Af Chris Bjerknæs
 | 
Landsformand, Dansk Folkepartis Ungdom

”Hjulene på bussen kører rundt, rundt, rundt …” – men for sjældent!

"Derfor skal vi opprioritere og styrke yderområderne med for eksempel kollektiv trafik. Det er et valg at prioritere udkanten, og det skal vi gøre; ellers har vi ikke længere folk, der bor på landet, og det ville godt nok være synd.”

Jeg er vokset op på landet i Hornsherred, det smukkeste sted i hele verden, med en masse ro, en smuk natur og folk, der kommer hinanden ved. Sådan er det oftest, når man kommer lidt væk fra storbyerne, så bugter det sig i bakke, dal, og bøgen spejler sin top i bølgen blå, som vi synger i nationalsangen. ’Sådan burde alle bo’ tænker jeg tit, men det kan de desværre ikke. Nogle er simpelthen mere til storbyen, og for andre kan landlivet simpelthen ikke lade sig gøre.

Hvorfor? tænker du. Fordi man i højere og højere grad centraliserer og nedprioriterer landsbysamfundene. Man lukker små lokale skoler, man nedlægger buslinjer, og selv den lokale købmand er mere og mere en skygge af sig selv.

 "Derfor skal vi opprioritere og styrke yderområderne med for eksempel kollektiv trafik. Det er et valg at prioritere udkanten, og det skal vi gøre; ellers har vi ikke længere folk, der bor på landet, og det ville godt nok være synd.”

 Da jeg var barn og teenager, kunne jeg komme med bussen til Frederikssund for 5,50 kroner. Det var til at have med at gøre, så den tur tog jeg flittigt i weekenderne sammen med mine venner - det var vi mange, der gjorde. Det var let, og det var hyggeligt, og vi kunne komme derover på ingen tid og hjem igen, når vi ville. Sådan er det ikke mere! Priserne er steget, og dér, hvor jeg tog bussen fra dengang, kører den nu kun 7 gange i døgnet. 7 gange – ja, og turen derover? Den tager dobbelt så lang tid.

Frederikssund er ikke det eneste sted, det er sådan. Langt de fleste kommuner i yderkanterne nedprioriterer den kollektive trafik til stor skade for både unge og gamle, som i endnu højere grad er afhængige af andre transportmidler såsom cyklen og knallerten. Hvis man ikke har hverken kørekort eller bil, cykel eller knallert, jamen, så er der to muligheder: Gå, eller flyt – så simpelt er det. For når der er mange kilometer til nærmeste indkøbsmulighed, endnu længere til det nærmeste lægehus og virkelig langt, når man skal med en bus, der kører 7 omveje og går alt for sjældent, er der ikke meget at stille op.

Argumentet lyder ofte, at der er færre, der kører med busserne, og det bliver oftest fulgt op af tunge statistikker udformet af konsulentfirmaer fra storbyerne. Det er svært at argumentere imod, for yderkommunerne bliver affolket, og vi er vidne til en udbredt urbanisering og centralisering. Men så må folk køre i mindre busser, man må styrke flextrafikken, eller hvad søren man nu kan finde på – bare det ikke gør mulighederne ringere for udkanten – for så knækker den midt over, og så får vi endnu flere mennesketomme spøgelsesbyer med usælgelige huse.

Selvom Hornsherred ikke er så slemt ramt som andre steder i Danmark, ser vi alligevel udviklingen, og det er skræmmende at se ens barndomsby blive afviklet på den måde.

Hvad gør vi ved det? For at vende udviklingen skal vi gøre det attraktivt igen at bo i yderkommunerne. Derfor skal vi opprioritere og styrke yderområderne med for eksempel kollektiv trafik. Det er et valg at prioritere udkanten, og det skal vi gøre; ellers har vi ikke længere folk, der bor på landet, og det ville godt nok være synd.

Det skal I gøre kommunalt, og det skal gøres med flere midler fra staten. Vil nogle af busserne køre tomme? Sikkert - i starten, men hellere dét, inden bussen og samfundene i udkanten slet ikke længere kan køre rundt, rundt, rundt ..! :

 

Land & by

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57