Af Anders Hougaard
 | 
Lektor ph.d., Institut for Sprog og Kommunikation, Syddansk Universitet
Anders Hougaard alias Lektor Lyn er bevæbnet med akademikerens skarpe og kritiske pen og skriver fast i Kommunen om teknologi, medier og samfund.
POLFOTO_49755495web<br />Flygtningenes march ad en af vores motorveje blotlægger, ifølge Lektor Lyn, fundamentale forhold vedrørerende den stedbindende krop, som sender årtiers ideer om bevægelighed og global sammensmeltning fuldstændig til tælling.
Foto: Ernst van Norde / Polfoto<br />
POLFOTO_49755495web
Flygtningenes march ad en af "vores" motorveje blotlægger, ifølge Lektor Lyn, fundamentale forhold vedrørerende den stedbindende krop, som sender årtiers ideer om bevægelighed og global sammensmeltning fuldstændig til tælling. Foto: Ernst van Norde / Polfoto

Fri bevægelighed er kropumulig

”Kroppen binder stedet. Og stedet binder kroppen. Vi har at gøre med intet mindre end basale fysiske og biologiske faktorer, der spiller en grundlæggende rolle i vores opfattelse af for tiden så centrale begreber som 'hjem', 'grænser', 'mig', 'dig', 'os', 'dem'.”

Det nye år åbnes med én altoverskyggende begivenhed: genopdelingen af Europa. Sverige lukkede grænsen til Danmark. Og straks derefter lukkede Danmark grænsen til Tyskland, som i forvejen havde lukket grænsen til Østrig. Og alle synes nu kun at vente på, at grænselukningerne vil gå som en dominoeffekt gennem Europa. Når man betragter denne politiske udvikling og ser den i sammenhæng med den teknologiske udvikling de sidste 100-200 år, opdager man, at ideen om en globaliseret verden med fri og åben bevægelighed er stødt på en overraskende, temmelig besværlig faktor: den stedbindende krop.  Det kan synes ligetil, at når vi snakker om grænser og bevægelighed, snakker vi også om kroppe; det er jo dem, der bevæger sig og holdes tilbage. Men det kropslige perspektiv (altså betragtninger med udgangspunkt i kroppen som, ja, krop) synes alligevel at være fuldstændigt overset som eksplicit faktor i behandlingen af tidens problemstillinger. I stedet for er problemstillingen om den stedbindende krop markant til stede i uudtalt form. Det måske bedste og efterhånden ikoniske eksempel på dette er billederne af flygtninge, der vandrer ad danske motorveje eller på anden måde forcerer transportveje og områder ureglementeret. De mange billeder, der optog de mest prominente pladser i alle slags medier i løbet af efteråret, er blevet til billedet -  eller ikonet - på tidens største problematik. Så markant er det, at statsministeren i sin nytårstale brugte det som motivation for at varsle den nu gennemførte grænselukning. Og tilbage i september måned brugte Ekstra Bladet billedet (denne gang konkret af flygtninge på et banelegeme) på forsiden med overskriften ”Nu er de her. Flygtningetoget ruller ind i Danmark” [red. se foto 10-11]. I begge tilfælde (og i mange andre sammenhænge) skaber billedet et overvældende indtryk af uorden og af tilstande, der i sidste ende meget vel kan udgøre en trussel imod vores (vi indfødtes) eksistens. Og i begge tilfælde skyldes truslen det fremmedes kropslige manifestation på ”vores sted” og deres fysiske nedtromling af de barrierer og strukturer, hvormed de herboende kroppe har manifesteret sig og deres binding af sted. Situationen med det store antal flygtninge er usædvanlig (selvom profetiske stemmer vil vide, at den kun er et forvarsel om et langt større immigrationspres). Ikke desto mindre blotlægger den fundamentale forhold vedrørende den stedbindende krop, som sender årtiers ideer om bevægelighed og global sammensmeltning fuldstændigt til tælling. Åbne grænser, fri bevægelighed, globalisering og lignende begreber og især ideologier har vist sig at være yderst betingede. De er betingede af, at de på ingen måde forstyrrer eller truer den måde, hvorpå befolkninger etablerer og organiserer sig som grupper af ensartede kroppe, der gør krav på steder.

Kroppen binder stedet

En krop er en fysisk enhed, som kræver plads. Mange kroppe kan samle sig tæt sammen, men de kan ikke optage den samme plads. Når først én krop befinder sig ét sted, udelukker den rent fysisk andre kroppe. Derudover er kropsligt tilstedevær den mest bastante form for tilstedevær, et menneske kan have. Kroppe har stor effekt på hinanden. De ser hinanden, lugter hinanden, mærker hinanden, fornemmer hinanden, forholder sig uafladeligt og til tider ulideligt til hinanden. Det kræver typisk store anstrengelser at ignorere en anden krop, der befinder sig i ens nærhed. Og disse forhold forstærkes kraftigt af den måde, hvorpå kroppen forstår sig selv som krop og som noget særligt i verden. Det gør den nemlig i samspil med de fysiske omgivelser, den er i. Kroppen ”besætter” de fysiske omgivelser, og igennem samspillet med de fysiske omgivelser (og andre kroppe) finder kroppen ud af, hvad og hvem den er. Dermed bliver stedet til en del af kroppen og kroppen en del af stedet. Kroppen binder stedet. Og stedet binder kroppen. Vi har at gøre med intet mindre end basale fysiske og biologiske faktorer, der spiller en grundlæggende rolle i vores opfattelse af for tiden så centrale begreber som ”hjem”, ”grænser”, ”mig”, ”dig”, ”os”, ”dem”. Det er faktorer, der er så grundlæggende, at de optræder centralt i vores religions skabelsesberetning. Adam og Eva var de første mennesker. Hvem var de? De var væsner i og af Edens Have. Og alt, de stod for, var indeholdt i dette sted. Men så blev havens grænser brudt af en slange, en fremmed krop, med indsigt og hensigt, som var hentet fra et helt andet sted. Man kan nærmest sige, at slangen snoede sig ad syndens motorvej. Og dens bastante kropslige tilstedevær spolerede Adams og Evas sted-binding, og de blev sendt på porten og endte på de fordømtes sted, hvor de forblev fordømte.

Hyperbevægelig

Denne grundlæggende kropslige stedbinding gør, at det kun er via store teknologiske fremskridt og kompleks organisering, at vi har kunnet opnå en fornemmelse af og forkromede ideer om fri bevægelighed og globalisering. I første ombæring lod transportteknologien os fise fra sted til sted med stadig større hastighed og i stadig større antal. Under industrialiseringen begyndte arbejdere at pendle til storbyerne i mekaniserede køretøjer. Man kunne få et liv til at hænge sammen, hvor man boede ét sted og arbejdede et andet sted. Kroppen blev hyperbevægelig. Det blev normalt at befinde sig på vidt forskellige steder med vidt forskellige kroppe over kort tid.  Og i dag fiser millioner og atter millioner af kroppe rundt med enorm hastighed, over enorme afstande, på tværs af grænser og blandt vildfremmede andre som en fuldstændig naturlig hverdagsting. Oplevelsen af fri bevægelighed har nået et nærmest ultimativt stadie. Men det er oftest en illusion eller i hvert fald et overdrevet indtryk. For kroppens stedbesættelse og eksklusive hjemmebehov er ikke forsvundet. Kroppene fastholder typisk et fast hjem, et sted, som de altid vil længes imod og returnere til. Kroppenes færden er nøje koordineret, så de ikke kommer i vejen for hinanden, så de rigtige kroppe kommer de rigtige steder hen og man ikke forstyrrer stedbindinger, hvor man kommer frem. De steder, hvor kroppene samles, er formelt definerede på en vis, som forhindrer ejerfornemmelser. De er for eksempel definerede som ”offentlige”, og ophold på dem er begrænset af en række regler, eller de er ejet af en krop, som imod visse ydelser tillader regelbundet ophold på eller i dem. Og når så en flok flygtninge pludselig bevæger deres kroppe på en vis, der trodser regler og organisering, og når de færdes, som om de ikke har noget hjem at vende tilbage til, så ryster den frie bevægeligheds arkitektur i sin grundvold. Og som et fordømt mytologisk væsen strammer den sine regler så meget, at den tager livet af sig selv.

Forførende teknologi

Vi drager en vigtig lære om os selv i denne tid. Læren er, at på trods af moderne transportteknologi og i øvrigt også moderne medier, hvor vi uden krop kan fise verden rundt gennem endeløse kabler og bølger i luften - på trods af alt dette er vi stadigvæk præcis lige så begrænsede som Adam og Eva. Og slangen er stadigvæk et farligt dyr. Teknologien har forført os.  Og hvis vi vil tilbage til den frie bevægelighed og i øvrigt gøre os nogle holdbare betragtninger om livet i en immigrationspræget verden, er vi nødt til at gentænke bevægeligheden med kroppen og ikke teknologien som udgangspunkt.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57