Politik fra rødderne

Af Anders Kjærulff
 | 
Teknologikritiker, etisk hacker og journalist, aflyttet.dk
Businessman walking off edge<br />Polfoto.<br />
Businessman walking off edge
Polfoto.

I skærmens dybe stille ro: Du er digitaliseret og alene

“Er det civiliseret, at vi i digitaliseringens fejlslagne navn er nødt til at tilbringe mere og mere tid med ansigtet ind i en skærm på en smartphone, blot for at kunne fungere i verden med helt dagligdags ting som transport?”

2017. Godt nytår.

Det er et nyt år, helt frisk, som et sår eller et par nye sko, man allerede har fortrudt man købte, fordi de var billige og et halvt nummer for små, og fordi man ved, de kommer til at klemme.

Det er et år mere, der er gået. Du er et år ældre. Og som alle ved: Der er en masse ulemper ved at blive ældre. Kroppen hænger, man er mere træt, der begynder at optræde mennesker i fjernsynet, som man aldrig har hørt om, og som siger ting, man ikke forstår, og ens børn ser mærkeligt og skræmt på en, hvis man begynder at tale om moderne musik.

Men det er ikke det værste. Det værste er heller ikke, at man husker dårligere. Det er, at man husker, hvordan tingene engang var.

Jeg kan for eksempel huske havne.

Havne i Danmark.

Med skibe i.

Større coastere og små fiskerbåde og kæmpe tankskibe og sågar færger og robåde og husbåde og skydepramme og sejlbåde, motorbåde og sejlklubber.

Der var liv på havnene. Der blev arbejdet der. Det gør der ikke mere.

 “Er det civiliseret, at vi i digitaliseringens fejlslagne navn er nødt til at tilbringe mere og mere tid med ansigtet ind i en skærm på en smartphone, blot for at kunne fungere i verden med helt dagligdags ting som transport?”

Og om kort tid kan man i øvrigt ikke bo der længere. Medmindre man bor i en af de nye ejerlejligheder i glashusene. I København kunne man i sidste uge hos TV 2 Lorry læse en artikel om en desperat husbådejer. I 17 år har Sunn Lohse boet på husbåden Erna på Enghave Brygge; hun har betalt husleje og haft en kontrakt med kommunen, men snart bliver hun hjemløs. I den nye lokalplan er der nemlig ikke plads til husbåde. Der skal laves ejerlejligheder for ‘By og Havn’.

“Jeg synes ikke, at fordi de skal bygge luksuslejligheder over hele Sydhavnen, så skal jeg og andre ligesom mig jages vildt . Det er ikke, at alt det nye ikke skal være der, men der skal også være plads til livet og til de gode historier,” fortalte Sunn Lohse til TV 2 Lorry.

Sentimentalt og unyttigt at se sig tilbage

Men den nye historie er altid den bedste, og livet, ja, hvad er nu det for noget? Tag et kig på havnen i min hjemby Horsens. Tjek Aalborg, Aarhus og ikke mindst København, hvor vandsiden overtages af dyre ejerlejligheder helt ned til vandet. Det er trist, synes jeg, hvis farfar slæbte kul på havnen. Jeg ville gerne kunne gå der langs vandet, hvor han gik.

Men lad os ikke være sentimentale. Det er også et fremskridt. Havnedrift kan ikke længere betale sig, det er ikke er rationelt, og så flytter man det, der er tilbage, et andet sted hen: Således hedder havnen i Malmø nu ‘Copenhagen Malmö Port’.

Danmark får til gengæld krydstogtskibene, der nu ligger i rækker bag terrorsikringshegn.

Det er fremskridt!

Men jeg er begyndt at MISTRO fremskridtet og de Hans Castorp’er, der står bag. Ingeniør og skibsbygger Hans Castorp er hovedperson i Thomas Manns monumentale bog ‘Trolddomsbjerget’ fra 1924, hvor Hans er overbevist om, at der er en praktisk og logisk og ikke mindst matematisk forklaring og løsning på alt. Nutidens Hans Castorp’er siger EKSPONENTIEL VÆKST, MOORES LOV, DISRUPTION og SMART og INDUSTRI 4.0 hele tiden og i samme sætninger, og de arbejder utrætteligt på at digitalisere alt, så der kun er logik og målbarhed tilbage. For Hans Castorp  går verden kun fremad, og det er sentimentalt og unyttigt at se sig tilbage.

Med ansigtet ind i en skærm

Men hvis man som jeg er plaget af stadig at kunne huske, hvordan det engang var, er der alvorlig tvivl om, hvorvidt vi faktisk bevæger os fremad – rent civilisatorisk.

Lad os tage et eksempel: DSB. Da jeg var ung, diskuterede vi det også og brokkede os. Men de virkede, statsbanerne. Og de virkede godt. Man kunne købe mad i en tog-kiosk, og kontrollørerne var konduktører. En konduktør kontrollerer billetter, men han sælger dem også, og hver eneste rejsende mødte ham, og det gjorde mulighederne for snyd ekstremt små. Der var en pæn flok af dem, og deres tilstedeværelse holdt også ballade og hærværk på et absolut minimum - og det endda helt uden overvågningskameraer, som er det, de fremskridtstro hælder ind i verden for at erstatte virkelig tryghed – den, der har med andre, (over)vågende (med)mennesker at gøre.

Og så er der nødvendigheden: Var der ikke noget andet, vi kunne have gjort? Er den digitaliserede verden blevet bedre end den analoge? Er det mere civiliseret, at alle passagerer nu skal servicere sig selv med billetkøb på nettet eller via rejsekortet? Er det mere civiliseret, at vore rejser nu kan spores og gemmes i fem år hos DSB med navn og kreditkortnummer? Er det mere civiliseret, at det nu koster 125 kr. at komme ud af rejsekortets registre over mistænkte, et register, man kan komme i uden nærmere begrundelse end ‘mistanke om misbrug’? Er det civiliseret, at vi er nødt til at tilbringe mere og mere tid med ansigtet ind i en skærm på en smartphone for at kunne fungere i verden med helt dagligdags ting som transport? Og er det faktum, at vi møder færre og færre mennesker og flere og flere skærme i vores dagligdag, et fremskridt?

Ensomhed i selvbetjeningens navn

For vi bliver mere og mere alene.

Staten og kommunerne og mange af de store firmaer, der skulle betjene os, læner sig i stedet tilbage i app-land, lader os gøre det hele selv og betragter os i stedet for at betjene. Der automatiseres, overvåges, registreres. Der laves databaser og statistikker og BIG DATA, og der satses stort på at sælge hele butikken til nogen, der kan bruge det, til at gøre os mere selvbetjente, dem selv endnu mere effektive og os andre til små prikker i en black-box, vi ikke aner hvem kigger ind i. Men de kigger. De er på Facebook og Twitter og Instagram og har bunker af folk ansat til at styre ‘shitstorme.’ Og de taler om reach og branding og platforme og brugere.

Ingen tager telefoner mere (udover nogen studerende med en færdigskreven manual, der for guds skyld ikke må improviseres over.) Og mails skal pinedød gå gennem e-Boks og NETS NemID. Personligt møde mellem stat og borger ender med kun at være med politi eller sagsbehandlere.

Alt arbejdet, servicen, alle menneskene, vi kunne tale med; de, der står for den særlig danske dyd, at vi ‘finder ud af noget’, konduktørerne, sekretæren hos kommunen og hos overlægen, viceværten, dem fra receptionen, medarbejdere hos SKAT; de er eller er på vej til at blive skrabet ud af systemet af software, så vi - helt alene - kan betjene os via vore smartphones, og hvis noget går galt, ja, så er det vores egen skyld, hedder det. Vi har trykket på den forkerte knap. Og her er en bøde - udstedt automatisk, sendt til din e-Boks, hævet fra din nem-konto, eller trukket af din løn eller understøttelse, helt uberørt af menneskehænder.

En historie ingen gider høre på

Det, der skulle være et fremskridt, en lettelse og en glæde for alle mennesker, er godt på vej til at ende som noget, der til forveksling ligner STASI-Østtyskland, langt mere effektivt, men på sigt lige så uprofitabelt og umenneskeligt. Men det behøver ikke gå sådan. Vi kan bestemme os til noget andet. Vi kan ændre kurs. Hvis vi tør.

Og hvis vi ikke gør det, ja, så fikser de det hele. Selvfølgelig. Ingeniører og DJØF'erne i skøn forening med konsulentfirmaerne fra det store udland. De har styr på det, de har rapporter og data, og de får det til at GÅ OP, så det passer i regnearket. Vi kommer ikke til at mærke nogen ændring. Den første tid. Og snart vil der som for Hans Castorp  være gået syv år på bjerget.

For uanset hvad jeg siger og skriver her, er jeg allerede endt mentalt sammen med Sunn Lohse på husbåden med en historie, som ingen gider høre på, hjemløst sejlende min egen sø, mens Københavns Kommune og staten, i skikkelse af en jublende Jens Kramer Mikkelsen og By og Havn, forsøger at skovle penge ind på at sælge mig og det hele, og fremskridtet. Ja, det kommer bare brusende gennem sejlrenden og forbi beboerne i glasmontrerne langs vandet. For her sidder de, vi, udstillede og helst alene, mens vi gemmer os i spejlet i vores telefoner og betjener os selv, høfligt, afmålt, gennem den her forbavsende velsmurte og samtidig utroligt - som en trompet til et udstødningsrør - støjende automat af et samfund. Hvor små bølger skvulper og hvisker langs kajen, uhørte.

Godt nytår. Fremad! Lad os gå tilbage. Sammen.

It


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57