Af Rasmus Jønsson
 | 

Grandprix-slogans skal vinde København

Fra næste uge kan Københavneri i Kommunen kun læses af abonnenter.

To af valgets hovedrolleindehavere – Venstres Pia Allerslev og Socialdemokraternes Frank Jensen – har i den forgangne uge officielt åbnet deres kampagner. Jensen skød sin kampagne i gang med en valgfest på Amager, mens Allerslev havde åbningsfest i sin nye valgbutik i Strædet. Overordnet set rummer de to kampagner ikke de helt store overraskelser – dog er det nok de færreste, der havde forudset, at begge 'præsident'-kandidater har skruet et valgslogan sammen, der er noget kryptisk at afkode. 

Frank Jensens kampagne er bygget op om sloganet 'Her bor vi. Mere respekt for København', altså en fortsættelse af 'Respekt for København'-konceptet, som han blev overborgmester på ved sidste valg. Men hvad formuleringen 'Her bor vi' skal give af effekt hos modtageren, har Københavneri i Kommunen ikke kunnet gennemskue endnu. Men måske er det bare en servicemeddelelse til dem, der skulle have glemt deres hjemstavn.

Pia Allerslev vil markedsføre sig i valgkampen under parolen 'Det starter i København'. En punchline, som nok også vil kunne skabe en del skizofreni, hvis det blev testet i en fokusgruppe. Men måske er begge de to grandprix-glade politikere bare i gang med at tage forskud på næste års festligheder. For lige så uforståelige, sloganene er i en valgkamp, lige så indlysende er de begge som titler til grandprix-sange. Og de kunne med stor succes også stille op som duo med sangen 'Det starter i København – her bor vi'!  

God grundtone i Allerslevs kampagne

Dykkes der længere ned i Pia Allerslevs kampagneunivers, er der dog flere vellykkede ting. Først og fremmest har hun fundet en god grundtone i kampagnen. Pia Allerslev har skruet ned for den klassiske venstreløve-retorik, som vi kender så godt fra Borgen, men som der nok ikke er mange V-krydser i på Rådhuset.  Allerslev har i stedet valgt en grundtone, hvor hun fremstår som en selvsikker og moden politiker, der ikke går til valg på 'tid til de helt store forandringer', men mere på at få givet en række områder en mere borgerlig toning. Og det rammer nok hjertet og hovedet på en del potentielle borgerlige vælgere, der på mange måder er glade for byen og de muligheder, den tilbyder, men som heller ikke har noget imod, at erhvervsliv, biler og borgerlige dyder får mere tyngde på Rådhuset. 

Visuelt er der i den del af kampagnen, der indtil videre er lanceret, en renskuret stil, og der er fine fotos af Pia Allerslev, hvor hun har smidt den tidligere noget usikre fremtoning. Nu fremstår hun som en politiker, der er ved at etablere sig i toppen af kommunalpolitik, og hun er et godt eksempel på, at der kan komme noget begavet ud af en massiv tilstedeværelse i de bløde medier. De overskrifter på hendes mærkesager, der ruller i ekspresfart øverst på hendes hjemmeside, kan dog godt trænge til en kærlig hånd fra en ordsnedker. Sætninger som 'Bedre rammer – gladere Københavner', 'Kommunal hjælp inden for rækkevidde' og 'Biler i byen – mindre trængsel' virker både usexede og i et par tilfælde meningsforstyrrende. 

Intet karneval over Frank 

Frank Jensens kampagnestart må man sige er knap så vellykket. Faktisk er hans kampagne-site bare en ny indpakning af de socialdemokratiske valgoplæg fra april, hvor der kun på skoleområdet ligger noget nyt og mere gennemarbejdet. Og sprogligt er der ikke meget karneval og farver over den nye indpakning. Trykker man sig ind på et par af underpunkterne, kan man blive helt nervøs for, at der har været en hacker – med en lang karriere i centraladministrationen – på spil. De fleste tekster er skrevet i et teknokratsprog, totalt blottet for følelser og sproglige billeder, og der er sætninger, man tror nærmest aldrig stopper.

Under punktet 'Mindre kriminalitet' kan man først læse noget om 'De kriminelle', og bagefter en lang tekst om et forsøg, der skal afdække hashens skadelige konsekvenser. Og det var så det.  Der er ingen visioner, målsætning eller mere konkrete politiske tiltag under det punkt, som ellers plejer at være Frank Jensens yndlingsemne. Den blodfattige grundtone går igennem hele vejen på overborgmesterens kampagne-site, som er blottet for emotionelle argumenter for at stemme på ham. Efter en valgperiode, hvor logos har været styrende for stort set alle Frank Jensens aktiviteter, havde det nok været forventeligt, at han havde skruet en smule op for etos og patos – men det har han ikke gjort endnu!

Underligt nok, for efter sigende har Frank Jensen en ambition om at lave en stor, levende og energifyldt kampagne. Frivillige skal fra nu af og frem mod valget gå fra dør til dør, der skal være telefonbanker, og kampagnen skal eksponeres stærkt i gadebilledet. Intet af det får man indtryk af på kampagne-sitet, som er blottet for andre mennesker end Frank Jensen og på ingen måde signalerer øjenhøjde med byens borgere. Frank Jensens slogans til hans mærkesager - 'Stærke skoler', 'Mindre kriminalitet', 'Færre fattige', 'Flere jobs' og 'Styr på trafikken' - spiller dog retorisk bedre end Pia Allerslevs. 

Stærk medieoffensiv 

Men selvom Jensens kampagne ikke swinger endnu, må man sige, at han har fået sat nogle gevaldige aftryk i medierne på ryggen af kampagnestarten. Skolelederne og til dels også lærerne har fået en over nakken af overborgmester Jensen, som vil fyre dem, der ikke gør deres arbejde ordentligt. En melding, som har skabt en vis vrede rundt omkring, men som de fleste københavnere nok vil opfatte som logisk, når de har tygget lidt på den. Samtidig nappede Jensen også en flot forside på Berlingske med sine Christiania-tanker om blandt andet behovet for fornyelse og flere ungdomsboliger. Medieoffensiven har fra valgkampens start sat en tyk streg under, at når det gælder disciplinen at sætte dagsordner, er Frank Jensen stadig et par klasser over kollegerne på Rådhuset.


Thumbs up til Enhedslisten og De Radikale for langsomt at begynde at opbygge et nyt makkerpar på Rådhuset. De Radikales gamle makkerpar med SF er noget udslidt, så derfor virker det fornuftigt nok at se sig om efter nye alliancer. 

Thumbs down til SF for at være stærkt fortørnet over, at Frank Jensen vil fyre skoleledere, der ikke passer deres arbejde. Deres egen partitop var ude med selvsamme melding som optakt til deres sommergruppemøde for to år siden.  


Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57