Politik fra rødderne

Af Freja Fokdal
 | 

Ghettoer deler danskerne

”Hvis jeg siger ghetto, vil du straks tænke beton­byggerier, hvor beboerne er på kontanthjælp eller har en lav indkomst. Men i dag er problematikken i lige så høj grad, at eliten samler sig i eliteghettoer.”

I sommeren 1996 blev jeg født på Gentofte Hospital. Jeg er vokset op i en stor villa tæt ved vandet i Gentofte. Min mor har gået på CBS og er i dag medejer af et af de største revisionsfirmaer. Min far har læst MBA og blandt andet været IT-chef. I mit barndomshjem læste vi Politiken, Berlingske og Børsen. Vi havde au pair-pige i mine ti første leveår. Ved aftensmaden diskuterede mine forældre udviklingen i erhvervslivet eller situationen på den politiske scene. Et år og tre dage forinden blev en lille pige ved navn Sofie født på Herlev Hospital. Hun voksede op i en lejlighed i Ballerup, og senere flyttede de til et rækkehus, hvor de boede sammen med Sofies fætter og moster. Begge hendes forældre er uddannede pædagoger. I dag arbejder hendes mor som pædagog og hendes far som gårdmand. Hver weekend købte hendes far Ekstra Bladet, og når hun ikke blev passet af sine forældre, blev hun passet af andre familiemedlemmer. Ved aftensmaden snakkede de meget om sport.

 ”Hvis jeg siger ghetto, vil du straks tænke beton­byggerier, hvor beboerne er på kontanthjælp eller har en lav indkomst. Men i dag er problematikken i lige så høj grad, at eliten samler sig i eliteghettoer.”

At Sofie og jeg nogensinde skulle krydse vores veje, virker umiddelbart næsten usandsynligt. Hun voksede op med ’’typer som hende’’, og jeg voksede op med ’’typer som mig’’. Da jeg var færdig med folkeskolen, søgte jeg ind på det lokale gymnasium, hvor drengene svingede fars dankort i byen hver weekend og pigerne altid fik det nyeste designertøj. Allerede der gik det op for mig, at det ikke var sådan, jeg havde lyst til at være. I lidt panik og hast endte jeg på Niels Brock. Da Sofie skulle vælge ungdomsuddannelse, søgte hun inde i København. Niels Brock var hendes femteprioritet. Men af en eller anden grund endte hun der.

At Sofie og jeg skulle mødes, lå bestemt ikke i kortene. Men det gjorde vi, og i dag er hun en af mine bedste veninder.

I 2.g valgte hendes forældre at flytte til Nørrebro. Samtidig valgte mine forældre at blive skilt og min mor at flytte til Østerbro. Der bor vi stadig i dag. I dag bor Sofie og jeg tre kilometer fra hinanden, men i vidt forskellige verdener.

I dagens Danmark ser vi nemlig hyppigt, at vi går lige ved siden af hinanden, men aldrig rigtig ser hinanden. Vi mødes ikke på tværs af sociale klasser. Børnene fra Nørrebro møder aldrig børnene fra Østerbro, på trods af at de bor lige ved siden af hinanden. Dette skaber store udfordringer i vores samfund. For hvis man aldrig møder dem, der er anderledes end en selv, er man langt mere tilbøjelig til at få fordomme om disse mennesker.

Hvis jeg siger ghetto, vil du straks tænke betonbyggerier, hvor beboerne er på kontanthjælp eller har en lav indkomst. Men i dag er problematikken i lige så høj grad, at eliten samler sig i eliteghettoer. Mange mennesker ser nok ikke dette som et problem. Men det gør jeg.

Problemet er nemlig, at de, som vokser op i disse eliteghettoer, ikke får et retvisende billede af samfundet. Antallet af skoler, hvor mere end 40 procent af børnene kommer fra ’elitehjem’, er mere end fordoblet siden 1985, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Til sammenligning kommer 16,5 procent af landets skoleelever fra elitehjem. Det vil altså sige, at man giver børnene en falsk forventning om, hvordan samfundet ser ud.

Jeg er meget interesseret i politik og er medlem af Radikale Venstre. Lad os antage, at jeg voksede op og blev politiker. Havde jeg ikke mødt Sofie og andre som hende, så havde jeg levet med en falsk opfattelse af, hvordan samfundet ser ud. Derfor ville den politik, jeg førte, heller ikke stemme overens med det samfund, vi lever i. De radikale folketingsmedlemmer har stort set allesammen en akademisk uddannelse. Det er der som sådan heller ikke noget galt i, men det medfører også et ansvar. Et ansvar for at være i trit med det samfund, vi lever i, og ikke lukke os inde på Østerbro med akademiske bøger og speltboller.

Lad det her være et opråb til politikerne og specielt til mit eget parti. Giv folk som Sofie og mig mulighed for at møde hinanden. Sørg for, at byplanlægningen sker på en måde, så skolelæreren får mulighed for at bo ved siden af akademikeren. Sørg for en studievejledning, der åbner Gentoftepigens øjne for erhvervsuddannelserne. Og skoler på Østerbro – hvorfor får I jer ikke en venneskole på Nørrebro?

Børn & unge

Integration


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57