellem er skåltalerne helt ude på overdrevet. ”Velfærdsteknologi bliver Danmarks nye eksporteventyr” har det for eksempel i flere år lydt fra ministre, borgmestre og firmaer.

Javel. Danmark importerer det meste, og mon ikke der er skrevet mere om en nuttet japansk robotsæl ved navn Paro til 20.000-30.000 kroner stykket end om nogen dansk opfundet velfærdsteknologi? Selv patientjournal-systemer importeres trods bebudelser om, at netop danske systemer af den art vil blive en kæmpe eksportsucces.

Det nærmeste, Danmark er kommet til en eksportsucces, er måske ikke noget at være særlig glad for: Nogle af vores alt for få, men allerbedste teknologieksperter drog over Atlanten og blev der. Nogle af vores alt for få, men allerbedste tech-iværksættere er også draget over Atlanten og skaber hundredvis af nye job – udenfor Danmark.

Vi står stadig midt i en suppedas, og konsekvenserne bliver værre og værre. Betydningen af teknologi i stort set alt vokser voldsomt, mens landets begavede unge stadig foretrækker at blive cand.polit., cand.jur. og cand.merc., hvis det ikke er film- og medievidenskab, der er drømmen.

Konsekvenserne af uvidenhed slår ekstra igennem, fordi der ofte er 100 procents tvang ind over, det være sig i relation til Rejsekort, kontakt med det offentlige eller arbejdspladser, plaget af utidssvarende systemer og elendig brugbarhed. Tvang kan være nødvendig, for der vil altid være modvilje mod forandring. Men tvang har desværre også en tendens til at føre til døvhed overfor relevant kritik, og dermed sikres det dårliges overlevelse på bekostning af tid, penge og motivation.

Havde de nordiske velfærdssamfund bare slået kræfterne sammen på disse områder, kunne Skandinavien måske have rykket med både administrative systemer og velfærdsteknologi, men det er en tosset tanke. Selv indenfor danske kommuner og regioner er der præference for at opfinde den dybe tallerken, om det så er en ny KOL-kuffert, vurdering af vasketoiletter eller noget helt tredje.

Hvordan har man råd til det? Ses det måske som en PR-udgift – noget, som politikerne og forvaltningerne kan spejle sig i? Stoler man ikke på andre kommuner?

Investeringer uden resultater

Det er forunderligt at se, hvorledes adskillige større kommuner i årevis har haft råd til innovationscentre og væksthuse, der uddeler millioner til projekter, samtidig med, at der fyres i daginstitutionerne og skolerne. Resultater? Altså bortset fra medieomtale, glittede brochurer med store ord samt kommunale job for den type akademikere, der ikke er mangel på?

Det billede, jeg selv har af succesrige iværksættere, er, at de er som ukrudt, der bryder igennem alt. De er ikke sarte sædekorn, der skal i kuvøse og nurses af det offentlige for at vokse. En stor del af kuvøse-projekterne, om de er for iværksættere eller andre, har netop fokus på de ældre – ligesom sagen med robotstøvsugerne. Som en, der selv tilhører den allerstørste generation, krigs- og efterkrigsbørnene, har jeg fuld forståelse for de kommunale behov for at finde nye veje, hvis ikke endnu flere ældre skal parkeres i bleen. Men kan det passe, at det for det offentlige er attraktivt at satse penge på masser af små forsøgsprojekter med iværksættere, universitetsforskere, konsulenter og importeret robotteknologi fra Japan?

Fra den private sektor hører jeg, at der var en tid, hvor kommuner, styrelser og amter gik ud til specialfirmaer og sagde: ”Vi har et problem, og I har nok den allerbedste kompetence til selv at udtænke en relevant løsning, så gå i gang. Vi lover at købe xx-antal, medmindre opgaven viser sig uløselig på de nuværende præmisser, men så sørger vi for en vis kompensation”.

Gys. Hvilken risiko at tage! Nej, den sikre vej er ansvarsfraskrivende mammutudbud (med betonfaste detailkrav) målrettet mammutleverandører samt de små forsøgsprojekter.

For at eksemplificere, hvor grotesk det kan gå, lige et besøg udenfor kommunerne – hos politiet. Husker I molbohistorien? I årevis måtte politifolk printe de anmeldelser ud, som folk selv foretog online, for derefter i time efter time at genindtaste anmeldelsen i et andet politisystem.

Jeg tror slet ikke, at det offentlige fatter, hvor meget billigere og hurtigere meget kunne ske, hvis man valgte at stole på ekspertisen i mindre virksomheder. Lidt mere mod kunne måske tilmed lede til lidt færre klagesange over, at landets mellemstore og små virksomheder bare ikke vokser.

PS: Apropos Paro-sælen så vædder jeg gerne ti stegte rødspætter på, at rare hunde giver demente på plejehjem større glæde og ro, men det er der næppe forskningskroner i at føre bevis for.

Social & sundhed

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57