Politik fra rødderne

Af Rasmus Jønsson
 | 

Frank Kendt og Ninna Hvem!

Det er for alvor blevet sæson for meningsmålinger, der spår om, hvordan det går rundt om i landets forskellige kommuner til valget i november. Her i 'Københavneri i kommunen' er vi da heller ikke for fine til meningsmålinger, men i stedet for den klassiske måling om, hvor vælgerne vil sætte deres kryds, hvis der var valg i morgen, vil der her blive fokuseret på nogle målinger, der tager fat i københavnernes kendskab og holdning til partilederne for de forskellige partier.

Bedst kendskab

Den af partilederne, der ifølge Analyse Danmarks måling – som 3F har været så venlig eksklusivt at låne til 'Københavneri i kommunen' – som er mest kendt, er ikke overraskende den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen. Kun tre procent af københavnerne har aldrig hørt om Frank Jensen, og det må siges at være et yderst tilfredsstillende resultat for den socialdemokratiske partileder.

Venstres Pia Allerslev har – nok overraskende for nogle - også en pæn synlighed, hvor kun omkring 12,2 procent svarer, at de aldrig har hørt om hende. Det fine kendskab til Pia Allerslev skal nok forklares med, at hun udover at have været borgmester en længere periode, også har været dygtig til at få eksponering i forskellige underholdningsprogrammer. Den konservative Rasmus Jarlov – som tidligere har fået en del air-time som folketingspolitiker – er den partileder, der kan bryste sig af tredjehøjeste kendskab (26,2 procent svarer, at de aldrig har hørt om ham), mens den radikale Anna Mee Allerslev, som trods hendes korte borgmesterkarriere ofte formår at blande sig i den landspolitiske debat, indtager fjerdepladsen (29,8 procent).

Dårligst kendskab

I den anden ende af skalaen, som den mest ukendte partileder, ligger Liberal Alliances Lars Berg Dueholm, som 78,9 procent af de adspurgte aldrig har hørt om. Så han kan godt lære lidt tricks af flere af sine partifæller på Borgen, som er 100-metermestre i at få synlighed ved at komme med vredesudbrud over for fattige, dovne og ting, der lugter offentligt. På de efterfølgende pladser i bunden kommer DF’s Carl Christian Ebbesen (69,8 procent) og Enhedslistens Morten Kabell (65,4 procent).

Sidstnævnte kan være pænt tilfreds, for indtil videre har Kabell stået i skyggen af Mikkel Warming, der med sin borgmesterpost primært har tegnet listens eksterne profil.  Men Kabell må også være tilfreds, fordi han næsten ligger på samme niveau som SF’s partileder Ninna Thomsen. Overraskende nok er der hele 61,1 procent der svarer, at de aldrig har hørt om Thomsen og det er til trods for, at hun både er borgmester og partileder for den næststørste gruppe på Rådhuset. Der ligger derfor en udfordring for Ninna Thomsen i at få større synlighed frem mod valget, ikke mindst fordi valgforskernes konklusioner – i forbindelse med folketingsvalgene – om partilederne betyder mere og mere for, hvor krydset bliver sat nok også kan overføres til kommunalpolitik.  

Ninna Thomsens kendskabsproblemer viser sig også tydeligt, hvis der zoomes yderligere ind på, hvor godt et kendskab, som dem, der kender hende, har til SF-lederen. Kun 8,5 procent svarer 'kender godt' eller 'kender rigtig godt', mens 27,7 procent svarer ”kender kun af navn” eller ”kender lidt”. Endnu en gang må Frank Jensen være godt tilfreds med sin kendskabsgrad, hvor ca. 70 procent svarer 'kender godt' eller 'rigtig godt'. Den liberale partileder Lars Dueholms kendskabsproblemer skinner igen tydeligt igennem, da han runder listen af med, at der kun er omkring to procent, der 'kender godt' eller 'rigtig godt'.

Dykker man ned bag tallene, der omhandler kendskabet til partilederne, er det også tydeligt at der er nogle målgrupper, der skal bakses mere med end andre. Et klart mønster i undersøgelsen er, at mændene har en del større kendskab til partilederne end kvinderne.

Derfor må kvinderne være en interessant målgruppe i valgkampen for flere af partilederne. Ligeledes viser målingen også, at der skal laves et ekstra benarbejde overfor de unge, hvor der også er en tendens til at gruppen bestående af 18-29-årige har lavere kendskab til partilederne end de ældre grupper.

Frank som overborgmester

Målingen viser også, at Frank Jensen fører overlegent, når spørgsmålet handler om, hvem der foretrækkes som overborgmester. 34,3 procent svarer Frank Jensen, mens Venstres Pia Allerslev tager andenpladsen med 5,8 procent. Så set i det perspektiv, er der rigtig lang vej til overborgmesterstolen for Venstres partileder, og den markante forskel må bekymre Pia Allerslev, der som den borgerlige bloks leder burde kunne samle en del mere opbakning som overborgmesterkandidat.

Pia Allerslev er tilmed tæt forfulgt af Enhedslistens Morten Kabell og de Konservatives Rasmus Jarlov, som begge får 4,7 procent. 2,2 procent peger på den radikale Anna Mee Allerslev, mens Ninna Thomsen med 1,2 procent ligger et godt stykke nede på listen.

Næsten 1/3 del af vælgerne har endnu ikke bestemt sig for en fortrukken overborgmesterkandidat, så der er stadig meget at slås om! 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57