Politik fra rødderne

Af Morten Uhrenholdt
 | 
Journalist, DK Medier

Foråret kræver robuste nerver

Det var en drøj omgang, før vinteren endelig slap sit tag. Nu må den være god nok - det ER blevet forår, det er der mange sikre tegn på:

For et par uger siden brød den sidste is op og drev med en rask vestenstorm ud gennem fjorden. Den sidste sne smeltede og blotlagde det poetiske forårssyn: de enorme mængder af efterladenskaber, hundeejerne gennem vinteren har dekoreret byen med. Der bliver ikke brugt mange hundeposer i vintermånederne.

Og lyset, der længe har taget til og nu har nået en mængde og styrke, så det kan trænge ind gennem de møgbeskidte vinduer og nådesløst afsløre støv, nullermænd, rod og rande, pletter og forfald.

Og midt i det hele bliver vi så alle udsat for en af EU-bureaukraternes mest forrykte skrivebords-ideer: sommertid. To gange om året skal vi sagesløse borgere udsættes for et indgreb helt uden påviselige gevinster – tværtimod er mængden af dokumenterede gener eller risici ved denne tids-manipulation enorm.

Kun det besynderlige mindretal af såkaldte A-mennesker synes, at sommertid er vidunderlig. De lider af den perversion, at de ikke kan komme tidligt nok op om morgenen. De har tilmed suggereret sig selv til at tro, at som de har det, bør alle have det – at Vorherre har indrettet menneskene på den måde, og de, der hævder at have det anderledes, blot er dovne og ugidelige.

’Tidligt op og tidligt i seng – det er sundt for en lille dreng’ messer de besværgende over for de sagesløse børn, når de bevidstløse af søvn sidder på sengekanten og prøver at se en ny skoledag i øjnene – eller når de kommanderes i seng på et tidspunkt, hvor solen endnu er på himmelen, og de endelig har nået højdepunktet for deres fysiske og mentale døgnrytme.

Denne minoritet af fanatikere har tiltvunget sig magt til at indrette samfundet efter deres egen personlige indretning, for de har lagt deres færdige planer længe før de, Vorherre har indrettet anderledes, er parate til at give deres besyv med. Således hylder de sommertiden som en ren velsignelse og elsker, at vi alle nu må i gang en time tidligere.

Hvis de så gerne vil op en time tidligere, så lad dem dog, siger vi tolerante B-mennesker. Men hvorfor i Himlens navn skal vi andre rodes ind i det! Hvorfor skal deres sære lyster gøres til et årligt tilbagevendende mareridt for alle vi andre? Vilde dyr køres ned i hobetal, trafikulykkerne tager markant til, antallet af hjertetilfælde tilsvarende og husdyrene får nervøs mave og stress over de uforståelige forandringer.

Og når så A-menneskene i et halvt år har levet deres lyster ud, så skal vi alle trækkes med deres akutte efterårs-depression. Så får vi normaltid igen, og pludselig føler de, at dagene med ét slag er blevet en time kortere, fordi mørket indfinder sig en time tidligere. Jammer og klage.   

Egentlig burde man kaste sig over en strabadserende forårsrengøring og oprydning af alt det, det nådesløse forårslys afslører. Men haven råber højt og insisterende efter én. Ukrudtet vælter op og truer med at kvæle de spæde jordbærplanter og forårsblomster. Som miljøbevidst havedyrker venter jeg til foråret med at fjerne planterester og grave gødning ned. Så forude venter hårdt arbejde og en mere eller mindre ødelagt ryg. Med akkompagnement.

For specielt unge mennesker må forårskådheden ud som mest mulig støj for flest mulige mennesker. Det er den årstid, hvor jeg oftest må opgive at høre, hvad der bliver sagt i mit TV eller min radio.

De har udstyret deres biler med stereoanlæg så store, at de må bruge høreværn, når musikken spiller. De holder med åbne vinduer for rødt ud for mit hjem. Bas og trommer får mine vinduer til at klirre og løse genstande til at hoppe og danse, og al samtale må forstumme.

Prisen tager dog dele af motorcykelfolket. Vinteren er brugt til at pudse og polere krom og lak – men allervigtigst til at tømme lydpotten for alt lyddæmpende indhold. Også disse stakler må benytte høreværn for ikke at pådrage sig høreskader. Ikke sådan nogle kopper over ørerne, man ser på byggepladser, men diskrete ørepropper, som militæret bruger, når artilleriet spiller.

Hvert stempelslag ER en eksplosion, og når lydpotten sættes ud af funktion, så er lyden af motoren for fuld gas en ubrudt række af øresønderrivende eksplosioner. Et inferno af larm, vildt ubehageligt og langt over smertegrænsen. Sådan skal omgivelserne opleve deres forårskådhed, synes disse mennesker åbenbart. Hvornår styrter det første, ældre, hjertesvage menneske, der uden at ane fare venter ved et fodgænger felt, om med hjertestop af chok over bombenedslaget? Vi andre må leve med de helbredsskader og tidlig død, støjforurening påviseligt medfører.

Det er egentlig et mysterium, at trods alle disse hindringer for at nyde livet, så er den god nok hvert år: Åhhhh, endelig kom foråret – det har vi ventet længe på! 


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57