Af Johanne Rao Jensen
 | 
Formand, ErhvervskvinderKøbenhavn

Kommuner og unge har brug for hinanden

”Hvor presset fra Borgen fremmer politikerleden blandt unge og mindsker deres politiske engagement, kan kommunerne genvinde denne tillid ved at være de unges nær­demokrati, der lytter, støtter og inddrager aktivt.”

På Borgen vil man have de unge hurtigere gennem uddannelsen. Det er et problem, når unge bruger megen tid på at arbejde for erfaringen sideløbende med studiet. I erhvervet vil man have unge med arbejdserfaring. Her er det et problem, når unge kommer ud på arbejdsmarkedet kun udstyret med den teoretiske viden, de har fra deres studie. Samtidig understreger både politikere, erhvervsliv og forskere vigtigheden af, at unge tager på udlandsophold under uddannelsen.

Det siges ofte, at unge aldrig før har stået over for så mange valgmuligheder som i dag. Det er et privilegium med modifikationer. For når samfundet taler med to tunger, er det svært at vælge til eller fra uden en dirrende usikkerhed i kroppen og en halvdårlig smag i munden.

Alt skal effektiviseres. Det synes at være blevet mantraet for vores samfund, og det er ikke til diskussion. De offentlige institutioner skal effektiviseres, du og jeg skal effektiviseres, og denne klumme kan sikkert også effektiviseres. ’Nedskæring’ er blevet erstattet med ’effektivisering’ i det politiske og forvaltningsmæssige ordforråd, og det virker. Hvor de fleste kan blive enige om, at nedskæringer er ubehagelige, så er det naturligvis en nødvendighed, at vi effektiviserer.

 ”Hvor presset fra Borgen fremmer politikerleden blandt unge og mindsker deres politiske engagement, kan kommunerne genvinde denne tillid ved at være de unges nær­demokrati, der lytter, støtter og inddrager aktivt.”

Spørgsmålet om, hvorvidt det nu også er hovedambitionen med Projekt Danmark, at vi skal være verdens mest effektive land, tages sjældent op på beslutningsniveau. Det er der såmænd ikke noget nyt i. Det er jo helt naturligt. Så er det bare en skam, hvis man ikke kan følge med.

Følgevirkningerne af denne altopslugende dagsorden er så småt begyndt at vise sig hos de unge i form af blandt andet stress og mistrivsel; både blandt dem, der følger med, og dem, der ikke kan. Symptomer som søvnløshed, mave-smerter og angstanfald er helt naturlige oplevelser for mange unge. Konsekvenserne på længere sigt kan vi kun gisne om, men det er næppe sundt for nogen, når der kræves mere på kortere tid med færre ressourcer.

Staten vil også effektivisere kommunerne og presser dem på kroner og øre. I sidste ende er det dog kommunerne selv, der har magten til at vælge, om man vil tage det kedelige mantra til sig eller være det tiltrængte alternativ. Selvfølgelig er der grænser for, i hvor høj grad kommunalpolitikerne og de kommunale institutioner kan ignorere presset, men netop når det kommer til at inddrage de unge i de kommunalpolitiske beslutninger og prioriteringer, behøver det ikke at koste en herregård.

Unge er en fantastisk ressource, der gerne vil knokle for det, man tror på. Hvor presset fra Borgen fremmer politikerleden blandt unge og mindsker deres politiske engagement, kan kommunerne genvinde denne tillid ved at være de unges nærdemokrati, der lytter, støtter og inddrager aktivt. Ungeråd er eksempelvis et rigtig godt initiativ, der allerede praktiseres i nogle kommuner og er ved at blive stablet på benene i andre.

Når staten tilsidesætter reelle ambitioner på ungeområdet i effektiviseringens navn, efterlader det et unikt mulighedsrum for kommunerne. Få de unge bragt i spil i den kommunalpolitiske beslutningstagning. Tal med dem i stedet for at tale om dem, som mange andre desværre gør. Det siges ofte, at unge aldrig før har stået overfor så mange valgmuligheder som i dag. Lykkes det at give plads til dem og motivere dem til at vælge at engagere sig i deres kommune, vinder alle. :

Børn & unge

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57