Politik fra rødderne

Af Michael Kjærgård
 | 
Journalist på kommunen.dk og dknyt
img

Halvvejs i kommunebudgetterne er slutfacit stadig helt åbent

Der hvor vi står, er at det indtil videre er helt umuligt at sige hvor det lander

Halvvejs gennem kommunernes budgetproces for 2019 er status på skattefronten, at to kommuner vil kræve mere ind næste år, og ni kommuner vil lempe trykket. Sådan er det store billede med halvdelen af kommunerne i mål med budgetaftaler.

Nu kan der naturligvis nå at ske meget mens den anden halvdel af kommunerne gør sig færdige ingen deadline 15. oktober, og måske er det sådan at de budgetaftaler det tager længst tid at hale hjem, er dem med den vanskeligste økonomi og derfor i størst risiko for at ende i en skattestigning. Måske. Men alligevel tegner de foreløbige resultater et noget andet billede end der var lagt op til, selv om det i princippet skulle være ganske enkelt, da der ikke i økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne overhovedet er åbnet for skattestigninger.

Alligevel var der flere tilkendegivelser rundt omkring, af at skatten nu nok havde nødig at stige, aftale eller ej.

Med de indtil nu færdigforhandlede budgetaftaler er der én kommune, der har besluttet en regulær stigning i kommuneskatteprocenten: Gribskov med 0,8 procentpoint, og, som borgmester Anders Gerner Frost siger, så kan man sige sig selv at det virkelig har været nødvendigt, når alle partier i byrådet står bag lige fra fra Enhedslisten og over til V og K. Nødvendigt som i: selv om staten napper tre fjerdedele af provenuet det første år. Det er der budgetteret med.

Den anden kommune med en besluttet skattestigning i 2019 er Bornholm, der skruer sin grundskyldspromille op fra 33,41 til de maximalt mulige 34. Også det koster en tre fjerdedeles sanktion det første år, men af et langt mindre beløb.

Kolding havde luftet en stigning i kommuneskatten på 0,5 procentpoint, men udskød den ved andenbehandlingen til 2020, så den er ude af sammentællingen for 2019, og blandt kommuner der endnu ikke har en budgetaftale i hus, falder Norddjurs i øjnene med et forhåndsvarsel om en stigning på hele 1,5 procentpoint. Måske, for procenten er fastlagt efter at staten konfiskerer de tre fjerdedele det første år, og hvis - hvis - andre kommuner sætter skatten tilsvarende ned, ender det hele måske med at gå i nul eller tæt på nul på landsplan, så den statslige sanktion bliver tilsvarende mindre eller helt bortfalder, så den varslede stigning kan reduceres tilsvarende.

For alle tilfældes skyld har Norddjurs reserveret et ekstraordinært byrådsmøde i kalenderen 15. oktober sidst på eftermiddagen, så man kan finjustere efter de meldinger der måtte komme ind fra de andre kommuner i slutspurten.

Allerede nu er der lidt at tage af, når skattestigninger skal modregnes. Kalundborg nedsætter kommuneskatten med 0,2 procentpoint, Faxe med 0,1 procentpoint, og Gladsaxe lemper også kommuneskatten med 0,1 procentpoint foruden 0,2 promillepoint på dækningsafgiften for erhvervsejendomme. Yderligere seks kommuner har lettet på dækningsafgiften med Vejle som topscorer. Her går dækningsafgiften fra 4,25 promille i år til nul næste år, et løfte fra konstitueringsaftalen efter KV17. Næststørste nedsættelse tegner Ringsted sig for med en halvering til 1,25 promille, og derefter følger Odense med en nedsættelse på 0,8 promillepoint, Aarhus (0,75), Næstved (0,5) og Vallensbæk (0,2).

Når skattestigninger og skattelettelser skal vejes op mod hinanden er det ikke procenter og promiller der måles, men beløb. En stor stigning i en lille kommune kan blive helt eller delvist opvejet af en mindre lempelse i en større kommune, så hvis man i forhold til forventningerne til de resterende budgetaftaler tager højde for de forskelle der indtil nu har været mellem forhåndsmeldinger og faktiske forligstekster og vejer de modsatrettede tendenser op mod hinanden – så kan man få en idé om hvor vi står.

Og der hvor vi står, er at det indtil videre er helt umuligt at sige hvor det lander. Intet er givet, vi må vente og se.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57