Af Nanna Bonde
 | 
Formand, SFU

Helt ærligt, Anders!

"SU’en er en investering. Det er penge, som foræres til studerende, men på sigt kommer de så også igen til samfundet. Og de kommer ikke bare igen – de kommer rigtigt, rigtigt mange gange igen.”

Anders Samuelsen proklamerede ved pressemødet til præsentation af den nye regering, at Danmark skal være en vindernation. Alligevel fremgår det meget klart af det nye regeringsgrundlag, at Danmarks fremtid, min generation, skal presses endnu hårdere.

Venstreregeringen lagde op til store nedskæringer på SU’en i sin 2025-plan. Planen er imidlertid skrottet, men også den nye regering lægger op til at slagte SU’en. Faktisk frygter jeg, at nedskæringerne bliver endnu hårdere med VLAK-regeringen, end Venstre havde lagt op til.

[wpv-post-body view_template="faktaboks"]

Nedskæringerne på SU’en er ekstremt misforståede, hvis vi samtidig skal skabe en vindernation som den, Anders Samuelsen taler om. SU’en er nemlig en fremtidsinvestering.

I Danmark har vi et fantastisk system, som sikrer, at vi unge kan fokusere al energi på vores uddannelser, fordi vi i den tid, vi studerer, får tilskud fra staten til at betale vores udgifter. I stedet for at bruge mange timer på at lange bøffer over disken på McDonald's eller bippe varer i Netto kan vi sidde begravet i studiebøgerne, følge undervisningen og blive klogere. SU’en er altså en investering - ikke bare i unge studerende, men i alle os, der skal forme fremtidens Danmark.

Djøf lavede i 2013 en undersøgelse, som viser, at for studerende på en mellemlang videregående uddannelse udgør boligudgiften i gennemsnit 96 procent af deres SU. For bachelorerne er det i gennemsnit 79 procent af SU, der ryger til bolig, og kandidaterne kan ikke engang dække deres boligudgifter med SU’en alene. Det burde for alvor mane alle myter om, at SU’en skulle gå til caffe latte på dyre københavnske cafeer til jorden. Men hvis ikke det skulle være nok, så har Danske Studerendes Fællesråd lavet en undersøgelse, som viser, at én ud af fire har undladt at købe bøger eller andre nødvendige materialer i forbindelse med deres uddannelse, fordi de simpelthen ikke har haft råd.

Det er altså i forvejen ikke en luksustilværelse at leve på SU, men det vil være at gå den helt gale vej, hvis studerende i fremtiden skal arbejde mere ved siden af studierne for at få hverdagen til at hænge sammen.

Af og til giver debatten indtryk af, at SU’en bare forsvinder ned i et stort sort hul. At det er penge, som vi aldrig kommer til at se noget til igen. Det er bare ikke sådan, virkeligheden hænger sammen. SU’en er en investering. Det er penge, som foræres til studerende, men på sigt kommer de så også igen til samfundet. Og de kommer ikke bare igen – de kommer rigtig, rigtig mange gange igen. Når studerende først er færdiguddannede og kommer ud på arbejdsmarkedet, bliver alle SU-pengene nemlig tilbagebetalt gennem skatterne.

Jeg oplever, at min generation rigtig gerne vil bidrage til fremtidens samfund. Samtidig oplever jeg bare modstand mod at investere i ungdommen – investere i fremtiden, om man vil. Giv os muligheden for at fordybe os i en kvalitetsuddannelse – så lover jeg, at vi på sigt giver et afkast, som er til gavn for alle borgere.

Jeg er enig med Anders Samuelsen – lad os skabe en vindernation. Men helt ærligt, Anders, det kræver altså investering i fremtiden. SU’en er en fremtidsinvestering!

 

Børn & unge

HR & uddannelse


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57