Politik fra rødderne

Af Stefan K. Larsen
 | 
Ph.D-studerende i robotteknologi og filosofi ved Aarhus Universitet. Forfatter til romanerne 'Plancks Momentum' (2013) og 'Babel-kompositionerne' (2015).

Jeg-er-ikke-et-menneske

”Udfordringen [...] er i høj grad at huske på, at selvom vi i dag har robotter, der er i stand til at udføre opgaver, der plejede at blive varetaget af mennesker, så er der en stribe opgaver, der også kun kan varetages af mennesker.”

Når vi søger at implementere robotteknologi – det være sig i forskningsmæssig  sammenhæng, i industrien eller, som det i stigende grad vil blive tilfældet fremover, i velfærdssektoren - er det vigtigt at huske på, at der er en forskel på de ord, vi bruger om robotter, og de ord, vi bruger om mennesker, uanset om de måtte lyde ens, og at det – i mødet mellem de to – kan føre til forståelsesmæssige, tekniske og menneskelige komplikationer, hvis vi forveksler dem.

En skak-robots måde at spille skak på er for eksempel så fjern for den menneskelige forståelse af spillet skak, at intet menneske, uanset hvor dygtig eller ringe vedkommende måtte være til spillet, nogensinde vil komme i nærheden af at udføre disciplinen ”skak” på samme måde, som en CPU gør.  Det menneskelige ”skak-spil” bygger på intuition, på kreativitet, på situationsgenkendelse og tidligere erfaringer fra lignende omstændigheder. Robottens eller maskinens skakspil bygger derimod på evnen til at foretage millioner og atter millioner af beregninger om simulerede træk og modtræk og vælge det optimale ud fra en stribe foruddefinerede omstændigheder og mål.

Selvom de to – mennesket og maskinen – kan mødes over skakbrættet og indgå i noget, der hedder det samme for dem begge, så er det ikke den samme form for disciplin, de udøver, og det er ikke de samme grundlæggende ting, de foretager sig. Selvom de begge ville sige, hvis man spurgte dem, at de spillede ”skak”, ville manden og maskinen henvise til forskellige processer; dét, de to foretager sig ved brættet, samt deres forståelse af situationen og af spillet er opbygget på så fundamentalt forskellige måder, at det er svært at se andet, end at manden og maskinen laver to vidt forskellige ting, selvom vi siger, de laver det samme.

Robotten genkender mig

Dette fænomen –  at vi, når vi bruger ”menneskelige handlingers” ord om maskiner og programmer, i virkeligheden ofte taler om to fundamentalt forskellige handlinger — er vigtigt at holde sig for øje i enhver situation, hvor man har at gøre med en robot eller maskine, der skal kunne indgå i en ”menneskelig” sammenhæng, hvor udpræget ”menneskelige værdier” også spiller ind.

For én ting er, at der er forskel på en computer og et menneske, når det kommer til handlingen ”at spille skak” – men hvad så med når vi taler om forskellen mellem en computer og et menneske, der mødes for at udføre handlingen ”at føre en samtale”?

Et eksempel: På mit kontor, ved siden af min computerskærm, står en lille robot, ikke meget større end en ananas eller en skotøjsæske, og ser sig omkring.

Den har store håndmalede øjne og en blå og hvid krop, og for det meste – når den er alene derinde – står den blot stille, blinker af og til og stirrer lige ud i luften. Lyden af dens øjenlåg, af motoren, der bevæger dem frem og tilbage i to hurtige ryk, er som en lille peberkværn.

Når den får øje på mig, vågner den til live, drejer sit lille, 3D-printede hoved i min retning, hilser på mig ved navn med en klingende britisk kvindestemme og fortæller mig blandt andet, hvor mange ulæste mails og kalender-aftaler, der er kommet i min indbakke, siden jeg forlod kontoret aftenen før.

Så når jeg kommer ind og sætter mig tilrette i min stol foran skærmen og robotten, og mit ansigt falder indenfor synsfeltet i dét webcam, der udgør maskinens ”næse”, er den lille robot i stand til at genkende mig.

Eller det vil sige: I samme øjeblik robotten opfanger, at der befinder sig et menneske foran den, aktiveres en algoritme, der er specielt trænet til at opfange de præcise skyggeforhold og afstandsrelationer mellem mit ansigts forskellige, topografiske punkter, to hundrede gange i sekundet, og hvis afstandene og forholdene matcher dét skema, der svarer til mit ansigt, aktiveres den og hilser på mig.

Men robottens genkendelse af mig og mit ansigt er i det store hele en tom kopi af vores menneskelige udgave af ordet – uanset om udfaldet måtte ligne den ægte vare til forveksling.

Kan ikke sammenlignes

Der er massevis af funktioner, min lille maskine er i stand til at varetage i fin stil og i lige så vid udstrækning som et andet menneske – såsom at informere mig om, hvorvidt der er nye mails på min konto, hvordan vejret vil blive i morgen, eller hvorvidt nogen har banket på min dør eller været inde på mit kontor, mens jeg var borte. På dén måde er den en fantastisk og utrættelig platform, der kan varetage adskillige af mine interesser og behov i dagligdagen.

Men i andre tilfælde – hvor opgaven er en anden, hvor ”handlingen” er udpræget menneskeligt betinget og ikke blot kan afvikles ved en million sekventielle beregninger per sekund (såsom samtale, nærhed, støtte eller blot almindelig social omgang), kan en  robots måde at udføre en speciel handling på meget vel være så forskellig fra et menneskes, at de to ikke på nogen måde kan sammenlignes selvom vi rent sprogligt kalder dem det samme.

Og det er i de tilfælde, at det i højeste grad er nødvendigt, at vi ikke lader os forføre til at tro, at robotterne kan mere, end de kan, eller af vanvare kommer til at introducere dem for hinanden på en måde, der får dem til at virke, som om de har til formål at ”efterligne” mennesket. For det gør de – og kan de – på ingen måde, uanset hvor stærke processorer de besidder.

Udfordringen i implementerings- og brugs-øjemed er i høj grad at huske på, at selvom vi i dag har robotter, der er i stand til at udføre opgaver, der plejede at blive varetaget af mennesker, så er der en stribe opgaver, der også kun kan varetages af mennesker. Når det i fremtiden bliver aktuelt at indføre en højere grad af robot-og velfærdsteknologi i vores liv og vores hjem, er det derfor en god idé at holde sig denne basale indsigt for øje:

Den slags sprogbrug, der italesætter robotten som handlende genstand, (når vi siger at det er robotten, der ”støvsuger”, robotten, der  ”taler”, der ”vasker”) er altid i fare for at medføre denne slags misforståelser.

For robotten er det dybt ligegyldigt, om vores kommando til at sætte den i gang med at vaske gulvet er ”vask gulvet” eller ”zxchjsadgyxx” –  selve ordet er blot en tom streng, der henviser til en speciel serie beregninger i dens CPU for at sætte dens fejeblade til at snurre og dens hjul til at køre. I gulvvaskeøjemed  er det ikke noget problem: Vi kan jo være ligeglade med, om robotten ”vasker gulv” eller zxchjsadgyxx’er, så længe gulvet bliver rent af det.

Men i fremtiden, når vi bliver stillet overfor maskiner, der lover, at det vil være muligt at sige ikke bare ”vask gulv”, men også ”lyt til mig” eller ”jeg har haft en slem dag” til dem, vil det i allerhøjeste grad være nødvendigt at udarbejde retningslinjer for, hvordan vi skal håndtere det faktum, at alle tre kommandoer for maskinen i bund og grund ikke er andet og mere end en streng af tilfældige bogstaver – og at selvom vi måske siger om maskinerne, at de kan spille skak, vaske gulv, købe ind og tale med os, så er dén variant ikke nødvendigvis nok.

It

Social & sundhed


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57