Politik fra rødderne

Af Jens Christian Grøndahl
 | 
Forfatter. Modtog i 1995 Herman Bangs Mindelegat og i 1998 De Gyldne Laurbær.
Jens-Christian-Grøndahl-2|55268a84c786c-wpcf_150x150|5523d52b6bbce-wpcf_150x150<br />Illustration: Ib KjeLdsmark||<br />
Jens-Christian-Grøndahl-2|55268a84c786c-wpcf_150x150|5523d52b6bbce-wpcf_150x150
Illustration: Ib KjeLdsmark||

Foto: ||

Hvordan lærer man af fejlene, hvis man benægter dem?

”Efter massakrerne i Paris vidste alle, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi blev ramt, og alligevel var beredskabet så dårligt og responsen så mangelfuld, da angrebet først var en realitet, at det kom til at koste to mennesker livet. Det var, som om man på forhånd nærmest var paralyseret af tillid: Sådan noget sker ikke hos os.”

Ifølge en international meningsmåling er danskerne verdens lykkeligste folk, i hvert fald hvis de selv skal sige det. Det er blevet refereret i medierne med en undertone af forundring. Hvorfor lige os? Nu kan man jo godt føle sig lykkelig uden nogen særlig grund, ligesom man kan forveksle følelsen af lykke med følelsen af blot at være tilfreds. Er vi danskere da mere tilfredse end andre? Vi er ellers gode til at brokke os, men det skal man vist ikke tage så tungt.

Jeg er somme tider blevet spurgt af udenlandske journalister, hvorfor danskerne er så lykkelige. For sjov har jeg svaret, at det i Danmark er en borgerpligt at være lykkelig, og at det både skyldes vores lutheranske sindelag og vores høje skattetryk. Når det nu er så dyrt at være dansker, må man for skams skyld også stå inde for det. Gået på klingen svarer jeg som mange andre, at det handler om tillid. I modsætning til for eksempel italienerne har danskerne i det store hele tillid til samfundets institutioner. Tillid til, at omfanget af korruption og magtmisbrug er minimalt. Tillid til, at systemet behandler alle efter de samme kriterier og retningslinjer.

 ”Efter massakrerne i Paris vidste alle, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi blev ramt, og alligevel var beredskabet så dårligt og responsen så mangelfuld, da angrebet først var en realitet, at det kom til at koste to mennesker livet. Det var, som om man på forhånd nærmest var paralyseret af tillid: Sådan noget sker ikke hos os.”

Allermest lykkelige er de danske embeds- og tjenestemænd, men det skyldes ikke kun, at de generelt nyder de andre danskeres tillid. Tilliden er gensidig og består for de offentligt ansattes vedkommende i, at de kan føle sig næsten 100 procent sikre på aldrig at blive gjort personligt ansvarlige, medmindre de begår noget kriminelt. Det var en sjælden undtagelse, da Sundhedsstyrelsens direktør for nylig blev fyret på grund af skandalen om den psykisk syge psykiater, der i årevis havde fået lov at praktisere og medicinere med flere dødsfald til følge.

Normalt slipper højtplacerede embedsmænd med en påtale, hvis de har gjort sig skyld i grove fejl eller forsømmelser. I værste fald bliver de forflyttet, og karrieren sættes i stå – eller de får et spark opad til en højere post, hvor systemet i sin visdom finder, de gør mindre skade. Her i landet er det ministeren, der tager skraldet, når embedsværket svigter. Det har blandt andre en række justitsministre erfaret, senest den ellers så populære Mette Frederiksen. Hvis regeringen må gå af efter det kommende valg, vil nederlaget overskygge, hvad der lige nu springer i øjnene som et grelt eksempel på den ansvarsforflygtigelse, der i Danmark er lykkens pris. Er det forestående vagtskifte i virkeligheden hendes bedste chance for at genvinde sin troværdighed?

Paralyseret af tillid

Enhver selvstændigt tænkende dansker kunne se, at Københavns Politi og PET begik endog meget alvorlige forsømmelser og fejl i forbindelse med attentaterne i København mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade. Efter massakrerne i Paris vidste alle, at det kun var et spørgsmål om tid, før vi blev ramt, og alligevel var beredskabet så dårligt og responsen så mangelfuld, da angrebet først var en realitet, at det kom til at koste to mennesker livet. Det var, som om man på forhånd nærmest var paralyseret af tillid: Sådan noget sker ikke hos os. Det var, som om en inkarneret, uoverkommelig træghed forhindrede politiet i at efterkomme Det Mosaiske Troessamfunds gentagne og stadig mere desperate anmodninger om forstærket overvågning. Var det nu ikke at male Fanden på væggen?

Nej, desværre, men alligevel lykkedes det på mindre end et døgn at etablere en fortælling, der forvandlede politiets svigt til noget, der kom til at ligne heltemod. Det kunne jo være gået meget værre, hed det. Igen og igen blev politifolkene rost og takket, mens ansvaret for, at de kom til kort, blev sparket til hjørne af en defensiv og tillukket minister. Mod sædvane var hun pludselig alt andet end klar i mælet og bøjede sig kun modstræbende for kravet om en hurtig undersøgelse af forløbet. Som om det skulle være så svært at finde ud af, at både Krudttønden og synagogen burde have været under massiv beskyttelse, belært af Paris.

Det ville være meget udansk at kræve politichefens hoved på et fad, selvom han og de implicerede ledere under ham med fatale følger har bevist, at de er uegnede til at sikre borgerne den størst mulige sikkerhed overfor terrortrusler. Ganske vist kan man ikke sikre sig fuldstændig mod terror, men der er et spænd mellem utopi og virkelighed: Sikkerheden omkring Krudttønden og synagogen var ikke den størst mulige, og den tog ikke relevant bestik af trusselsbilledet.

Uansvarlig ubeslutsomhed

Det vil være helt i tråd med dansk tradition, hvis ansvaret aldrig bliver placeret. Pragmatikere vil mene, at det heller ikke gør noget, så længe politiet lærer af sine fejl og sørger for at være bedre forberedt næste gang. Men hvordan lærer man af fejlene, hvis det ikke må hedde sig, at der blev begået fejl? Til det formål har vi danskere i vores konfliktskyhed udviklet en særlig jargon, der med sine eufemismer og blødgørende omskrivninger i samme åndedrag slører ansvaret og kompenserer for fejlene. Det gælder selvfølgelig også om at se fremad, men tilbage står spørgsmålet, om ansvarsforflygtigelsen ikke risikerer at undergrave borgernes ellers så udbredte tillid til systemet.

Gør jeg mig unødige bekymringer? Måske har vi danskere bare et medfødt behov for at være tillidsfulde, hvad enten vi har grund til det eller ej. Er tillid ikke også bedre end frygt, når det gælder om at forebygge fejl? Kan man ikke blive så bange for sit job, at man kommer til at ryste på hånden? Før man svarer, synes jeg, man skal overveje, hvad jeg ser som en utilsigtet, ubevidst kynisme bag danskernes lykkelige tillid til, at ingen vil blive hængt ud.

Som det er i dag, skal der jo ”lig på bordet”, som det så malende hedder, før nogen vågner op af sædvanens døs og erkender, at man har et problem. Vi så det i tilfældet med den sindslidende psykiater. Vi så det foran Krudttønden og synagogen. Måske kunne liv have været reddet, hvis det indgik i beslutningstagernes selvbevidsthed, at de kunne blive draget til ansvar ikke blot for deres beslutninger, men også for deres ubeslutsomhed.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57