Af Jarl Cordua
 | 
Journalist, blogger
Født 1969. Cand.polit. Politisk kommentator. Klummeskribent bl.a. på sin egen uafhængige liberale blog jarlcordua.dk samt vært på det ugentlige program "Cordua & Steno" på Radio 24-Syv. Holder foredrag og driver konsulentvirksomhed. Har kort til det lokale fitnesscenter og elsker at rejse. Bosat i Hellerup, gift med Vibeke og far til Andreas.

Har Fogh opgivet forsvaret for fortidens beslutninger?

”I Venstre er Foghs fanskare nok stadig intakt, og den er nok ikke blevet mindre med den nuværende formands deroute i form af tabt troværdighed. Alligevel har der lydt et lettelsens suk hver gang, at Lars Løkke gjorde partiet frit af kontraktpolitikkens snærende bånd.”

”Der var intet at komme efter”. Det har været muntre sjæles forslag til titlen på Anders Fogh Rasmussens endnu ikke publicerede (og må man formode heller ikke færdigskrevne) erindringer. Vi ved ikke med sikkerhed, om Fogh er i gang med at skrive sin erindringer.  Igennem tiderne har han som statsminister koketteret med, at han vil skrive om dette og hint i ”i mine erindringers bind 12”. Det er nok mere et eksempel på Foghs knastørre humor end, at der planlægges så omfangsrigt et værk.

Forgængerne på statsministerposten har begrænset sig til henholdsvis et enkelt bind fra Schlüter, indtil videre to bind fra Poul Nyrup Rasmussen og endelig tre bind fra Anker Jørgensen.

Når Nyrup endnu ikke har udgivet sine fuldstændige erindringer, hvorfor skulle Fogh så?  Vi ved, at Fogh, siden han forlod dansk politik ved et par lejligheder i offentligheden har blandet sig i debatter med betydning for hans regeringsperiodes eftermæle. Der er dem, der hævder, at Foghs nuværende kommunikationsbureau, der ledes af hans sidste særlige rådgiver i Statsministeriet Michael Ulveman, har til opgave at overvåge den politiske debat og vogte over statsminister Foghs eftermæle, ligesom opgaven nok allerede var defineret, dengang da Ulveman i foråret 2009 tog med Fogh til NATO-hovedkvarteret i Bruxelles som pressechef. I den efterfølgende tid udkom der i efteråret 2009 i al fald en kritisk biografi ”Præsidenten”, som beskrev Foghs sidste statsministertid - altså en opgave, der naturligvis skulle håndteres professionelt.

I de seneste år efter finanskrisen har Foghs regeringsperiode 2001-2009 – i modsætning til Nyrups regeringsperiode - været omdiskuteret. Centrum-venstre-siden i meningsdannelsen er (naturligt nok) stærkt kritisk, især når det gælder stramningerne af flygtninge- og asylpolitikken og navnlig deltagelsen i Irak-krigen. Mange anerkender, at Fogh var en stærk kommunikator, men beskylder ham samtidig for økonomisk at have været en ødeland sammen med DF - ikke så meget på grund af udbygningen af den offentlige sektor og velfærdsforbedringerne, men på grund af skattestop og effektiviseringskrav.

Foghs fanskare

I den borgerlige lejr er DF nok mest glad for Fogh, dog uden at bruge kræfter på at forsvare ham. Blandt de liberale i LA står han omvendt som selve hovedårsagen til, at der blev basis for et parti, der økonomisk set ligger til højre for V og K. De Konservative har længe hævdet, at deres dårligdomme primært skyldes dårlig kommunikation. I al fald peger de selv ofte på det faktum, at K fik en masse forslag gennemført i årene i Foghs regering.

I Venstre er Foghs fanskare nok stadig intakt, og den er nok ikke blevet mindre med den nuværende formands deroute i form af tabt troværdighed. Alligevel har der lydt et lettelsens suk hver gang, at Lars Løkke gjorde partiet frit af kontraktpolitikkens snærende bånd, som blev indført under Fogh, så at al tale om skattelettelser og om at sætte bom for de offentlige udgifter ikke længere blev betragtet som helligbrøde. Med Løkke fulgte en ideologisk genoprustning. Derfor har kun få lyst til at forsvare 00’ernes boom i de offentlige udgifter, hvor de økonomiske lærebøger ifølge Fogh skulle skrives om.  Faktisk er det kun Claus Hjort Frederiksen, man ser aktivt forsvare tiden under Fogh. Resultatet er, at der er ved ”at sætte sig” en bred enighed om, at perioden under Fogh - økonomisk set - var temmelig uansvarlig. Den tidligere udenrigsminister i perioden 2001-2010, den konservative Per Stig Møller, har ifølge flere kilder længe arbejdet intenst med sine erindringer, som efter planen skal udkomme i hele to bind i foråret 2015. De vil blive mødt med spænding, især når det gælder synet på beslutningen om at deltage i Irak-krigen. Det vil også lægge yderligere pres på Fogh for at fremkomme med sin version, nu hvor eftermælet tilsyneladende er ved at krakelere. Hans samtidige George W. Bush og Tony Blair har i øvrigt for længst udgivet deres erindringsbøger.

”Aldrig færdig – altid på vej”

Man ved, at Fogh løbende i sin statsministertid skrev notater fra alle vigtige møder. Naturligvis med henblik på at kunne støtte sin hukommelse for i fremtiden at kunne redegøre for baggrunden for vigtige beslutninger. Vi taler i øvrigt om en mand, der aldrig bevidst overlader noget til tilfældet. Lige nu går tiden med at skrive en bog om udenrigs- og sikkerhedspolitik, der skal bruges som visitkort til alle de (velsagtens våbenproducerende) virksomheder eller enhver, der mod et fyrsteligt honorar kunne tænkes at bruge hans konsulentservices til at få åbnet nogle døre til politiske beslutningstagere i den vestlige verden.

Foghs valgsprog lyder: ”Aldrig færdig – altid på vej”. Det gælder sikkert langt ind i pensionisttilværelsen, så mon ikke erindringerne inden så længe falbydes i bogladerne? Det gælder jo om at smede, mens jernet er varmt og interessen for at købe dem er til stede - og ikke mindst: Mens man stadig kan påvirke opinionen.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57