Af Rasmus Jønsson
 | 

Gaveregn i vattæppet

Som lovet i sidste 'Københavneri i kommunen' vil vi denne gang se nærmere på overførselsforhandlingerne, der faldt på plads i sidste uge.

Der skulle i alt deles 851 millioner ud - så det er så absolut forhandlinger med betydning for byen. Men lad det være sagt med det samme: Forhandlingerne blev en tam omgang, når det gælder action og dramatik. Særlig hvis man benchmarker overførselsforhandlingerne med sidste år, hvor flere af partierne rottede sig sammen og gik uden om Frank Jensen.

Jensens vattæppe

Alle de partier, som var mødt frem – det var alle undtagen DF, Venstre og De Konservative, som ikke er med i den budgetaftale, der giver adgang til forhandlingerne – fik stort set, hvad de kom efter. SF fik blandt andet noget til cyklerne og boligerne.

De Radikale fik noget til deres planer med Indre Nørrebro og deres kamp mod hadforbrydelser. Enhedslisten fik også på boligområdet, og så fik de penge til renovering af Istedgade. Selv Liberal Alliance fik også deres ønsker opfyldt om at sløjfe afgifterne på udeservering, stadepladser og foodtrucks. Når man spørger rundt, er de fleste af dem, der sad med ved forhandlingsbordet, da også glade og tilfredse med resultatet og med, at det hele foregik i god ro og orden.

Men spørgsmålet er, om det ikke er Frank Jensen, der skal være mest tilfreds – i hvert fald set ud fra et strategisk perspektiv. For det ser ud til, at han langsomt, men sikkert er ved at få viklet sine politiske rivaler – på den røde side af stregen – godt og grundigt ind i et vattæppe.

Tager man temperaturen på det aktuelle politiske klima i den røde del af Rådhuset, er der hverken store debatflader og skænderier, som skiller vandene. Og de personlige relationer mellem partilederne fejler absolut heller ikke noget efter tag selv-bordet ved overførselsforhandlingerne.

Der er ingen tvivl om, at det er en ønskeposition for Frank Jensen at nå frem til valgkampen i november med så stor enighed på det røde hold som muligt. Udover at han vil slippe for, at partierne kannibaliserer på hinandens vælgere, og undgå uro om sit overborgmesterkandidatur, vil for meget ballade hos de røde partier skabe signalforvirring om den kant, som Jensen så inderligt ønsker sig til de borgerlige.

For kan Frank Jensen og Socialdemokraterne få valget til at handle om en kamp mellem de røde og de blå, vil han stå stærkt i valgkampen. Ikke kun fordi de fleste københavnske vælgere vil tage hans parti, da der er en klar overvægt af røde vælgere, men også fordi han vil stå over for en borgerlig modstander, der på ingen måde virker skræmmende.

Pålagt radiotavshed

Så Frank Jensen har mange gode grunde til at pakke sine røde 'venner' ind i et vattæppe, så han undgår at slå sig alt for meget på dem. Og det må man sige, at han har formået med overførselsforhandlingerne. Ikke engang undervejs i forhandlingerne var der nogen af parterne, der lækkede noget eller brokkede sig i medierne. Faktisk er det en mindre sensation, at man kan køre et forhandlingsforløb så snorlige.

Op til forhandlingerne havde Frank Jensen da også fået sine pressefolk til at bede de involverede partier om ikke at lave ramasjang i medierne under forhandlingerne. Den opfordring overholdt de underligt nok alle sammen – dog er det blevet bemærket, at Frank Jensen selv tog en for lille dosis af sin egen medicin, for han kunne ikke nære sig for at smutte forbi P4 under forhandlingerne.

Men samlet set må forhandlingerne om de 851 millioner kroner siges at være gået elegant og gnidningsløst, og det har vist, at Frank Jensen er særdeles dygtig til den politiske disciplin, der hedder forhandling.

Broen, der ikke passede

Ifølge iagttagerne på Rådhuset var der dog et enkelt højdepunkt under overførselsforhandlingerne. Og det udspillede sig i sagen om broen, der ikke passede, som er en sag, der handler om den bro, der er ved at blive bygget mellem Nyhavn og Christianshavn. Undervejs i byggeriet er der sket en projekteringsfejl, så bropillerne, der er støbt, er blevet 60 centimeter for høje. De skal nu skæres til, og udover noget forsinkelse har det også betydet, at der var brug for ekstra penge til projektet.

Men dem ville Enhedslistens Morten Kabell – der aldrig har brudt sig om det broprojekt – ikke sådan lige være med til at give. Han nedlagde veto, da han mente, at en halvfærdig bro ville være et fint monument at have stående.

Men efter lidt armvridning fik han så en bussluse på Prinsessegade som betaling for de 60 centimeter mindre bro. Egentlig lidt ærgerligt, da en sådan bro, der ikke passede i enderne, på sigt kunne gå hen og blive en gedigen turistattraktion. 

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57