Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Kaos i gadelygtens skær

Da jeg kom ned på gaden mandag morgen, havde kommunen sat skilte op i den ene side af gaden. Nu var det forbudt at parkere dér – en strækning på 3-400 meter, så der manglede pludselig et halvt hundrede parkeringspladser.

Jeg boede dengang på Vesterbro i København - en af hovedstadens tættest befolkede bydele, hvor der var - og er - rift om hver en kvadratcentimeter asfalt. Kom man sent hjem fra arbejde, så kunne man sagtens risikere at skulle parkere rigtig langt fra boligen. Et sådant pludseligt parkeringsforbud skaber derfor lokal panik, og beboerne må imødese ugers, måneders trængsler med at komme af med bilen. Men kommunen skulle i gang med en tiltrængt opretning af fortovene, så der var ingen kære mor.

Skiltene var åbenbart sat op af et andet kommunalt kontor end det, der stod for opretning af fortove. Og kontakten mellem de to instanser var sparsom eller ikke-eksisterende.

De første tre uger skete der intet – vi så ikke skyggen af aktivitet. Der var kun P-skiltene, og så gælder jo den kommunale logik, at så får man en bøde, hvis man trodser forbuddet, og en P-vagt kommer forbi. Uanset hvad formålet med forbuddet er, eller der - som her - slet ikke er noget.

Da tre uger var gået, blev der anbragt et par maskiner og nogle bunker grus. Og så skete der ikke mere. Først fire uger efter skiltene var anbragt, dukkede nogle kommunale folk op og begynde at pirke lidt ved de skæve fliser. Jeg har glemt, hvor længe der gik, før arbejdet for alvor kom i gang. Men vi beboere havde ikke høje tanker om den kommunale planlægning.

Nu bor jeg ikke længere i København, men på min næsten daglige færden mellem Christiansborg og Hovedbanegården har jeg rigelig lejlighed til at mærke, hvor svær en kunst planlægning og koordinering mellem forskellige instanser stadig er. Sidste år gjaldt det nedgravning af nye fjernvarmerør, der i mere end et halvt år gjorde den stærkt befærdede Stormgade ved Nationalmuseet til et helvede, hvor biler og busser holdt stille i lange køer hver dag i myldretiden. Transporttiden mellem de to destinationer var ofte oppe på 20-30 minutter, og det er ganske nervepirrende, når man skal nå et tog.

I år er problemerne flyttet nærmere Hovedbanegården, hvor der nu har hersket trafikalt kaos i Tietgensgade ved Tivoli i mere end et halvt år. Her er trafikken også massiv og bevæger sig normalt som to rækker tætpakkede biler i begge retninger. Men i det tidlige forår kom de første spærringer op i Bernstorffsgade og de bredte sig hurtigt hen forbi Hovedbanegården og ned ad Tietgensgade.

De værste dage tager den cirka 400 meter lange strækning langs Tivoli og hen til Hovedbanegården 10 minutter. Der sidder man så ubevægeligt og kan se sit mål, mens tiden - og toget - går. De seneste måneder har der ikke været synlig aktivitet ved udgravninger og afspærringer. Nogen venter nok på, at nogen andre skal gøre et eller andet.

Det er svært at begribe, at koordinering og fælles planlægning er SÅ svær, at tusindvis af mennesker i halve og hele år skal have deres dagligdag saboteret af en broget buket af mennesketomme forhindringer, mens den ene instans venter på den anden, der venter på en tredje.

Det er ikke kun Københavns Kommune - selvom den alene på grund af sin størrelse er en suveræn mester i unødvendigt kaos. Min egen købstadskommune kan skam også. Som da den for eksempel indførte forbud mod at parkere ind over fortovskanterne, selv om mange af gaderne er for smalle til at trafikken så kan passere. Det kaos har nu stået på i mere end et år.

Det eksempel, der har mest komisk potentiale, udspillede sig sidste sommer. Kommunens teknik- og miljøudvalg havde af sparehensyn besluttet at slukke størstedel af gadebelysningen i sommermånederne. Det skulle give en million kroner. Slukket blev der da også, og de fleste af byens gader henlå ved midnatstid i buldrende mørke. Jeg syntes såmænd, det var rart med lidt mindre lysforurening.

Men efter få uger var der pludselig fuld gadebelysning igen, og i perioder brændte hver en gadelygte både nat og dag. Kommunen fyrede strøm af i noget der lignede et forsøg på at konkurrere med sommersolen - den smule vi så til den. Da det havde stået på et par uger, bad den lokale avis om en forklaring.

Og det fik den. Af en - må man formode - slukøret embedsmand. Den medarbejder, der havde forstand på belysningssystemet, var desværre taget på ferie. Og før han var tilbage, kunne man ikke rigtig gøre noget. Så gadelamperne brændte lystigt, og de frustrerede politikeres millionbesparelse forduftede i de lyse sommernætter.

Må det være mig tilladt at gøre opmærksom på, at backup-funktioner efterhånden er ret udbredt - og med god grund. Men måske er byens gadebelysning styret af et hjemmelavet, rigtig Storm P.-agtigt system, som kun manden, der gennem årene har konstrueret det, kan tumle. I så fald må man håbe, han ikke er tæt på pensionen. 

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57