Af Rasmus Jønsson
 | 

Kan du gætte, hvem jeg er?

Man skal blot krydse Københavns kommunegrænser for at registrere den forandring, der sker i måden, som borgerne omtaler deres politikere på. Ude omkring i landet taler man om 'vores' borgmester og 'vores' mand på Christiansborg, når byens politikere bliver omtalt, og som regel kender borgerne både historik og andre detaljer om de lokale politikere, ligesom de også på godt og ondt kan redegøre for deres politiske bedrifter.

I Hovedstaden er det sjældent, at man møder nogen, der omtaler Frank Jensen som 'vores' borgmester, og det sker i hvert fald slet ikke, hvis de ser Morten Kabell, Pia Allerslev eller andre af vores fagborgmestre. De skal blot være glade, hvis de møder borgere, der siger: 'Hvor er det, jeg har set dig før?'. Det siger sig selv, at det er meget lettere for en borgmester i for eksempel en provinsby at opbygge relationer og kendskab, når man ved at gå ned igennem gågaden lørdag formiddag og tage et smut forbi fodboldstadionet om eftermiddagen kan møde store dele af byens borgere.

Minus på kendskabs- og relationskontoen
Men det laver ikke om på, at de fleste politikere på Rådhuset lever en isoleret tilværelse bag de tykke mure. Kendthedsmålinger før valget viste et katastrofalt resultat, hvor for eksempel omkring to tredjedele af københavnerne slet ikke kendte flere af borgmestrene. Kun Frank Jensen, Pia Allerslev og Anna Mee Allerslev kan være tilfredse med deres kendthedsgrad.   

Man skal heller ikke bevæge sig længe rundt blandt virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre af kommunens interessenter, før man hører historier om, hvor umulige de københavnske politikere er, når det gælder om at indgå relationer om for eksempel projekter, sager og begivenheder. Ude omkring i landet er det meget lettere at få opbygget relationer til de lokale politikere, kan flere af interessenterne berette om.    

Kommunikationssvigt
Når det gælder borgerinddragelse, kommunikation og samarbejde med omverdenen, virker Rådhuset som en træt bryggerhest. Man gør da en indsats for at komme i medierne, der er også aktivitet på de sociale medier, og når valget nærmer sig, er man da også ude og møde vælgerne. Men ellers er der kommunikationsmæssigt ikke meget at råbe hurra over. Der er for eksempel ingen nytænkning i faserne omkring politikudviklingen eller høringsprocesserne. Der bliver heller ikke afprøvet nye kommunikationsmetoder til at komme i kontakt med borgerne imellem valgene, og de fleste pressehistorier er bygget op om den forudsigelige skabelon: Politikerne giver nogle penge til et nyt projekt og udtrykker deres glæde over, at det lykkedes - færdig prut!

Det flyder med systemhistorier blottet for følelser, og det hører til sjældenhederne, at de bliver pakket ind i en fed historie eller sat på ideologisk formel. Der kommer næsten heller aldrig noget godt mod-spin på de mange systemhistorier, hvilket betyder, at mediedagsordner næsten aldrig strækker sig over længere tid end de par timer, historierne ligger på netavisernes forside. Den politiske debat – der ellers også er en god måde at skabe kontakt til modtagerne på - er stort set også fraværende på Rådhuset, og hvis der endelig kommer en smule debat, er det som regel mere gennemskuelige drillerier end begavede politiske debatter.

Tomme pressepladser
Den politiske kommunikation på Rådhuset virker som en tidslomme fra 90’erne og er i høj grad medvirkende årsag til de store relationsproblemer, som politikerne har til omverdenen. Og det er egentlig underligt, for bag de tykke mure sidder der mange erfarne og dygtige politikere og en række politiske talenter. På gangene går der også et hav af medarbejdere med kommunikationsfaglig baggrund rundt, og alle borgmesterkontorerne har i de senere år gennemgået en kommunikationsmæssig oprustning. Så mulighederne for at tilføre den politiske kommunikation nye og spændende elementer burde være til stede.

De erfarne politikere brokker sig ofte over, at pressepladserne i BR-salen altid står gabende tomme, og journalisterne og deres medier får altid en ordentlig svada, fordi de ikke ligesom i de gode gamle dage gider rapportere fra det vigtige Rådhus. Men politikerne burde kigge indad og spørge sig selv, om man på Rådhuset gør nok for at virke interessante overfor offentligheden. Faktisk virker det næsten, som om journalisterne vrider og bukker nyhedskriterierne for meget bare for af pligt at dække Rådhuset.

De politikere, der først får nedbrudt barriererne, så Rådhuset ikke længere fremstår som en by i byen, men som en del af byen, vil få nogle gode politiske år. For selvfølgelig vil københavnerne ligesom alle andre borgere i landet tale og interagere med deres politikere!

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57