Politik fra rødderne

Af Knud Abildtrup
 | 
Redaktør, dknyt
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Kommunernes Mandsforening

Det blev til en ny KL-bestyrelse med syv partier i stedet for fem. Med en del nye Venstre-folk, med de største byers socialdemokratiske topfolk tæt på bordenden – og så med bare tre kvinder.

For nu at tage det sidste først: Det faktum, at kvindeandelen skrumpede fra fem ud af 17 til tre ud af 17, fik den københavnske sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) til at sige, at KL nu har taget navneforandring til 'Kommunernes Mandsforening'. Og Bente Helms (S) fra Bornholm kaldte det en markant skævdeling af magten i KL og decideret pinligt, at S stillede med seks mænd til seks poster.

Den socialdemokratiske vanetænkning fik en tidligere jysk borgmester til at gå sig en lille tur i parken, mens de forudsigelige ’valg’ foregik på partiets gruppemøde under Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg. Han orkede ganske enkelt ikke at deltage i udpegningen af de største byers tunge drenge: Københavns Frank Jensen, Aarhus’ Jacob Bundsgaard, Odenses Anker Boye og Aalborgs Thomas Kastrup-Larsen. Thomas Adelskov, Odsherred, er nyvalgt og kan repræsentere sjællandsk udkant, og Erik Nielsen fortsætter som vestegnskommunernes mand og ny næstformand, mens Lis Tribler, Slagelse, måtte stoppe.

Balancer opretholdt i Venstre
SF gik fra tre pladser til én. Partiets succeshistorie - Mette Touborg, Lejre - fortsætter og siger farvel til partifællerne Kirstine Bille, Syddjurs, og veteranen Jane Findahl, Fredericia, mens EL nu er repræsenteret for første gang nogensinde - ved Jesper Kiel, Svendborg.

Rudersdal beholdt en plads i kraft af Jens Ive, der i den fem mand store V-gruppe afløser tidligere formand og næstformand Erik Fabrin. Esbjergs Johnny Søttrup er ude, så nu er det ikke de fem, men de fire største bykommuner, der er med i KL-toppen. Venstre opretholdt både sin kønsbalance på 4-1 samt sin øst-vest-balance: Anny Winther, Rebild, og Søtrup gav plads til to andre jyder: Kirsten Terkilsen, Hedensted, og Jørn Pedersen, Kolding.
Lars Krarup, Herning, fortsætter i bestyrelsen, men stopper i formandskabet, og Martin Damm kan residere midt i landet og være det synlige bevis på, at skal KL have en formand fra en mindre kommune, så skal det nok være i en periode med V-formand – ligesom i sin tid Evan Jensen, Lejre, og Ejgil W. Rasmussen, Gedved.

Tungen på vægtskålen
Når det gælder de små partier, fortsætter Michael Ziegler (K), Høje-Taastrup, som ene konservativ, efter Søren Pape Poulsen, Viborg, lod ham få pladsen. Partiet er dermed gået fra to til én plads, mens DF derimod er gået fra én til to. Holger Gorm Pedersen, Vejle, der kom ind efter Poul Nødgaards død, forlader bestyrelsen, og nye er Preben Andersen, Skive, samt Carl Christian Ebbesen, København.
Lige så ny og lige så københavnsk er beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) i KL-bestyrelses-sammenhæng - og De Radikale bliver dermed igen repræsenteret. Partiets første bedrift var at benytte sig af sin placering som tungen på vægtskålen. Det samme var tilfældet i 2006, hvor Erik Fabrin (V) endte i formandsstolen. Otte år forinden pegede De Radikale dog på Anker Boye (S).

Med både Frank Jensen, Ebbesen og Allerslev til at repræsentere hovedstadskommunen blev der fornyede argumenter til de advarende røster, der også, før København i 2006 blev medlem af KL, mente, at københavnerne bare ville sætte sig på det hele. Og hvis der skulle være åbne modstandere af alt for mange kvinder i KL-toppen, så har de da fået en vis indflydelse denne gang.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57