Af Lars Trier Mogensen
 | 
Radiovært og kommentator
Lars Trier Mogensen er vært på debatprogrammet ’Det Røde Felt’ på Radio24syv. Han kommenterer også politik på dagbladet Information.

Højreradikale tager livet af regeringen

”De Radikales særegne kombination af arrogant kompromisløshed og karakterløst vægelsind har tidligere kostet dyrt for regeringspartnere, og nu tegner mønsteret med stor sandsynlighed til at gentage sig ved folketingsvalget her i 2015”

Vælgere er også en slags mennesker. Og derfor styrtdykker Det Radikale Venstre i meningsmålingerne. De senere års hidsige reformer begynder at kunne mærkes i hverdagen, og kernevælgerne er ikke begejstrede. Hver tredje B-vælger har vendt partiet ryggen, og den manglende evne til at trække nye vælgere henover midten kan give dødsstødet til SR-regeringen på valgdagen.

Den omfattende image-kampagne med sloganet ’Det handler om mennesker, ikke vælgere’ virker også kun til at have gjort ondt værre. De Radikale synes at have mistet den sociale balancesans, som ellers traditionen tro har gjort det lille socialliberale parti til kongemager i dansk politik. Interne kritikere mener ligefrem, at de radikale har solgt ud af både de sociale og de liberale principper: Fordelingspolitikken er blevet lige så asocial og overklasse-agtig, som værdipolitikken er blevet stadig mere nationalkonservativ – mest opsigtsvækkende med de seneste stramninger af asylreglerne for krigsbørn fra Syrien.

 ”De Radikales særegne kombination af arrogant kompromisløshed og karakterløst vægelsind har tidligere kostet dyrt for regeringspartnere, og nu tegner mønsteret med stor sandsynlighed til at gentage sig ved folketingsvalget her i 2015”

De Radikales særegne kombination af arrogant kompromisløshed og karakterløst vægelsind har tidligere kostet dyrt for regeringspartnere, og nu tegner mønsteret med stor sandsynlighed til at gentage sig ved folketingsvalget her i 2015. Mens Socialdemokraterne og SF er ved at kravle tilbage til vælgertilslutningen fra sidste valg og Enhedslisten ligger klart over, står Det Radikale Venstre til at miste præcis de tre procentpoint, som udgør afstanden mellem rød og blå blok.

Brandudsalg af værdier

Den radikale nedtur er sket over to epoker: Kompromisløsheden overfor Socialdemokraterne og SF ved de berygtede forhandlinger i det sorte tårn på Amager lagde i efteråret 2011 selve grunden til den debat om løftebrud, som har martret Socialdemokraterne lige siden. Og senest har vægelsindet over at turde udleve de mærkesager, som rent faktisk blev skrevet ind i regeringsgrundlaget såsom højere ulandsbistand, humanitære asylregler og øremærket barsel, været den udslaggivende faktor bag faneflugten.

Den ærefrygtige respekt, som den nu afgåede partiformand Margrethe Vestager nød i regeringens første leveår, er forsvundet. Totalt. Kollapset i tiden efter Morten Østergaards overtagelse af formandsposten har imidlertid også sin egen logik: De sociale konsekvenser af blandt andet kortere dagpengeperiode og nedskæringer i den kommunale velfærd begynder at kunne mærkes for alvor og accepteres tydeligvis ikke længere med samme besindighed i baglandet. Nok er nok.

Den tidligere landsformand, sognepræst Asger Baunsbak-Jensen, taler ligefrem om, at partiet er degenereret til at være en del af den ”nye McKinsey-elite”, altså et konsulentvæsen, hvis eneste ømhed og blink i øjnene er dollartegn.

Mens præstedatteren Margrethe Vestager trods alt formåede at holde liv i forbindelseslinjerne tilbage til husmandspartiets fortid som en del af høj- og friskolebevægelsen, formår Morten Østergaard ikke at udstråle denne jævnt dannede form for indignation.

Udbryderne i Liberal Alliance, de tidligere radikale folketingsmedlemmer Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll, ville næppe have behøvet at skifte parti, hvis Morten Østergaard havde været formand dengang.

Uheldigt formandsskifte

Den seneste reklamekampagne, hvor Øster-gaard træder frem som en junk-fixende bankspekulant fra Wall Street, har tilmed bestyrket billedet af et parti, som ikke fornemmer og forstår, at mange borgere i dag fravælger for eksempel økologiske produkter ganske enkelt, fordi de ikke – længere – har råd.

Vælgerflugten fra De Radikale tegner derfor til at blive den mest massive ved det forestående valg. Selv De Konservative og SF står til at slippe bedre gennem en ellers turbulent valgperiode. Efter formands-, men knap nok generationsskiftet fra den 46-årige Margrethe Vestager til den 38-årige Morten Østergaard er Det Radikale Venstre hastigt på vej tilbage mod det nulpunkt, hvor partiet stod, da forgængeren Marianne Jelved fratrådte som formand i 2007.

Den nyudnævnte økonomi- og indenrigsminister har overtaget et regeringsparti på magtens absolutte tinde. Aldrig før i danmarkshistorien har der hersket et så symbiotisk forhold mellem den radikale partiledelse og top-embedsmændene på Slotsholmen. Magten kunne ikke maksimeres yderligere. Nu svinger pendulet – igen.

De Radikales først arrogante og siden hen principløse opførsel har været til stor skade for regeringssamarbejdet. Størstedelen af statsminister Helle Thorning-Schmidts værste møgsager kan føres direkte tilbage til forhandlingerne i det sorte tårn. Og nu hvor det viser sig, at De Radikale ikke engang har formået at kapre borgerlige stemmer, ja, så fremstår rænkespillene kun så meget desto mere destruktive.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57