Politik fra rødderne

Af Knud Abildtrup
 | 
Redaktør, dknyt
Journalist og redaktør på dknyt. Tidligere ansættelser: Horsens Folkeblad, StrukturMagasinet. Arbejdsområder: Det danske offentlige univers – især det kommunale felt. Bor i Alken i Skanderborg Kommune. Webredaktør på alken.dk. 

Kan du fange grise, kan du blive borgmester

På Vanuatu bliver man for det meste høvding på grund af arvefølge – undtagelsesvis som den mand i stammen, der har fanget flest grise, hørte jeg netop i radioen. Og det lige nu, seks-syv uger før vi kender de 98 damer og mænd, der skal være politiske overhoveder i de 98 primærkommuner.

Landskendte, lokalt kendte og i den store offentlighed totalt ukendte grisefangere kommer i spil – for konstitueringer i lokalpolitik er et spil, hvor tilfældigheder også er en faktor. Tænk blot på DF, hvis valgstrateger råder de kommunale forhandlere til ikke at gå for tidligt i seng på valgnatten. Det var der nogle udmattede byrådsmedlemmer, der havde gjort ved KV09 efter en lang valgdag ved stemme- og optællingsborde – og så røg de chancer, da de afgørende nattemøder blev holdt.

Nye kometer med hurtig afsked

Der var steder, hvor en ny komet afløste en tung som i Fredericia, hvor Uffe Steiner Jensen (S) måtte aflevere nøglen til fremstormende Thomas Banke, der siden røg helt ud i mørket og har efterladt sin kommune som en af de åbne.

Den har dog stadig været god for en kioskbasker som den om Kent Hedemann Kristensen (LA), der ikke nøjedes med at køre groft uforsvarligt – 243 km/t – men også fortalte vidt og bredt om det – og nu vel holder på en rasteplads og sunder sig lidt – efter et tilbud fra LA-ledelsen, han ikke kunne afslå.

Ingen stor statsmandskunst

Nogle af de mere ukendte førstemænd og -damer har her i budgetfasen vist sig ikke at kunne fange flest grise – i hvert fald ikke i byrådssalen, hvor deres adfærd har givet anledning til flere himmelvendte blikke end tillidsfulde aftaler. Mere snoreklipning og profilering udadtil end gedigent politisk benarbejde indadtil, har kritikken lydt. Mens prøvede borgmestre som Gylling Haahr (V) i Varde og Niels Hörup (V) i Solrød har været i stand til at samle alle partier og lister bag et budgetforlig, var der nogle af de helt nye, der har vist mere middelmådighed end stor statsmandskunst  – og i stedet måtte lide den tort at se sig sat ud af spillet og budgetforlig indgået uden om sig. Det gjaldt Søren P. Rasmussen (V) i Lyngby-Taarbæk, Sonja Rasmusen (løsg.) i Kerteminde og Morten Andersen (V) på Nordfyn – alle politiske overraskelser ved KV09.

Alle tre steder med løftebrud og bondeanger over pinagtige forløb, der for nogle politikeres vedkommende har holdt sig i flere år – og risikerer at sætte sig spor langt ind i den kommende konstituering. Lars Møller (V) i Frederikshavn måtte også se budgettet vedtaget uden sin underskrift – og var i 2009 om ikke en overraskelse, så et resultat af, at to traditionelle partnere, S og SF, ikke var i stand til at danne flertal, selvom de havde det. Det siges nordenfjords at være anderledes denne gang.

Middelmådig svipser

Næppe nogen bookmaker vil gi’ meget igen, hvis Lars Krarup (V) i Herning eller Steen Christiansen (S) i Albertslund beholder deres poster. Men så er der jo alle de åbne, de små og de uforudsigelige kommuner. Og nu vi snakker om at fange grise: Underkend aldrig dem, du selv opfatter som middelmådigheder. Det måtte Vejle-politikeren Anja Daugaard (V) sande, da en ligefrem mail røg længere ud end planlagt med hendes udtrykte frygt for, at mange gode Vejle-kandidater endte langt nede på V-listen, så kommunen fremover ’skulle ledes af - undskyld jeg siger det - middelmådige bønder fra Give og omegn.’ Det blev hendes farvel til partiet, men i skrivende stund er der stadig nogle dage tilbage at stille op i, så intet er afgjort. 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57