Af Rasmus Jønsson
 | 

Københavnerfortællingen til forhandling

Tirsdag og onsdag i sidste uge var økonomiudvalget taget på budgetseminar i Nordsjælland, hvor de så småt skulle tage hul på forhandlingerne om næste års budget. Seminaret skulle mest bruges til at præsentere hovedlinjerne i det omkring 37 milliarder store budget, som er pakket ind i det, der bliver kaldt københavnerfortællingen. En fortælling, der ifølge administrerende direktør i økonomiforvaltningen, Claus Juhl, handler om at gøre København til en fed by at bo i - men hvor der også skal være noget at lave.    

Mange svar

Seminaret i sidste uge foregik i god ro og orden. Men fra den 4. september kl. 14 og syv dage frem går det løs med de konkrete forhandlinger på Rådhuset. Og selvom det kun er under 10 procent af budgettet, der er til reel forhandling, bliver det super interessant at følge. For først og fremmest har forhandlingerne konkret betydning for en masse københavnere, nemlig dem, der bruger plejehjem, idrætsfaciliteter, institutioner, veje, cykelstier, byrum og alt muligt andet af det, som berører kommunen. 

Men i år er forhandlingerne ekstra spændende, fordi de kommer til at indeholde mange interessante perspektiver i forhold til novembervalget. De vil fortælle noget om mærkesager, alliancepartnere, ønsker om borgmesterposter, debatflader, indbyrdes kemi og partiernes og partiledernes aktuelle dagsform. Så på flere planer ligger der mange ”københavnerfortællinger” i de kommende budgetforhandlinger. 

En smal model

En af de mest interessante ting at følge, bliver, om det lykkes for Frank Jensen - der sidder for bordenden ved forhandlingerne – at få hevet et bredt forlig hjem. Det har han gjort ved de seneste forhandlinger, og udadtil signalerer Jensen, at han gerne vil et bredt forlig, da han så i valgkampen kan slå sig op som den samlende figur. Men der er nok ingen tvivl om, at det vil passe ham fint, hvis Allerslev og Jarlov smutter, så der ligger en klar borgerlig kant i valgkampen. Så første gang de borgerlige lufter deres krav om skattelettelser, bliver de sikkert smidt på porten. Vurderingen er også, at DF vil lunte ud i hælene på de andre borgerlige partier - dog går der rygter om, at Frank Jensen vil forsøge at få dem til at blive ved at præsentere dem for nogle lækkerbiskner til de gamle. 

Der er også set andre tegn på en hurtig borgerlig exit. Ved sidste møde i teknik- og miljøudvalget havde de borgerlige bedt om at få en oversigt over initiativer på erhvervsområdet, der kunne sikre, at København kom i top ti på DI's erhvervsbarometer på et enkelt år. En noget urealistisk målsætning, da byen nu ligger omkring nr. 70, og set i lyset af, at Copenhagen Business Task Force kun vurderer, at man kan rykke 10 pladser frem om året. Men det er en manøvre, de borgerlige kan bruge til at få sat strøm til fortællingen om, at de røde partier er gift for erhvervslivet. 

Der er dog også nogle, der mener, at de borgerlige vil prøve at blive ved forhandlingsbordet. For eksempel er det blevet bemærket, at Pia Allerslevs kultur- og fritidsforvaltning har lavet en af de længste ønskelister til forhandlingerne. At der er kastet så mange ressourcer ind i forberedelserne til forhandlinge, kunne godt tyde på, at Pia Allerslev ikke regner med en hurtig exit. De Konservatives fokus i forhandlingerne vil blandt andet handle om grundskylden og kommunens projekter som f.eks. bycyklerne.   

Listens position

Et andet centralt spørgsmål ved årets budgetforhandlinger er, hvad den formstærke Enhedsliste har tænkt sig at gøre. Vil de blive hængende og skrive under på budgettet sammen med de øvrige røde partier, eller vil de springe fra undervejs, som de tit gør, så de kan spille ægte rødt protestparti. Vurdering-en er dog, at listens tre forhandlere - Mikkel Warming, Morten Kabell og Rikke Lauritzen - bliver ved forhandlingsbordet. Analysen er da også enkel: Enhedslisten har brug for at signalere ansvarlighed, og Frank Jensen har brug for at have dem med ombord i valgkampen! 

Internt i S mener man dog, at Enhedslisten har indbygget en uberegnelighedsfaktor, der gør, at man aldrig kan være helt sikker på noget. Flere har i øvrigt bemærket, at Enhedslisten har været yderst stille i medierne op til forhandlingerne. Rygtet siger, at partiet har valgt en anden taktik, end de plejer, hvor de går efter resultater fremfor omtale. Derfor forsøger de sig i stedet med en bilateral dialog med Frank Jensen. 

Internt i Enhedslisten griner man lidt ad, at deres gamle forhandlingstaktik i stedet er blevet overtaget af SF, som på det seneste har brugt millioner af kroner, som de slet ikke har, på markeringshistorier. I det hele taget er man i Enhedslisten stærkt forund-ret over, at SF virker til at have mere travlt med at føre valgkamp end med at passe deres to borgmesterposter. 

Nu vi er ved Enhedslisten, forventer de fleste også, at partiet i forhandlingerne særlig vil gå efter at få resultater indenfor teknik- og miljøområdet, da partiets spidskandidat, Morten Kabell, går benhårdt efter den borgmesterpost. :

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57