Politik fra rødderne

Af Kjeld Koplev
 | 
Radiojournalist, forfatter, tidligere kulturredaktør og teaterchef. Han har jødisk baggrund, men meldte sig ud af Mosaisk Trossamfund som 18-årig.
israel 1psd|540081deb014c-wpcf_150x150<br />Illustration: Ib Kjeldsmark|<br />
israel 1psd|540081deb014c-wpcf_150x150
Illustration: Ib Kjeldsmark|

Israel, demokrati og antisemitisme

”Der er ikke udsigt til, at de højreradikale religiøse kræfter slipper deres tag i lovgivningen indenfor en rum tid. Og der er i øjeblikket slet ikke udsigt til, at palæstinenserne får deres egen stat, endsige at Israel rømmer de besatte områder og de 600.000-700.000 israelere flytter tilbage til moderlandet.”

Israel omtales altid i medierne som Mellemøstens eneste demokratiske stat. Og det er korrekt, at statens politikere vælges ved forholdsvis frie og hemmelige valg. Men det er også oplagt, at ikke alle borgere i staten Israel, og slet ikke i de besatte områder, har lige rettigheder og vilkår. For eksempel lever de mange palæstinenser i de besatte områder uden nogen egentlig lovgivning.

En israelsk produceret tv-dokumentar bragt på TV2 29. juli 2014, dokumenterede ganske klart og entydigt, at de mange palæstinensere på Vestbredden er undergivet en ret tilfældig og lemfældig retstilstand. Det er den israelske hær, der udsteder de forordninger, der gælder for den palæstinensiske befolkning. Og disse forordninger ændres ret ofte, alt efter den israelske hærs militære og ideologiske behov.

Det fremgik også klart af den israelske dokumentarudsendelse, at Israel for alt i verden ikke vil lade Israels love gælde for de 2,5 millioner palæstinenserne på den besatte Vestbred. Det ville nemlig medføre, at palæstinenserne skulle have samme legale rettigheder som de omkring 600.000 til 700.000 israelske statsborgere, der på ulovlig vis har slået sig ned på palæstinensisk jord.

De love og forordninger, der regulerer de besatte områder på Vestbredden, er selvfølgelig ikke anerkendt af nogen international konvention. Det er alene Israel, der bærer ansvaret for deres instrumentering. Den kendte amerikanske zionist Peter Beinart, tidligere chefredaktør af The New Republic, mener i øvrigt, at besættelsen og bosættelserne støt og roligt har undergravet de universelle principper – frihed, retfærdighed og fred for alle mennesker og befolkninger – som staten Israel blev grundlagt på i 1948.

Går man mere i dybden, vil fakta afsløre, at den israelske stat også på andre punkter diskriminerer sine palæstinensiske borgere. Det har fået en del vestlige kritikere som for eksempel Venstre-folketingsmanden Jakob Engel-Schmidt til den 2. april 2014 i Berlingske, at kalde Israel for en apartheidstat, en stat, der ikke behandler alle sine borgere ens. At tilstandene i Israel ikke følger vores traditionelle opfattelse af en demokratisk retspleje, oplevede verden ved begyndelsen på den seneste store Gaza-konflikt. Israels angreb på Gaza-striben startede med, at tre israelske drenge blev bortført og dræbt på Vestbredden, milevidt fra Gaza. Ingen tog ansvaret for bortførelserne eller mordene. Alligevel førte det til israelske angreb med fly, droner, raketter og tunge kampvogne rettet mod den palæstinensiske organisation Hamas – og ikke mindst civilbefolkningen i Gaza. I en normalt fungerende demokratisk retsstat ville myndighederne bede politiet efterforske bortførelserne og mordene, finde de skyldige og straffe dem. Men det gjorde Israel ikke.

I stedet valgte man at straffe – for tredje gang på kun seks år – hele den civile befolkning i Gaza, hvoraf næsten halvdelen er børn og unge. Det virker særlig hårdt, fordi Gazas beboere i bogstaveligste forstand er spærret inde på et stykke land, der ikke er meget større end Langeland. De knap 1,8 millioner palæstinensere i Gazastriben, der ikke er mere end 41 km lang og kun mellem 6 og 12 km bred, er i bogstaveligste forstand afsondret fra resten af verden.

Grænserne er på alle sider hermetisk lukket af det israelske militær. Det betyder, at indbyggerne ikke har nogen steder at flygte hen under bombardementerne. Mange har med rette kaldt Gaza for verdens største åbne fængsel. Den israelske handlemåde ligger meget langt fra den retstilstand, vi normalt finder acceptabel for en demokratisk stats ageren.

Rabbinatet ligner Vogternes Råd

Men ét er, at man diskriminerer den palæstinensiske befolkningsgruppe. Noget andet, der måske er lige så interessant set ud fra et demokratisynspunkt, er, at staten Israel også diskriminerer jødiske borgere – især de kvindelige. En stadig større del af den lovgivning, der omhandler for eksempel kvinder, børn og familie, fjernes i disse år fra den sekulære lovgivning og lægges ind under rabbinatet i Jerusalem.

Det er et resultat af premierminister Nathan Netanyahus samarbejde med de ekstremt højreorienterede og stærkt religiøst fundamentalistiske småpartier, der sikrer hans regering et flertal i Knesset. Overførelsen af familielovgivningen fra den sekulære sektor til den religiøse betyder en klar forringelse af kvindernes retsstilling. Rabbinatets dommere, der alle er rabbinere, dømmer ud fra det Gamle Testamente.

Faktisk er rabbinatet på mange måder en israelsk parallel til Vogternes Råd i det sharia-styrede Iran, et råd, der praktiserer en lovgivning baseret på Koranen. De israelske kvinders stilling er som de iranskes derfor meget svag. De kan ikke umiddelbart opnå skilsmisse. De kan ikke bestemme over børnene. Der er job indenfor det offentlige, de ikke kan bestride. De kan for eksempel ikke blive dommere på lige fod med deres mandlige medborgere. Flere og flere israelere forsøger i øvrigt at unddrage sig rabbinatets voksende religiøse indflydelse ved at tage turen over vandet til Cypern for at blive gift sekulært. Israel diskriminerer også de sorte/etiopiske jøder. Miriam Regev, parlamentsmedlem fra det regerende Likud-parti, har kaldt jøderne fra den del af Afrika for ”kræft i vores legeme.”

Desværre går retstilstandene i dagens Israel ikke mod bredere demokrati. Der er ikke udsigt til, at de højreradikale religiøse kræfter slipper deres tag i lovgivningen indenfor en rum tid. Og der er i øjeblikket slet ikke udsigt til, at palæstinenserne får deres egen stat, endsige at Israel rømmer de besatte områder og de 600.000-700.000 israelere flytter tilbage til moderlandet.

Man bør skelne mellem jøder og israelere

Derfor vil kritikken af Israel fortsætte. Og derfor vil debatten, om det er udtryk for antisemitisme at kritisere staten Israels voldelige fremfærd, også tage til. Jeg mener, at det er utroligt vigtigt, at man i den debat nøje skelner mellem israelere og jøder. Ved vedblivende at bruge ordet jøde om indbyggerne i Israel opnår man blot at skabe grobund for netop antisemitisme.

Det er også at gå det israelske højres ærinde at bruge ordet jøde i stedet for israeler. Den israelske regering og de højrenationale jødiske kredse vil hellere end gerne have ordet jøde med i alle omtaler af det, der sker i og omkring Israel – netop fordi ordet jøde vækker minder om Holocaust og dermed medfølelse og medlidenhed med Israel. Det er propagandamæssigt bekvemt.

Men staten Israel må nu efter næsten 70 år efter sin grundlæggelse kunne betragtes som en stat blandt andre stater. En stat, der kan kritiseres på lige fod med andre stater, uden at kritikerne skal beskyldes for jødeforfølgelse og antisemitisme.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57