Af Peter Christian Nielsen
 | 
Journalist, 3F
Journalist

Goldman Sachs sænkede den folkesocialistiske jolle

Villy Søvndal satte i anden halvdel af 00’erne en kurs for SF, som handlede om foryngelse og om at gøre folkesocialisterne magtduelige. Her i 2014 fristes man til at konkludere, at den øvelse er lykkes ganske rædderligt på begge fronter. Den unge talentmasse er langsomt, men sikkert udvandret, senest med Astrid Krags farvel. Og efter i to et halvt år at have ædt kameler i form af skattereformer og finanslove med de borgerlige trak SF sig i sidste uge fra regeringen på grund af Socialdemokraternes og De Radikales stålsatte beslutning om at sælge Dong-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs.

SF viste med al tydelighed i Goldman Sachs-sagen, at partiet mangler den afgørende fornemmelse for magt. Faktum er, at masser af socialdemokrater og endda dele af det radikale bagland har overordentlig svært ved at sluge Dong-handlen, men i SF deler sagen partiet i så voldsom grad, at en formand måtte trække sig, en næstformand gik af og en politisk ordfører smed sine poster i døren.

Problemet i SF synes at være det evindelige tema om idealisme kontra magtpragmatisme. Den nu afgående formand Annette Vilhelmsen har haft en tendens til at ødelægge selv den mest åbenlyse vindersag. Således blev støtten til venstrefløjsdarlingen Lisbeth Zornig og dennes demokratifremmende projekt 'Stemmer på kanten' til en sag om klodset embedsmisbrug. I Dong-sagen trak Vilhelmsen SF's endelige votering i affæren til fem minutter i lukketid med det resultat, at hun blev fanget mellem støtter og modstandere i henholdsvis SF’s landsledelse og folketingsgruppen.

Et skridt bagefter
SF-ledelsens evne til at agere vindsejl for tabersager eksemplificeres ved en kort meningsudveksling mellem SF’s politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen og en Christiansborgfælle, som undertegnede overværede, da Annette Vilhelmsen netop havde trukket sig tilbage.

- Min personlige mening er, at jeg godt kan se, at det ikke er SF-politik. Men I skulle have gjort det her for et par måneder siden, konkluderede den politiske aktør, hvis navn vi lader stå unævnt.

- Ja, det var vi også flere, der sagde, svarede Lisbeth Bech Poulsen.

Den overordnede pointe er, at Annette Vilhelmsen har været for langsom til at udvælge sig sine kampe, og når uenigheden i regeringstrioen er blevet for hæsblæsende, så er det SF, der gang på gang blev lillebror.

Lisbeth Bech Poulsen forklarer over for Kommunen, at hun trods sin egen interne modstand mod Dong-aftalen mener, at SF skulle være blevet i regeringskontorerne.

- SF skulle være blevet i regering, og Annette skulle have fortsat som formand. Men vi skulle have stået fast. De fleste kan huske betalingsringen. Dér satte Socialdemokraterne foden i jorden og sagde: 'Den står godt nok i regeringsgrundlaget, men den bliver ikke til noget. Hvorfor? Fordi. Vi skulle have gjort det samme.'

Annette Vilhelmsen forklarede på et pressemøde, at SF havde forsøgt at få gennemført en timeout for Dong-handlen på et møde med regeringspartierne fire dage, inden handlen skulle godkendes i Folketinget. Her havde hun fået en våd klud i ansigtet. Efterfølgende måtte hun desuden konkludere, at det var en 'umulig opgave' for hende at samle sit parti.

En grøn SF-leder?
Spekulationerne om, hvem der bliver ny SF-formand, er mange. De oplagte bud er Pia Olsen Dyhr, Ida Auken og Mette Touborg. Sidstnævnte siger dog til Kommunen, at hun 'ikke ser sig selv som kandidat', mens Auken også har afvist at være kandidat. Fælles for alle tre er, at de har rimelig solid politisk erfaring i form af ministerposter, næstformandskaber og borgmestertitler. Skal man se et lys i SF’s mørke stund, må det være, at en ny leder formentlig vil have betydelig større erfaring end Annette Vilhelmsen, der, inden hun blev partileder og minister, blot havde været byrådsmedlem.

Skatteminister Jonas Dahl er også en mulighed som ny formand. Det taler til hans fordel, at han ikke er dybt involveret i gamle magtkampe mellem SF's forskellige fløje.

For Pia Olsen Dyhr, der ikke har afvist at stille op, er det muligvis en fordel, at hun kommer fra partiets grønne fløj. Det såkaldte 'SF Classic' anført af Holger K. med Annette Vilhelmsen som kølerfigur kæmpede ved formandsvalget i 2012 med den såkaldte 'børnebande' om magten i partiet. Den grønne fløj støttede Astrid Krag som formand, men den primære kamp stod altså mellem partiets andre fløje. Derfor kan Annette Vilhelmsens afgang vise sig at være den åbne dør til formandskontoret, som den grønne fløj har drømt om, siden Steen Gade udfordrede Holger K. ved formandsvalget i 1991.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57