Af Rasmus Jønsson
 | 

Kaotisk SF-optakt

Der er fuld damp på årets spændende budgetforhandlinger, som i et valgår er ekstra vigtige, da politikerne kan bruge deres sejre ved forhandlingsbordet til at vinde vælgere i valgkampen. At dømme efter de indledende øvelser i BR-salen og i medierne, vil skoleområdet være genstand for en del sværdslag i forhandlingerne.

Folkeskolereformen skal implementeres, og det betyder bl.a., at den overordnede struktur for byens skoler skal ligge klar til august næste år. Derfor spås det, at kapacitetsspørgsmål kommer til at blive et centralt emne.

Men også lektiehjælp, gratis skolemad til fattige børn, lærernes arbejdstid og selve finansieringen vil blive hotte skoleemner i forhandlingerne.

Udvalg udvandrede

Men allerede op til forhandlingerne har der været drama – og det har SF stået for. Faktisk var stemningen så kaotisk, at SF´s forretningsudvalg udvandrede fra et møde med SF-gruppen. Det var det første møde, hvor SF-forretningsudvalget skulle have en gennemgang af gruppens budget-oplæg.

Årsagen til at forretningsudvalget skred var, at de mente, at de havde fået udkastet – fra den budget­ansvarlige Sisse Marie Welling – alt for sent til, at de kunne nå at sætte sig ind i indholdet. 

Man kan snildt forestille sig, at manglende inddragelse virker som en rød klud i hovedet på et forretningsudvalg, der primært består af SF’ere, lavet på den klassiske SF-fabrik. Det er bl.a. dem, der sad på forreste række med våde øjne, da Annette Wilhelmsen under formandsvalget talte sukkersødt om medlemsdemokrati. Denne konflikt skulle der efter sigende være lagt låg på nu.

Men SF har også kunne levere andre budgetopvarmnings-konflikter. Rygterne går på, at der er en del skærmydsler mellem de to SF-borgmestre Ayfer Baykal og Ninna Thomsen. Bl.a. skulle det handle om, hvilken overordnet tilgang SF skulle have til budgetforhandlingerne. Ayfer vil meget gerne prioritere anlægstingene i forhandlingerne – hvilket flugter godt med hendes post som teknik- og miljøborgmester. Ninna ville derimod hellere have fokus på velfærdsaspekterne, da det er ting, hun vil markedsføre sig på i valgkampen.

Det gamle skænderi, der omhandler Ninna Thomsens makkerskab med den Radikale Anna Mee om Nørrebro-udspillet skulle efter sigende også igen have skabt lidt dårlig karma. Ligeledes skulle Thomsen også være utilfreds med, at Ayfer Baykal pludselig var ude i medierne med et udspil om almennyttige boliger med Frank Jensen. Det udspil skulle Thomsen selv havde været medafsender af. Hvem der i sidste ende vinder disse interne kampe i SF, bliver vi klogere på, når budgetforliget er forhandlet færdigt.

På grund af valgåret forventer flere også, at den såkaldte Hassan-liste bliver lang i år. Det er en liste, der rummer en masse mindre projekter, som de forskellige politikere har med til bordet, men som man ikke helt ved, hvor skal posteres i det store budget. Hassan-listen bliver traditionen tro ordnet den sidste dag i forhandlingerne, hvor de forskellige gruppeformænd sætter sig sammen og fordeler de Hassan’er, som BR-medlemmerne har. Specielt toppolitikerne og dem der ligger lige under partilederniveau, kan gøre sig forhåbninger om at komme på Hassan-listen.

Med sine omkring 10 millioner kr. er Hassan-listen ikke nogen stor post i budgettet. Men listen kan have en stor lokal- og mediemæssig betydning for de enkelte politikere, for deres ønsker er tit lokalt forankrede eller indeholder ting, der styrker deres profiler på et bestemt område. 

Årets Hassan-liste ligger på nuværende tidspunkt ikke klar, men sidste års eksempler på Hassan’er er Rikke Lauritzen fra Enhedslisten Vesterbro, der fik penge til at udvide følgeordningen til også at omhandle tre klasser på en Vesterbro-skole. DF’s Finn Rudaizky fik midler til det Jødiske Museum, SF fik ressourcer til et mangfoldighedsplejehjem og Socialdemokraterne fik penge til noget valgfag på en erhvervs­uddannelse. Det spås også, at Hassan-listen vil blive ekstra lang, da der er mange bevillingsudløb i år. Og da politikerne helst ikke vil lukke projekter i et valgår, vil man forsøge at få dem med på Hassan-listen.

Afsked og rod i fakta

Ellers er der også bred enighed om, at Anne Vang fik en fin afskedsreception. Blandt andet skulle Frank Jensen have holdt en meget personlig tale. Han sagde blandt andet, at der ikke var tvivl om, at Anne Vang var ræverød, men at hun var rød på den smukke måde. Trods Jensens gode talegaver var der ikke trængsel for at komme til at sidde ved siden af ham til budgetmiddagen. Som den eneste var der ellers reserveret personligt til ham, men overborgmesteren måtte hive fat i nogle af sine ansatte for at få fyldt stolene ud omkring ham. 

Kemien imellem Frank Jensen og den Konservative Rasmus Jarlov skulle heller ikke være i top. Flere mener da også, at Jarlov er ved at blive så hurtig ved aftrækkeren, at det kan ramme hans troværdighed. Ved sidste BR-samling skulle Jarlov have haft rod i fakta, både da det handlede om byens offentlige forbrug, skattetryk og rådighedsbeløb til skattelettelser.

Socialdemokraterne og de øvrige modstandere skal nok sørge for at få spredt rygtet om Jarlovs mange forbiere. Og for en politiker, der forsøger at markedsføre sig som en, der har styr på økonomien, må man da også forlange, at der er styr på sådanne ting. Så mon ikke Jarlov skal tage et par timer i lektiecaféen. Derimod behøver han ikke at træne så meget på det retoriske, som ifølge flere, der debatterer med Jarlov, er blevet langt bedre. 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57