Af Anders Frandsen
 | 
Politisk rådgiver
Public Affairs Director i Rud Pedersen Public Affairs. Har gennem hele karrieren arbejdet i krydsfeltet mellem politik og kommunikation blandt andet som særlig rådgiver for Klima- og Energiminister Connie Hedegaard og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, og i landets største virksomheder inden for tele- og finanssektoren. Er desuden ansat som ekstern lektor ved Københavns Universitet. 

Kampen om den store samfundsfortælling!

”På ét afgørende område vil det kommende folketings­ valg i hvert fald have stor betydning for. Nemlig for opfattelsen af, hvem der har ejerskab til den danske samfundsmodel.”

Under en flytning fandt jeg en udgave af Det Fri Aktuelt fra 1987. Her kunne man på forsiden få en fornemmelse af, hvad der optog danskerne for knap 30 år siden: Velfærdsreformerne – i form af kartoffelkuren – var for hårdhændede, det var for dyrt at se kabel-tv, der skulle være stærkere politisk kontrol med PET og FE, der var uenighed hos Socialdemokraterne på ligestillingsområdet, et EU-topmøde var ved at gå i hårdknude, og nogle mente, at Søren Krarup havde sagt noget racistisk. I det lys kan man jo godt overveje, om der nogensinde sker noget nyt i dansk politik.

På ét afgørende område vil det kommende folketingsvalg i hvert fald have stor betydning: Nemlig for opfattelsen af, hvem der har ejerskab til den danske samfundsmodel. Siden 1960’erne er årgang efter årgang af danske skoleelever blevet belært om, at Socialdemokraterne var chefarkitekten bag – og garant for – det danske velfærdssamfund.

De borgerlige kunne måske nok have regeringsmagten i en periode eller halvanden, men Socialdemokraterne og fagbevægelsen udgjorde de egentlige tandhjul i samfundsmotoren. Herfra udgik fortællingen om at ”gøre sin pligt – og kræve sin ret” og om, hvordan ”de bredeste skuldre, bar de tungeste byrder”. Ja, selveste Grundtvig, nationens kirke- og landsfader, blev med sin passus om, at vi har drevet det vidt, ”hvis få har for meget og færre for lidt”, støbt ind i det kongelige danske socialdemokratis ideologiske fundament.

En hel generation

Man kan imidlertid overveje, om ikke denne fortælling har overskredet sidste salgsdato. Faktum er, at hvis man får et regeringsskifte ved næste valg, så har Danmark udsigt til borgerligt styre i 24 af de sidste 36 år. For en hel generation af danskere, er det ikke længere naturgivent, at det er Socialdemokraterne, som sidder med nøglerne til indretningen af det danske samfund.

Hertil kommer, at indeværende regeringsperiode med alle sine løftebrud har skabt et billede af en regering, som primært har været forvalter af en borgerlig reformdagsorden uden en selvstændig venstreorienteret profil.

I samme åndedrag kan man dog snildt argumentere for, at den socialdemokratiske velfærdsmodel fortsat udgør de bærende vægge i landet med verdens højeste skattetryk og verdens største offentlige sektor. Og ligesom der er mange frustrerede vælgere på venstrefløjen, var der også mange borgerlige, som ikke var voldsomt imponerede af Fogh-regeringens aftryk på den økonomiske politik.

Det ændrer ikke ved, at Socialdemokraterne risikerer endegyldigt at miste deres centrale fortælling ved det kommende valg. Lars Løkkes melding om, at Helle Thorning-Schmidt kun havde nøglerne til Statsministeriet til låns, var således meget rammende. Blot få år tidligere ville det have været utænkeligt at høre dette fra en afgående borgerlig statsminister.

Slagside i embedsværket

Et væsentligt element i at have førsteret til regeringskontorerne er adgangen til at udpege de ledende embedsmænd. Og selvom man i Danmark ikke kan tale om, at der sker egent-lige politiske udnævnelser, så vil man over tid opleve, at slagside mod et bestemt grundsyn og tankesæt også har en afsmittende effekt ned gennem systemet.

Det er velbeskrevet, hvordan en gruppe venstreorienterede cand. polit.’er, som bestred ledende poster i centraladministrationen op gennem 50/60’erne spillede en afgørende rolle i udformningen af den socialdemokratiske samfundsmodel. Meget symptomatisk betegnede den radikale statsminister Hilmar
Baunsgaard dem som ”psykopatklubben”. De fleste af dem så det vist som en hæderstitel – men det var også, før der blev skrevet bøger om ”new public management”.

Det kræver sit, hvis man som minister skal gå i rette med embedssystemet. Christiansborg er for eksempel fuld af historier om, hvordan Nyrup og navnlig Lykketoft tog nogle gevaldige armlægninger med embedsværket, når de rette forudsætninger skulle indlejres i de samfundsøkonomiske beregninger.

Hvilken retning man som minister kan gå, er således også afhængigt af, hvilken prisme embedsværket ser verden igennem. Bjarne Corydons første møde som nytiltrådt finansminister med sin departementschef og den efterfølgende accept af, at regeringens økonomiske politik fremadrettet ville bygge på ”gængse regnemetoder”, har næppe været helt frigjort fra departementschefens egen opfattelse af, hvad dette indebar.

Hvis Socialdemokraterne taber næste valg, vil det cementere, at der ikke længere er ét parti, som har patent på at være forvalter af den danske samfundsmodel – snarere tværtimod. Hertil kommer, at de, der styrer landet, også udpeger embedsmændene – og det er her, samfundsmodellerne skabes.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57