Politik fra rødderne

Af Steen Schønemann
 | 
Direktør
Direktør i Center for Regional- og TurismeforskningNationalitet: DanskFødselsår: 1965Profession (grad): Cand.polit. (Københavns Universitet, 1991)Ansat i firmaet: 2009

Hvem skal gøre arbejdet fremover?

De årgange, der træder ind på arbejdsmarkedet i dag, har ikke nemt ved at finde at arbejde. Der er, set med arbejdsgiverøjne, et overskud af arbejdskraft i øjeblikket. Det vil om ganske få år ikke være situationen i mange danske kommuner. I fremtiden vil arbejdsgiverne i landets yderkommuner komme til at kæmpe om veluddannet arbejdskraft. En kamp, der kommer til at handle om, hvor attraktive og forudseende arbejdsgivere og kommuner kan være.

Problemet er dels demografisk, dels er der tale om et kompetenceproblem. De store årgange er på vej til at stemple ud af arbejdsmarkedet, og der er ganske enkelt ikke hænder nok til at tage over. Men hvad værre er, kommer der til at mangle unge med en uddannelse bag sig.

Tag for eksempel Bornholm: Frem mod 2016 forventes det, at der forsvinder ca. 2.700 fuldtidsjob fra øen. I samme tidsrum forventes det, at arbejdsstyrken vil blive reduceret med ca. 4.500 personer. Det betyder med andre ord, at der vil opstå mangel på arbejdskraft, svarende til mellem 1.100 og 1.500 personer i arbejdsstyrken i 2016. Det bornholmske erhvervsliv kommer til at mangle kompetente medarbejdere inden for et bredt spektrum af uddannelser og brancher. Det viser en fremskrivning af arbejdskraftbalancer, som Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) har udført for Kompetenceforum Bornholm. Der skal med andre ord handles nu: En ubalance i 2016 kræver ændret optag på erhvervsskolerne allerede i 2012.

Situationen er den samme i mange andre kommuner uden for de største urbane vækstområder. I øjeblikket analyserer CRT det fremtidige arbejdsmarked og perspektiverne for kommunal rekruttering i 14 kommuner i Region Sjælland. Uden at foregribe resultaterne er der næppe tvivl om, at det kommer til at kræve is i maven at lægge fremtidens uddannelsespolitik. Udfordringen kan forenklet sagt rummes i ét væsentligt spørgsmål: Hvem skal gøre arbejdet fremover?


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57