Af Jon Kiellberg
 | 
Debatredaktør og politisk blogger, Dansk Kommunikationsforening og Kommunen
Jon er cand.scient.adm. og redaktør i Dansk Kommunikationsforening og skriver desuden jævnligt politiske analyser for en række medier. Jon har tidligere været presseansvarlig og arbejdet som journalist, og er samtidig en anvendt foredragsholder om politisk kommunikation og presse- og krisehåndtering. Jon er ved at skrive en bog om de 10 største politiske spinskandaler de sidste 20 år. 

Fly US to the moon

Det blev ikke alene den dyreste valgkamp nogensinde. Det blev også en af de hårdeste. Sjældent har vi været vidne til så mange personlige angreb og usandheder i utallige valgvideoer, i de sociale medier og på billboards rundt om i landet.

Den amerikanske valgkamp vil i særlig grad blive husket for to ting: At amerikanske politikere ikke ville lade sig diktere af fakta, og at personlige skræmme- og smædekampagner vandt terræn og fyldte mediebilledet, men i sidste ende ikke afgjorde valgkampen. Det gjorde til gengæld økonomien, som blev det altoverskyggende tema i valgkampen, og som i sidste ende fik vælgerne til at genvælge Obama som præsident. 

Købte Obamas fortælling

Obama vandt blandt andet, fordi hans kampagne og strategiske framing om årsagerne til landets økonomiske udfordringer og kilometerlange ledighedskøer skyldes finanskrisen og ikke mindst Georg Bush' fejlslagne politik. En måling viste lige efter valget, at vælgerne netop købte fortællingen om, at det var Republikanerne med Bush i spidsen i 8 år, der kørte landet i sænk og efterlod regningen til Obama og Demokraterne. Valget blev på mange måder afgjort ud fra tryghed og amerikanernes mavefornemmelse. I hvert fald lidt over halvdelen af dem: Vi ved, hvad vi har, ikke hvad vi får.

Tryllebundet

Herhjemme lod vi os også rive med og nærmest glemte vores egen regering og vigtige finanslovsforhandlinger i det røde palæ på Slotsholmen. Mange danskere var i uger og måneder mere optaget af det Hvide Hus og Obamas gøren og laden.

Den massive mediedækning af den amerikanske valgkamp fik for en kort stund lullet os i søvn og fik os til at glemme, at USA langtfra er det økonomiske og kulturelle epicenter, som tidligere.

'The land of the free and the home of the brave'. Strofen fra The Star Spangled Banner, som er blevet et så stærkt framet slogan i vores bevidsthed om USA. Det er drømmen om det storslåede. Det uovervindelige. Drømmen og håbet om Vestens sidste bastion. Dér, hvor drømme skabes, fornyes og bygger bro til nye fortællinger. Forestilingen om, at USA stadig er verdens navle, som vi kan spejle os i.      

Det episke drama

De sidste måneders dækning af den amerikanske valgkamp har forlænget den forestilling og givet fornyet håb – ikke blot hos os danskere – men også blandt vores europæiske medborgere – at USA stadig er det magt- og kraftcenter, der i sidste ende skal genskabe fordums styrke. Både på det amerikanske og europæiske kontinent. 

For selv om valgtemaerne har været præget af dystre udsigter og alvorlige miner om de forenede staters dybe gældskrise, lange ledighedskøer og manglende gennembrud for opsvinget, så indeholdt den amerikanske valgkamp en dramaturgi, som forfører os og skaber en fornyet fremtidstro. En tro på, at det gamle Vesten igen vil rejse sig. Det er som at gå i biografen for at se en James Bond film:

Det er god underholdning som for en kort stund får os til at glemme hverdagen og virkeligheden udenfor. Det er forenklingens kunst. Det er det store episke drama med helte- og skurkeroller, magtkampe, det gode mod det onde og det endelige opgør. Finalen som udløser måneders spænding, hvor hovedpersonerne i aktionsbraget skal kåres som vinder eller taber.

Venter på Superman

Denne højspændte rutschebanetur i meningsmålingerne og i medierne mellem kandidaterne er så dragende, fordi det skaber de store fortællinger, myter og legender, som vi langt fra er forvænte med i dansk politik. Det er fortællingen om, at Superman alligevel kommer       og redder os til sidst, før vi som en flok skolebørn i en skolebus er på vej ud over en europæisk skrænt af økonomisk ruin.

Back to life – and reality

Men nu er det hele slut. Valgkampen er for længst ovre, og træerne voksede alligevel ikke ind i himlen. Og med en erkendelse af, at selv om Vestens medier ikke er optaget af det forestående kinesiske valg, så spiller det en langt vigtigere rolle for de finansielle magtbalancer i USA og i Europa. Og mens vi i Danmark har ladet os forføre af den amerikanske tro på storhed, så har lande som Indien og  Brasilien haft speederen helt i bund og givet pokker i, om præsidenten hedder Romney eller Obama. Og mens vi har siddet i en varmluftsballon til tonerne af Sinatras gamle klassiker 'Fly me to the moon', har de asiatiske tiger-økonomier danset deres egen gangnam style ovenpå de gamle økonomier i Vesten.

Nu kan vi så vente fire år på, at USA i deres egen, og i vores, bevidsthed er verdens kulturelle og økonomiske centrum. Bare lidt endnu ...


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig Kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik

Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57