Politik fra rødderne

Af Ronja Pilgaard
 | 
Journalist, Kommunen

Frikommuner: Venstre drejer til venstre

”Venstre har benyttet lejligheden til at smide et kødben til de sociale indsatser, som ellers ikke har fået nogen særlig opmærksomhed i denne regeringsperiode.”

Kommuner på tværs af landet mangler åbenbart albuerum, når de skal sætte ind på det sociale område: Ud af de 43 frikommuneansøgninger, Social- og Indenrigsministeriet har modtaget fra i alt 72 kommuner, handler 15 af projekterne om regelforenkling og effektivisering på netop dette område.

Og Venstre har benyttet lejligheden til at smide et kødben til de sociale indsatser, som ellers ikke har fået nogen særlig opmærksomhed i denne regeringsperiode. Af de godkendte ansøgninger har de fleste fokus på socialområdet.

For eksempel bliver det muligt for Guldborgsund, Ikast-Brande og Gladsaxe kommuner at udfordre de krav i lovgivningen om dokumentation og proces, som efter deres mening ikke giver nogen værdi for borgerne, men tværtimod er en barriere for det faglige arbejde. Aarhus, København og fire andre kommuner har fået grønt lys til at udforme et forsøg med et midlertidigt tilskud til husleje.

  ”Venstre har benyttet lejligheden til at smide et kødben til de sociale indsatser, som ellers ikke har fået nogen særlig opmærksomhed i denne regeringsperiode.”

Erhvervslivet har til gengæld måttet vige pladsen for socialområdet i regeringens frikommuneforsøg. 25 kommuner havde i alt søgt om fire frikommuneforsøg, som skulle hjælpe og støtte det lokale erhverv.

For eksempel ønskede man sig i trekantsområdet at kunne udvide rammerne for, hvad det lokale vækstforum havde lov til, mens kommunerne også ønskede sig at skabe talentudvikling for de lokale virksomheder. I Odense, Varde, Slagelse og Frederiksberg ønskede kommunerne sig et Business Improvement District, der blandt andet skulle stå for fælles indkøb til lokale virksomheder – faciliteret af kommunen. Og i Varde ønskede man sig sammen med Tønder, Aabenraa, Skive og Vejen sig en mere fleksibel regulering på husdyrgodkendelsesområdet.

Men ingen erhvervsfremmende projekter er blevet godkendt til dette frikommuneforsøg.

Erhvervslivets tromme

Og det kan undre. For de fire ministre, som har haft ansvaret for at udvælge frikommuneforsøgene, er regeringens økonomiudvalg. Her sidder finans-, erhvervs- og vækst- og skatteministrene fast, og denne gang er projekterne valgt i samarbejde med Social- og indenrigsministeren. Selvfølgelig.

Det er fire ministre, der ellers altid har slået på erhvervslivets tromme. Men altså ikke, når den tromme skal spille i det lokale demokrati.

Det kan samtidigt undre, at det lige præcis er socialområdet, der har fået så meget opmærksomhed i denne ansøgningsrunde. Det ligner bestemt ikke Venstre sådan at heppe på mindre dokumentation.

Man kan næsten komme til at spørge sig selv, om Venstre er drejet til venstre. Mindre dokumentation, stram lovgivning for erhvervslivet og direkte huslejestøtte til udsatte borgere, der ellers risikerer at ende på gaden.

Jeg siger ikke, at Venstre normalt ikke bekymrer sig om udsatte borgere. Det gør de bestemt. Jeg siger bare, at sociale organisationer i snart et år har råbt vagt i gevær, fordi der er flere hjemløse på vej, uden at regeringen har gjort synderligt for at sætte ind over for det. Selvom det faktisk står i Venstres eget regeringsgrundlag.

Innovation

Social & sundhed

Økonomi


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57