Politik fra rødderne

Af
 | 

Forbandede folkelighed!

Den, der har forenet det nyttige med det

behagelige, har vundet alles bifald.

Horats, 65-8 f.Kr.

 

‘At gavne og fornøie,

Hav stedse det for Øie

Det var Horatses Ord,

Mens han var her paa Jord’

Johan Herman Wessel

 

I mit barndomshjem blev vi fire søstre ofte præsenteret for Johan Herman Wessels omskrivning af Horats' citat om, at man skal forene det nyttige med det behagelige, hvis man skal vinde alles bifald. Primært, når vi brokkede os over huslige pligter eller fandt det langt vigtigere at lakere negle, kysse drenge og danse på bordene end at øve os på kasserollebøjningen.

I de seneste uger har den offentlige samtale endnu engang kredset om emner, der mere end antyder, at vores politikere - i dette tilfælde repræsenteret af oppositionens leder, hvis underbuksepræferencer nu er kendt af en bredere kreds, end man skulle have troet muligt – koncentrerer sig om ’fornøje’-delen fremfor ’gavne’-delen.

Folkestyrets tjenere – må man forstå på debatten, som den har udspillet sig i de seneste år – er alt for stærkt optagne af dyre sko og ditto tasker, kan ikke drikke den samme kaffe som os andre, køber dyre kontorstole (hvad er der nu galt med IKEA?) og tillader sig endog med jævne mellemrum at blive forelskede /blive skilt /drikke sig i hegnet. Det er virkelig for galt, synes vi. Heldigvis har vi nogle medier, der både er rigtig dygtige til at rapportere om disse uantageligheder, ligesom politikerne og deres rådgivere sandelig heller ikke holder sig tilbage med spidsfindige kommentarer om, hvordan de skam aldrig kunne finde på den slags. Det er kun de andre.

Politikere må ikke være elitære. De må ikke have en dyrere smag end gennemsnitsdanskeren. De må ikke begå fejl. Eller sige tingene (alt for) lige ud (ingen har vist glemt den radikale leders ’sådan er det jo’-bemærkning). Og de må fremfor alt ikke så meget som antyde, at de ved mere end os – om noget.

Folkelig - og intet andet

For nogle uger siden stod jeg på en trappemaskine i mit fitnesscenter med åben mund og bivånede en debat mellem to politikere, hvor den ene i fuldt alvor hævdede, at ’vælgerne’ burde spørges om, hvilke kampfly Danmark skal indkøbe. Modparten i debatten var nær ved at bide tungen af sig selv for ikke at sige det, som jeg stod og råbte ud i det åbne rum, nemlig: ’Nej! Det skal vælgerne ikke blande sig i! For fanden! Vi har valgt politikere – både kommunalt og nationalt – til at varetage vores interesser i stort og småt, og derfor bruger disse en forfærdelig masse tid på - for en relativt beskeden eller nærmest ikke-eksisterende løn - at sætte sig ind i tingene, så de kan træffe kvalificerede beslutninger på vores vegne. Og hvis nogen – uanset om denne ’nogen’ er medierne eller de politiske partier selv – bliver ved med at bilde os ind, at det er vigtigere, at vores politikere er ’folkelige’ og ’i øjenhøjde’, end at de er dygtige …. Så ender vi med at have politikere, der er folkelige og i øjenhøjde. Og intet andet.

Hvis man ikke kan lide sine folkevalgtes smag i underbukser, kontorstole, tasker eller kaffe, kan man vælge nogle andre. Det samme gør sig naturligvis gældende, hvis man rent undtagelsesvis skulle have en mening om de pågældendes holdninger eller kvalifikationer. Man kunne også overveje, om ens egne præferencer indenfor underbukser, kontorstole, tasker og kaffe virkelig er så enestående, at de fortjener national udbredelse. I så fald kan man stille op til et politisk embede. Hvis ingen af disse to muligheder virker umiddelbart tillokkende, kan man holde sin kæft.

Vær taknemmelig

Selvfølgelig må man ikke begå ulovligheder. Selvfølgelig skal man være ordentlig og ansvarlig. Og selvfølgelig er folkelighed en fin ting at have, hvis den falder én naturligt og ikke er noget, man har fået smurt på af den snedige rådgiver, som også har fortalt én, at man går fra benhård budgetbisse til bamseblid bedstefar, hvis man tager en striktrøje over skulderen i morgen-tv.

Men gid jeg kunne blive fri for at skulle forholde mig til, hvem ’danskerne’ gerne vil drikke en øl med – som om det er en kvalifikation på linje med, om man kan finde ud af at købe et kampfly. Og gid vi kunne sætte så stor pris på vores mange dygtige og hårdtarbejdende folkevalgte, at vi var i stand til at sige: ’Nej. Det rager faktisk ikke mig, hvor dine børn går i skole, hvor du bor, eller hvilke sko du går i. Jeg stoler på, at du forvalter min stemme efter allerbedste evne.’

Men jeg er utvivlsomt både naiv og elitær. Det er en farlig og ufolkelig kombination. Og jeg har tilbragt alt for meget tid med at lakere negle, kysse drenge og danse på bordene til, at jeg nogensinde ville turde stille op til et offentligt embede. Derfor er jeg taknemmelig for, at der stadig er dygtige folk med nerve og næse og fejl og mangler, der gider. Også selvom de har en dyrere smag i kontorstole end mig.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57