Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Køb og salg af fællesskabets naturressourcer

'(…) Dengang de var fiskere drak de ind imellem, dengang de var fiskere eksisterede Fiskerstuen ikke, men de går stadig i fiskertøj når de går hen for at drikke efter fyraften eller om eftermiddagen, de er ikke fiskere mere men arbejdere eller arbejdsløse altmuligmænd eller mænd uden muligheder, det hedder sig de drikker
i Fiskerstuen (…)'

 

Digtet, som jeg har tilladt mig at citere et uddrag fra, hedder 'I Fiskerstuen' og er skrevet af Knud Holst, den afdøde digter, der pludselig er blevet genopdaget, fordi hans datter, forfatteren Hanne-Vibeke Holst, har skrevet en tyk og anmelderrost bog om sin digterfars svære liv.

Det kommer fra digtsamlingen 'Udstedsdigte', der har stået i min bogreol, siden den udkom i 1976. Det er et smukt digt, der meget præcist fortæller historien om en side af udstedslivet. Og digtsamlingen giver en lysende klar afspejling af atmosfæren derude, hvor naturkræfterne regerer næsten uhindret og markedsmekanismerne nu ubønhørligt udrydder mere og mere af lokalbefolkningens eksistensgrundlag.

Knud Holst var født i Vendsyssel og boede dengang i Løkken, helt ude ved Vesterhavet. Jeg boede længere sydpå, i Thy – mere præcist i Vorupør, i mere end 100 år et af de talrige hjemsteder for kystfiskeri fra stranden.
Mens jeg boede der, lå der 11 aktive kuttere på stranden, og når det var fiskevejr, var der liv på stranden, ved ophalingsspillet og i kølehuset, hvor fisken blev sorteret og pakket, før den blev kørt til auktionen i Hanstholm. Her opnåede den førsteklasses og friskfangede fisk, fanget på stenrev med kroge og vod, altid dagens højeste priser.

Fellinisk kaos ved verdens ende
Jeg boede i en lille flække med en snes huse en kilometer sydpå, Sønder Vorupør – 'verdens ende' kaldte vi stedet. I nabohuset boede en sød, trivelig og enfoldig enke, der stadig havde to store sønner boende. Dertil en stor familie, venner og et par mandlige tilbedere, der ofte flokkedes i og omkring hendes lille hus. Det gav med jævne mellemrum scener med mylder og komisk kaos som i en Fellini-film.  
Den ene søn fiskede industrifisk med en trawler fra Hanstholm. Han var ofte ude i flere uger, men han tjente rigtig godt, og når han var i land, kunne han bare holde fri og daske rundt i sin Hanstholm-habit eller hygge sig på kroen. Den anden søn fiskede med en af kutterne fra stranden i Vorupør. De havde i gennemsnit omkring 100 fiskedage om året, men det gav ikke lediggang. Og han havde problemer med at få fiskelinerne klar med madding til næste gang, vejret bød på fiskevejr, for han havde ingen kone, der kunne hjælpe til.

I dag er der ikke længere aktive kuttere på stranden. Få ligger tilbage, én er en slags udstillingsskib, og én sejler lystfiskere til et af de gamle fiskesteder, 'Det gule Rev'. Jeg har ikke længere kontakt med min gamle nabokone og de to sønner. Men sandsynligheden for, at de begge er arbejdsløse eller i bedste fald er altmuligmænd et eller andet sted, er rigtig stor. Uddannelse havde de jo ikke noget af.

Vorupør er efterhånden blevet mere og mere tivoliseret med tusindvis af sommerhuse og hvad deraf følger. Jeg har mere end svært ved at forestille mig de to nabosønner som smilende og tysktalende servicemedarbejdere i den turistindustri, der nu er altdominerende.

Og skulle man forestille sig det utopiske scenarie, at kystfiskeriet i Vorupør steg op af graven, så ville det være ganske andre udfordringer, der ventede fiskerne. Flere og flere af de gamle, bæredygtige fiskepladser er ødelagt af de monsterstore fartøjer, der i dag driver den altovervejende del af fiskeriet. Og de ville skulle rejse absurd store summer for overhovedet at få lov at lægge linerne ud.

Kooperativt fiskerlaug kæmper
Eneste sted på den jyske vestkyst, hvor det gamle kystfiskeri lever, er Thorupstrand ved Jammerbugten, cirka 40 kilometer øst for Hanstholm. Her kæmper et lokalt kooperativt fiskerlaug for fiskeriets overlevelse på moderne vilkår og med en bæredygtighedsdagsorden. Men de er oppe mod mægtige kræfter, hvoraf den almindelige markedsdrivende grådighed er den stærkeste.
Det er tilsyneladende, hvad samfundet ønsker sig. Det er åbenbart en samfundsøkonomisk bedre forretning at lade flere og flere lokale gå arbejdsløse, mens større og større fartøjer hærger og ødelægger den sårbare havbund og fiskenes yngle- og levesteder med tonstunge, effektive fiskeredskaber.

I dag er der langt mellem de almindelige havgående fiskekuttere; småbådene er som erhverv væk. I stedet ser man få store trawlere. Sidst jeg var i Hanstholm, gik jeg en tur på den spøgelsesagtigt menneskeforladte havn. Ved en kaj lå et fiskefartøj på størrelse med en af de gamle Storebæltsfærger og var ved at losse fangsten. Men der var ikke noget myldrende liv, blot et par kæmpe lastvogne og ombord en enkelt mand, der betjente pumper, der gennem rør lossede fisken ned i lastbilerne, der snart efter kørte bort til destinationer langt fra Hanstholm.

I Thorupstrand siger man, at hver fisker holder fem mand i arbejde på land. Men deres bæredygtige projekt, der blandt andet skal forsyne københavnerne med frisk kvalitetsfisk via en kutter placeret i Nyhavn, er i svær modvind.

Fiskeriet fra Vorupør og andre af de gamle landingspladser langs den jyske vestkyst vil aldrig i moderne forstand kunne blive rentabelt. Men at lade et fiskeri, der både er bæredygtigt i den mest opdaterede forstand og leverer et unikt kvalitetsprodukt, ofre på markedsmekanismernes hellige alter virker rent ud forrykt. Andre europæiske lande gør sig umage for at bevare fødevareproduktion i de små enheder, der kan levere specialiteter af særlig kvalitet, som landene profilerer sig på – Frankrig, Italien, Spanien – fortsæt selv.

Grådigheden fejrer triumfer
Markedet er ligeglad med bæredygtighed, kvalitet og udvikling og beskæftigelse i udkanter. På markedet gælder kun afkast – profit. Markedstilbederne lægger ikke skjul på, at grådighed er en god og effektiv drivkraft. Og det, hævder de, fører til, at de sundeste kræfter vinder: Den fri og uhæmmede konkurrence sikrer, at kun det bedste overlever.   
Den beslutning kom på få år til at koste stort set alt fiskeri fra mindre både livet. De store kapitalinteresser rykkede hurtigt ind og begyndte at opkøbe de mindre, vanskeligt stillede fiskeres kvoter. Kutterne blev hugget op og erstattet af få kæmpeskibe.

Nu var det ikke længere et spørgsmål om at skaffe sig et udkomme og overleve, endsige om miljø eller bæredygtighed. Nu gjaldt det alene om at tjene stort og akkumulere kapital. På få år steg priserne på fiskekvoterne med 1000 procent, og de samledes på færre og færre hænder.

Island, der i perioder ikke kan få det liberalistisk nok, har også taget den tur. Al regulering blev ophævet, fiskekvoterne privatiseret – nu gjaldt alene kapitalens love for de 'individuelt omsættelige kvoter'. Efter få år sad en snes redere på de fleste islandske fiskekvoter, og seks af ti arbejdspladser i land forsvandt.
Den kunstigt oppumpede kapital kom til at spille en af hovedrollerne i spillet, der endte med Islands bankerot. Markedet havde fejret nye triumfer.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57