Af Ina Munch Christensen
 | 
Forfatter
Debuterede i 2015 med den anmelderroste roman 'Nielsine'.

”Lad folk have deres kroppe i fred”

”Normalvægtige kan have for høj fedtprocent, normal­vægtige kan dovne den dag ind og dag ud, normalvægtige kan have bulimi, nobody cares, mens såkaldt overvægtige kan være sunde og raske, men stadig ikke være i fred.”

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at tale om diskursen om kroppen - den ALLESTEDSNÆRVÆRENDE opfordring til at tabe sig. Skadeligheden ved dette.

Tidens skønheds- og sundhedsideal falder sammen, og således idealiseres den slanke krop og udskammes den tykke fra alle sider. Det er givet, at man vil tabe sig; vi præsenteres for tynde kroppe som normalen og idealet i medier og tøjbutikker. Det er både for vores egen skyld, men også samfundets (ikke at ligge det økonomisk til last eller byde folk at glo på en klam, usexet krop). Kroppen er vores bevægehylster, sanseapparat, udseende - den kan ikke som seksualitet eller et stykke klæde efterlades i skabet. Således identificeres tykke som tykke, hver gang de er ude; således stresses de.

Et godt eksempel på, hvordan der alle vegne fra opfordres til vægttab: Det er sommer, og alle sveder som svin. Damebladene spørger: Er du bikiniklar? Gyldendal poster på Instagram et billede af bogen 'Den nemmeste vej til flad mave' lagt mellem en bikiniover- og -underdel på grønt, solbeskinnet græs. Kræftens Bekæmpelse beordrer: Bliv bikiniklar! i en kampagne om mere bevægelse.

  ”Normalvægtige kan have for høj fedtprocent, normal­vægtige kan dovne den dag ind og dag ud, normalvægtige kan have bulimi, nobody cares, mens såkaldt overvægtige kan være sunde og raske, men stadig ikke være i fred.”

Sidstnævnte stødte jeg på sidste sommer, da jeg skulle hente mit eksamensbevis på KVUC. Jeg blev mildest talt fortørnet over via klistermærkede trapper at blive mødt (også her, vorherre bevares) af disse opråb om at tabe sig og fuldstændig forvirret, da jeg hørte, at en alvorlig og vigtig organisation som Kræftens Bekæmpelse kunne stå bag. Jeg spurgte i en mail, om det virkelig var sandt og om de ville være så venlige at lade være at bodyshame og i stedet bekæmpe kræft. Men kvinden, der som repræsentant mødtes med mig, forklarede venligt: Undersøgelser har vist, at unge stort set kun motiveres af skønhed. Derfor måtte denne udseende-diskurs løbe sundhedens ærinde. Som om målet helliger ethvert middel, som om midlet af den grund ikke kan have andre helbredsødelæggende effekter.

Deller er klamme

Grunden til, at det personligt gør mig så fandens sur, er, at alle mine smukke venner (samt stort set alle andre, jeg kender) har det ad helvede til med deres krop. De skæver selvhadsk til dellerne, når de bøjer sig forover, de løfter hagen, så der ikke forekommer "dobbelthage", de forbander den vedblivende mavebule under navlen, de ryster overarmen og ser fedtet svinge, konstaterer: mormor-arm. De udregner BMI og bliver lettede over at se, de er normalvægtige.

De bekræftes i det overalt: Deller er klamme, dovne, forkerte; slankt er sexet og respektabelt. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på deres tøjrestriktioner, der skal gøre det ufarligt at bevæge sig i det offentlige rum ved for så vidt at skjule deres former. Jeg bliver ked af det, når min veninde efter at have tabt fyrre kilo stadig ikke tør gå i bukser og altid skal spejle sig i før-billeder. Jeg bliver ked af det, når min veninde er nødt til at tælle kalorier og lave hundredvis af mavebøjninger daglig for at holde faste kontra ædeflip i skak. Jeg bliver ked af det, når min veninde igen synes, hun vejer for meget, og igen går på kur. Jeg bliver ked af det, når min ven, der har døjet med bulimi, viser mig et billede, der blev taget, da han var tyndest af HIV, og siger, det billede viste jeg min psykolog, da hun spurgte, hvornår jeg var tilfreds med min krop. Jeg  bliver ked af det, når min veninde havde det bedre med sin krop, da hun havde det ad helvede til og den var syg og tynd. At et af sundhedstegnene - at hendes krop ligner sig selv igen - skal være noget, hun kæmper med ikke at hade. At min kone ikke tør tænke på sundere livsstil, fordi det associerer til vægt og kropsideal og dermed risiko for anorektisk tilbagefald. At hun er nødt til at nedprioritere sundhed for at sikre sin mentale sundhed. Og jeg må konstatere, at trods alt dette og at jeg aldrig har haft komplekser med min vægt, skal jeg gøre mig umage for ikke at være utilfreds med at have taget lidt på på det sidste. Og at jeg - trods en generelt stabil vægt og intet ytret ønske om at tabe mig - mange gange har fået komplimenten: Har du tabt dig?

Jeg bliver ubehageligt tilpas over, at min brors vægtøgning (der vel er en bivirkning af den antipsykotiske medicin) giver anledning til bekymring, når min søsters vægttab partout afføder beundring og catcalling. Jeg synes, det er flot, hun dyrker så megen motion; hun fortjener alle lykønskninger, men alt det fokus på hendes udseende bekymrer mig. For, fortæller min kone, der var indlagt med ano-reksi da hun var tolv, mig: Det er fokusset på ens krop, anerkendelsen af en lille vægt og fordømmelse af en stor, der fordrer et syn på sig selv som en forkert eller en god nok krop, bedømt af andres blikke, når man træder ind i et rum. Det er længslen efter at blive fri for disse blikke, der gør en besat af vægt. Det er dét, størstedelen er bange for, når de nikker ja til, om de gerne vil tabe sig; at udsættes for fordømmende blikke. Sgu ikke diabetes.

Advarsel mod stigmatisering

I det oplæg til national handleplan mod svær overvægt, der foreligger på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, advares der ellers i højere grad om livsstilssygdomme som diabetes end stigmatisering. Der advares også mod ensidigt at sætte lighedstegn mellem tynd og sund, især overfor pubertetspiger, overfor hvem man bør fokusere på trivsel, uregelmæssige spisevaner, kropsutilfredshed og slankeadfærd fremfor vægt. Men når man måler overvægt ud fra BMI og officielt udtrykker, at overvægt er ekstremt vigtigt at forebygge og "forældre har et ansvar for at reagere og agere på uheldig vægtudvikling hos børn og unge", modsiger det den advarsel. Kalorietælleren blandt mine veninder husker tydeligt: Det var, da en skolelærer sagde, dit ansigt bliver rundere og rundere, at hun blev bevidst om sig selv som en krop, der kunne være tynd nok eller ikke tynd nok. Min kone husker også: Det var en voksens kommentar om hendes barnedeller, der gjorde hende kropsbevidst.

I samme oplæg til handleplan nævnes stigmatisering som grund til at undgå overvægt. Som om det ikke hellere var selve stigmatiseringen, man skulle undgå, som om stigmatisering i sig selv ikke modarbejder overskuddet til at være sund. Måske er det i højere grad, fordi man er stigmatiseret, man ikke tør gå til dans, end fordi man ikke går til dans man er tyk. Måske er det svært at have et fornuftigt forhold til mad, når man ikke kan spise pommes frites, uden Annette Heick skriver en klumme om det. Den måde, man stresses til at se slank ud - om det så er naturligt for ens krop eller ej - foranlediger også sygdomme; jo mere yt ens krop er, jo mere stress.

Normalvægtige kan have for høj fedtprocent, normalvægtige kan dovne den dag ind og dag ud, normalvægtige kan have bulimi, nobody cares, mens såkaldt overvægtige kan være sunde og raske, men stadig ikke være i fred.

Hermed mit oplæg til handleplan: Lad folk have deres kroppe i fred, slut fred med din krop. Mærk, hvordan den har det, i stedet for at måle det ud fra den latterligt stereotypiserende BMI, og lad andre mærke, hvordan deres krop har det, i stedet for konstant at problematisere, hvad BMI'en siger er unormalt. Fuck BMI!

Social & sundhed

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57