Politik fra rødderne

Af Anders Hougaard
 | 
Lektor ph.d., Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet
Anders Hougaard alias Lektor Lyn er bevæbnet med akademikerens skarpe og kritiske pen og skriver fast i Kommunen om teknologi, medier og samfund.

”Integration” findes ikke

”Det, de siger, stritter lige fra Jerusalem til Mekka og er lige så selvmodsigende som en jødisk nazist med turban i en homoseksuel swingerklub.”

Shadman Salih er rundt på gulvet. Han er socialrådgiver og arbejder med “familier, som har flygtninge- og indvandrerbaggrund og sociale problemer”. Og dermed består hans daglige arbejde i at opfylde en målsætning, som er skrevet med fortyndet luft i en tom spand vand uden hank, bund og sider. Han arbejder nemlig med ”integration”. Jepper, here we go again. Salih stiller en række spørgsmål i en kronik i Information den 18. januar, som på glimrende vis belyser, hvor komplet umulig en størrelse vi har med at gøre. Som han påpeger, er integration en af den slags ting, som alle snakker med om, men som ingen aner hvad betyder. Men værre endnu, bør det tilføjes, så snakker de fleste og beklageligvis især de politikere, som beskæftiger sig med ”integration”, som om de ved præcis, hvad de snakker om, imens det, de siger stritter lige fra Jerusalem til Mekka og er lige så selvmodsigende som en jødisk nazist med turban i en homoseksuel swingerklub. Det fik man i overmål eksemplificeret, da DR2 Morgen den 19. januar fulgte op på Salihs kronik med et interview med kronikøren og en efterfølgende debat i studiet mellem DF's Marie Krarup og SF's Jacob Mark. Og selvom DF's medlemmer som bekendt ikke går så meget op i, om de forstår, hvad de snakker om, så skal der herfra ikke lyde nogen endegyldig dom over, hvem der var mest på Herrens mark.

  ”Det, de siger, stritter lige fra Jerusalem til Mekka og er lige så selvmodsigende som en jødisk nazist med turban i en homoseksuel swingerklub.”

Særlig iøjenfaldende var dog Krarups hjælpeløse fægten i øst og vest. Og netop Krarups håndtering af begrebet er symptomatisk for integrationsdebatten i det hele taget. Hun lægger en stil, påstande og et toneleje for dagen, som skal overbevise seerne om, at hun og DF i modsætning til den ”ævle-bævlende” venstrefløj ikke er usikre på, hvad de taler om. Og hun fortsætter så med fagter, betoninger og formuleringer, som skal ligne klar tale, men det, der kommer ud af munden på Krarup, sejler fra det ene verdenshjørne til det andet. Først hedder det, at integration handler om, hvilken pasfarve man har og hvad man selv føler, altså et fuldstændigt formelt (og nogle ville mene meningsløst) krav og et meget subjektivt krav. De stilles op som to korte punkter, som om vi havde at gøre med en klar og operationaliserbar liste. Men ikke bare kalder disse punkter på en uendelig række af nye spørgsmål; de modsiges i næste øjeblik, hvor det hedder, at man skal ”blive dansk” og at Danmark ikke skal være noget multikulturelt samfund. Og endelig sættes der trumf på, da Krarup pointerer, at man ikke behøver at overtage danske normer. Men at ”blive dansk” kalder vel på mere objektive kriterier end ”hvordan man føler sig”, og hvordan kan man ”blive dansk” uden at overtage danske normer? Ja, for ikke at tale om, hvordan man kan mene, at Danmark ikke skal være multikulturelt, men samtidig ikke mene, at de, der kommer hertil, skal overtage danske normer? Og søger man klarhed ved for eksempel at google ”Marie Krarup” og ”integration”, bliver det bare endnu værre. I et blogindlæg fra 13. juni 2015 skriver Krarup således: ”Som jeg forstår vores integrationsproblemer i Danmark, så har de INTET med hudfarve at gøre, men alt med kultur og religion at gøre.” Men der røg paskriteriet vel så? Og i et indlæg fra 21. august 2015 hedder det, at ”En indvandrer behøver ikke blive en nøjagtig kopi af os, der bor her i forvejen, men vi må kræve, han ønsker at være loyal overfor Danmark og det danske fællesskab.” Men loyalitet kan vel sagtens udvises, uden at man er ”dansk”, og selv om man fastholder en anden ”kultur” og en bestemt ”religion”, som er anderledes end den, de fleste danskere har droppet?

Den faktiske verden består

Dybest set kan man dog ikke klandre hverken Krarup eller andre politikere og det offentlige system i det hele taget for at vælte rundt i tågede diskussioner. For problemets kerne ligger langt udenfor ethvert offentligt embedes fatteevne og et helt andet sted, end nogen af dem har fantasi til at forestille sig. Integration findes nemlig slet ikke. Ja, De læste rigtigt: Integration findes ikke. Men dette er ikke en politisk pointe; det er en sproglig pointe. Det er en form for illusion, der ligger i selve sproget. Og det er en sprogligt indbygget illusion, som i særdeleshed politikere og andre myndighedsfolk hopper i med glæde og forlader sig på.

Vi kan kalde illusionen for sprogets påstand om en faktisk verden. Den faktiske verden behøver ikke være virkelighed; det kan også være forestillinger, fremtidsvisioner, drømme eller fantasier. Det, der er vigtigt, er, at den faktiske verden består af faktiske ting, hvad enten de er meget konkrete og specifikke eller mere abstrakte. Og det betyder jo, at det for alle ting i verden må være muligt at definere, diskutere og gøre noget ved dem. Ikke alt er lige så håndgribeligt som en legoklods, men i sidste ende og med lidt ekstra forklaring har det mere eller mindre samme fakticitet som legoklodsen. Denne illusion understøttes og medskabes af sproget. Sproget postulerer fakticitet, kan man sige. Det består af bestemte ord, som vi kan bøje i ental og flertal og bestemme med ”en” eller ”et” eller endelser som –et eller -en. Man kan for eksempel sige ”integrationen”, som om vi havde med en helt konkret, faktisk, utvetydig størrelse at gøre. Men det, at man kan udtrykke fakticitet, betyder ikke, at udtrykket peger på fakticitet ude i verden. Man kan jo også sige ”knuffoglyffen”, og selvom de fleste hurtigt ville gennemskue, at det er et vrøvleord, så står indtrykket af fakticitet tilbage. Den slags sproglig manipulation er altså uhyggelig svær at få øje på, fordi vi er så vant til den oplevelse og forståelse, at sproget selvfølgelig peger på bestemte ting i verden. Men lige så ofte gælder det, at sproget bare lader som om, det kun peger på faktiske ting.

Og politikere i særdeleshed udviser altså en særlig stålsat form for fakticitet. Sprogets forførende effekt passer med deres selvbillede som håndfast handlende. Politik rækker ud i verden og gør noget ved den. Derfor er politik baseret på fakticitet. Ganske ofte er fakticiteten noget abstrakt, men det, der snakkes om, har autoritative definitioner, som man kan slå op, hvorved dets status som noget faktisk etableres. Så man snakker om BNP, topskat, CO2-udslip, afgifter og en masse andre ting, der etableres som ting, hvor der ikke er noget at rafle om; det er noget, der findes, og vi kan gøre noget ved det.

Integration kan der også gives alle mulige definitioner af, men det ændrer ikke ved, at uanset hvor meget man kigger, så kan man hverken finde ”en integration”, ”integrationen” eller bare ”integration” ude i verden. Derimod findes der uendelig mange flygtninge/migranter/indvandrere i uendelig mange situationer, som hele tiden ændrer sig. Vi kan måske komme på nogle meget generelle ting, som disse situationer har til fælles, men de er så generelle, at de ikke kan bruges til ret meget, eller de er af en natur, hvor de ikke giver nogen mening. Ellers er der bare et utal af variationer i forhold til, hvornår en person af relevante omgivelser bliver betragtet som ”integreret”. Og det er ikke, fordi der er noget galt med verden. Det er sådan, verden er. Vi taler bare om den på en upassende vis. Det bedste, man således kan gøre for ”integrationen”, er at holde op med at tale om den og i stedet for forholde sig til de faktiske ting, der faktisk er ude i verden.

Integration


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57